Låneudbetaling. Udbetalingsinstruks.
| Sagsnummer: | 9706030/1997 |
| Dato: | 06-11-1997 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Keld Christiansen, Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Udbetaling - betingelser
|
| Ledetekst: | Låneudbetaling. Udbetalingsinstruks. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i april 1997 et lånetilbud til klageren, som den 18. april 1997 indgik en tinglysnings- og prioriteringsaftale med instituttet. Af aftalen fremgik det bl.a., at det nye lån skulle udbetales hurtigst muligt, at anmodning om udbetaling af lånet kunne ske telefonisk, og at fastkursaftale kunne indgås telefonisk. Aftalen var med håndskrift påført klagerens telefonnummer samt følgende bemærkning: "Ring når pantebrev er tinglyst". Instituttet fremsendte den 22. maj 1997 en meddelelse til klageren om, at pantebrevet var modtaget retur fra tinglysning, og at sagen derfor var klar til udbetaling, samt at klageren skulle kontakte instituttet for at aftale nærmere. Den 26. maj 1997 fremsendte instituttet en specifikation af fastkursaftale til afvikling den 29. maj 1997 til klageren. Det tilbudte lån blev udbetalt den 30. maj 1997 til kurs 94,075. Klageren protesterede den 6. juni 1997 over for instituttet over forløbet af låneudbetalingen. Herunder anførte klageren, at han den 26. maj 1997 af instituttets distriktskontor telefonisk fik oplyst, at den skriftlige aftale skulle være ændret ved en senere telefonisk samtale, hvilket han ikke var enig i. Klageren bestred endvidere, at der var indgået en fastkursaftale og anmodede derfor om, at udbetalingen af hans lån blev berigtiget i overensstemmelse med den skriftlige aftale. Instituttet fastholdt ved brev af 11. juni 1997, at det på et tinglysningsmøde med klageren blev aftalt, at instituttet skulle kontakte klageren telefonisk, når pantebrevet kom retur fra tinglysning. Instituttet havde herefter forgæves forsøgt at træffe klageren telefonisk, hvorfor instituttet skrev til klageren den 22. maj 1997. Instituttet fastholdt endvidere, at der var indgået fastkursaftale.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at udbetale lånet pr. den 22. maj 1997 til kurs 95,25. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede indledningsvis, at Nævnet er bekendt med, at der findes et standardvilkår, hvorefter udbetaling skal afvente nærmere besked fra låntageren. Nævnet fandt ikke, at det med den fornødne sikkerhed kunne antages, at påtegningen "Ring når pantebrev er tinglyst", der var påført af instituttets medarbejder, skulle forstås som en ændring af den maskinskrevne tekst, hvorefter lånet skulle udbetales hurtigst muligt. Allerede som følge heraf fandt Nævnet, at instituttet i overensstemmelse med den maskinskrevne aftaletekst havde været forpligtet til at igangsætte udbetaling den 22. maj 1997 og at udbetale lånet på grundlag af den officielle kurs pr. den 23. maj 1997 på 94,45 med fradrag af kursskæring på 0,10 kurspoint.