Afgørelse

Indsigelse vedrørende hæftelse for kaution for gæld, der forfaldt i forbindelse med konkurs i 1990.

Indledning.

Denne klage vedrører forhold vedrørende en kautionsforpligtelse, som klageren havde afgivet over for indklagede for nogle selskabers engagement med indklagede, som i 1990 begærede selskaberne og klageren konkurs.

Sagens omstændigheder.

Den 22. oktober 1990 blev klageren samt tre aktieselskaber erklæret konkurs på grundlag af konkursbegæringer indgivet af indklagedes advokat.

Af sagen fremgår, at klageren havde afgivet kautionserklæring for selskabernes engagement med indklagede.

Den 4. juli 1994 blev der indledt gældssaneringssag for klageren. Indklagede anmeldte et krav på ca. 4,2 millioner kr., hvoraf ca. 1,6 mio. kr. udgjorde renter fra den 1. oktober 1990 til 4. juli 1994 og advokatomkostninger. Der er fremlagt et gældssaneringsforslag underskrevet af klageren, hvori indklagedes krav er medtaget med ca. 4,1 mio. kr. Gældssaneringssagen blev afsluttet uden afsigelse af kendelse om gældssanering.

Ved skrivelse af 25. januar 2002 rettede indklagedes inkassoafdeling henvendelse til klageren med henblik på at indgå en afviklingsordning med klageren. Indklagede opgjorde sit krav til ca. 2,6 mio. kr. med tillæg af renter fra 1. januar 1990.

Ved skrivelse af 28. december 2002 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion. Klageren redegjorde for forskellige transaktioner foregået i 1989 og 1990 og anmodede om en redegørelse for "hvorfor jeg ikke fik en chance for at få afviklet min gæld til [indklagede]" samt om en specifikation af dokumentation af indklagedes krav indeholdende en specifikation af bevægelser siden den 1. april 1990. Ved skrivelse af 31. samme måned meddelte indklagede, at klagerens henvendelse vedrørte forhold, der lå langt tilbage i tid, hvorfor de vanskeligt lod sig afdække. Indklagede kunne derfor ikke fremkomme med en specifikation af gælden med alle bevægelser fra 1. april 1990 og henviste til bogføringslovens regler om opbevaring af materiale i fem år. Indklagede vedlagde en opgørelse af klagerens gæld.

Ved skrivelse af 4. februar 2003 protesterede klageren over for indklagede mod, at indklagedes krav skulle udgøre mellem 10 og 12 mio. kr., idet kravet var udokumenteret. Klageren anførte, at han havde et modkrav i samme størrelsesorden, idet dokumentation fra hans side "vel heller ikke er nødvendig?". Ved skrivelse af 7. samme måned henviste indklagede til, at klageren i forbindelse med et forslag til gældssanering fra 2002 havde anerkendt kravet anmeldt af indklagede på ca. 10,1 mio. kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 31. marts 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om:

"For at genoprette mit renommé så skal [indklagede] betale alle kreditorer som jeg privat hæfter for incl. renter iht. [indklagedes advokats] opgørelse (bilag 9) D.kr. 1.397.000,00 + renter, mit personlige tab på aktier D.kr. 5.000.000,00 og mine personlige tab på patenter D.kr. 20.000.000,00 Alternativt at banken finansierer en retssag for at modbevise mine anklager."

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede bevidst og uden grund sørgede for, at han mistede sit levebrød ved uberettiget at hæve penge på hans konto. Indklagede har bevidst taget likviditet fra det firma, for hvis gæld han kautionerede. Indklagede var klar over, at når han ikke personligt havde penge, kunne han ikke forsvare sig.

Der var ikke andre end indklagede, der ønskede at standse virksomheden, Hans tese er, at indklagede havde en køber.

Siden konkursen har han haft en lang psykisk nedtur. Han ønsker nu at komme i gang med sagen mod indklagede. Han søger ikke gældssanering, da han ikke mener, at han skylder indklagede noget beløb.

Han henviser til en række bilag, der er fremlagt under sagen, der understøtter hans opfattelse af forløbet.

Indklagede har et stort ansvar for, at han ikke fik gældssanering, idet indklagede uden dokumentation fremsatte krav. Indklagede bør derfor betale et antal kreditorer samt hans tab på aktier og tab på patenter, således at han kan få sit renommé genoprettet.

Han har ikke udvist passivitet. Han havde ikke mulighed for at føre en retssag, da indklagede havde sørget for, at han ikke havde nogen midler, ligesom indklagede sørgede for, at der ikke blev stillet spørgsmål ved konkursen. Ved gældssaneringssagen i 1994 fik indklagede sin egen advokat indsat som bisidder.

Han har forsøgt at få indklagede til at dokumentere kravet.

Han er først nu blevet bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsengagement, hvorfor klagen bør afvises, jf. nævnets vedtægter § 2, stk. 2.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at kravet er anerkendt af klageren ved dennes underskrift på forslaget til gældssanering, hvor gælden var anført med ca. 4,1 mio. kr.

På grund af den forløbne tid vil det være forbundet med betydelige vanskeligheder nu detaljeret at redegøre for klagerens konkurs herunder de af klageren drevne selskabers konkurs. En del af materialet eksisterer ikke længere, ligesom de medarbejdere, der håndterede sagen, ikke længere er ansat hos indklagede.

Klageren har udvist passivitet ved først at gøre sine indsigelser gældende næsten 13 år efter, at konkursbehandlingen af boerne blev afsluttet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.

Ankenævnet finder ikke på det foreliggende holdepunkter for, at indklagede kan pålægges at betale det beløb på over 25. mio. kr., som klageren har krævet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.