Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Investering i Bankinvest Højrentelande i august 2007 ved ”lille risiko”.

Sagsnummer: 516/2009
Dato: 17-09-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard og Karin Sønderbæk.
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Investering i Bankinvest Højrentelande i august 2007 ved ”lille risiko”.
Indklagede: Sparekassen Hvetbo
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om tilbagekøb af en investering i Bankinvest Højrentelande foretaget i august 2007.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1934, er kunde i Sparekassen Hvetbo.

Den 15. maj 2007 underskrev klageren et investeringsprofilskema, hvoraf fremgår:

"…

Erfaring med investering:

Kunden erklærer at have:

|X| Ingen erfaring:

Har ikke tidligere foretaget investeringer

Investerings og tidshorisont

Hvilke midler:

0 – 5 år

5 – 10 år

Over 10 år

|X| Frie midler

|X| sæt X

|_| Sæt X

|_| sæt X

Investeringsprofil

Profil

Frie midler

pensionsmidler

Forslag til
investering

Lille risiko
Fast afkast, der er højere end indlån. Sta­bil formue­udvik­ling vigtig.

|X| Lille risiko

|_| Lille risiko

Korte obligationer, evt. lidt lange obligationer. Investeringsbe­viser = Korte og mellemlange danske obligationer
(Varighed 1 – 3 år)

Stor risiko
Accepterer større kursudsving i investerings­pe­rioden og større usik­ker­hed for det samlede afkast. Jeg har øko­no­misk styrke til at modstå de udsving i formuen, som mulige investeringer kan give.

|_| Stor risiko

|_| Stor risiko

Danske og udenland­ske obligationer.
Større andel i aktier.
Investeringsbeviser = lange danske og udenlandske obligationer, + basis/value aktier + få udvalgte ak­tie­afdelinger
(varighed 5 – 8 år)

…"

Under sagen er der fremlagt et investeringsforslag udarbejdet af sparekassen den 31. juli 2007 med forslag om klagerens investering for 200.000 kr. i Bankinvest Højrentelande samt for 300.000 kr. i 5 % Nykredit 2038. Investeringsforslaget er påført et håndskrevet notat: "Køb iflg. forslag 2/8-07. [Klagerens underskrift]"

Den 3. august 2007 afregnede sparekassen klagerens køb af 2.050 investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande til kurs 96,7 samt nominelt 323.134,10 kr. 5 % Nykredit 2038 til kurs 95,27.

I april 2008 modtog klageren et udbytte på 12,25 kr. pr. investeringsbevis i Bankinvest Højrentelande.

Af depotoversigt pr. 31. december 2008 fremgår, at værdien af klagerens investeringsbeviser udgjorde 117.665,49 kr.

Klageren har anført, at hun efter modtagelsen af depotoversigten kontaktede sparekassen på baggrund af kurstabet på Bankinvest Højrentelande. Ved brev af 23. februar 2009 fremsendte sparekassen bladet Ajour til klageren og henviste til, at det fremgik, at investeringsforeningsafdelingen investerede i udenlandske stats- og virksomhedsobligationer, hvorved klageren havde opnået en meget stor risikospredning.

Den 3. april 2009 var klageren til møde i sparekassen, hvor investeringen i Bankinvest Højrentelande blev drøftet. Ved brev af samme dato refererede sparekassen indholdet af mødet. Af brevet fremgår, at klageren havde ønsket, at sparekassen tilbagekøbte investeringsbeviserne til anskaffelseskursen, hvilket sparekassen afviste. Med brevet fulgte en beregning, hvorefter investeringen i Bankinvest Højrentelande og Nykredit obligationerne samlet havde medført et tab på 34.924 kr., hvoraf klageren ville modtage de 29.000 kr. retur i skat. Det var sparekassens vurdering, at klagerens aktuelle risikoprofil ikke var passende til investering i værdipapirer, hvorfor den anbefalede, at klageren solgte værdipapirerne og placerede provenuet på en aftalekonto til p.t. 3 % p.a.

Ved brev af 17. april 2009 bekræftede sparekassen, at klageren telefonisk havde meddelt, at hun ikke ønskede at konstatere et tab på sine investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande.

Den 21. april 2009 modtog klageren et udbytte på 7 kr. pr. investeringsbevis i Bank­invest Højrentelande.

Parternes påstande.

Klageren har den 14. maj 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Sparekassen Hvetbo skal tilbageføre købet af Bankinvest Højrentelande til købskursen den 3. august 2007, uden at hun fralægger sig modtagne udbytter.

Sparekassen Hvetbo har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes investeringsprofil angav lille risiko og kun gav tilladelse til investering i danske obligationer med lille risiko. I skemaet kunne hun have afkrydset stor risiko, der gav mulighed for investering i udenlandske obligationer. Af profilen fremgår endvidere, at hun ikke havde erfaring med investeringer.

Ved drøftelsen af investeringsforslaget oplyste sparekassens medarbejder, at investeringerne i Bankinvest Højrentelande og Nykredit obligationer var lige sikre investeringer. Hun blev ikke informeret om, at Højrentelande investerede i udlandet. Medarbejderen vildledte hende, hvorfor købet af Højrentelandepapirerne bør gå tilbage med hendes rente ubeskåret. Medarbejderen nævnte, at renten var høj; hvem ville ikke sige ja til store renter.

Hun bestrider, at hun i forbindelse med rådgivningen fik forelagt et eksemplar af bladet Ajour. Hun blev først ved bankens brev i februar 2009 bekendt med, at der blev investeret i udenlandske papirer.

I sparekassens beregning af investeringens resultat inddrages Nykreditpapirerne, hvilket hun er uforstående overfor, idet hun kun har klaget over rådgivningen vedrørende investeringen i Højrentelande.

Hun er tvivlende overfor rigtigheden af oplysningen om, at hun ved realisation af papirerne skattemæssigt vil kunne fratrække et underskud.

Sparekassen Hvetbo har anført, at klageren i forbindelse med gennemgang af investeringsforslaget og ved fremlæggelse af bladet Ajour fra Bankinvest, hvoraf der fremgår oplysninger om, at afdelingen Højrentelande investerer i udenlandske papirer, blev orienteret tilfredsstillende. Bladet Ajour udsendes to gange årligt til alle navnenoterede investorer. Hertil kommer, at alene navnet "Højrentelande" viser, at afdelingen placerer midler i udlandet.

Klageren ønskede i henhold til sin investeringsprofil en lille risiko, hvilket svarer til risikovurderingen af Bankinvest Højrentelande på investeringstidspunktet. Det er sparekassens opfattelse, at eventuelle tab ved investering i Højrentelande skattemæssigt kan fratrækkes i kapitalindkomst.

Sparekassen foreslår, at klageren hurtigst muligt realiserer sine værdipapirer. Herefter kan der foretages en opgørelse, som viser tab eller gevinst på den samlede investering. Efter sparekassens opfattelse vil det vise sig, at klageren reelt ikke har lidt et tab, men opnået en gevinst efter skat på den samlede porteføljeinvestering.

Så længe klageren ikke har konstateret et tab, er der ikke nogen sag.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ifølge investeringsprofilskemaet underskrevet af klageren den 15. maj 2007, var klagerens investeringsprofil "lille risiko", og det fremgår, at der ved denne risikoprofil anbefales investering i "korte obligationer, evt. lidt lange obligationer. Investeringsbeviser = korte og mellemlange danske obligationer". Ankenævnet finder, at det på denne baggrund var en fejl, at Sparekassen Hvetbo foreslog klageren investering i Bank­invest Højrentelande, der ikke investerer i danske obligationer, men udenlandske stats- og virksomhedsobligationer.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med drøftelsen af sparekassens investeringsforslag af 31. juli 2007 gav samtykke til, at der skete en afvigelse i forhold til investeringsprofilen fastlagt den 15. maj 2007.

Sparekassen skal derfor på klagerens anmodning, som anført nedenfor, tilbyde at tilbagekøbe klagerens 2.050 investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande til kurs 96,7, idet klageren samtidig skal fralægge sig de udbytter, som klageren har modtaget efter 3. august 2007 og frem til tilbagekøbstidpunktet. Ankenævnet finder ikke grundlag for, at klageren i den foreliggende situation kan beholde de modtagne udbytter.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal Sparekassen Hvetbo inden 4 uger af klageren kurtagefrit tilbagekøbe klagerens 2.050 investeringsbeviser i Bankinvest Højrentelande erhvervet den 3. august 2007 til kurs 96,7 mod klagerens samtidige aflevering af udbytter modtaget efter førnævnte dato.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.