Spørgsmål om ansvar for overtræk, manglende betaling af regning m.v.
| Sagsnummer: | 294/1998 |
| Dato: | 29-01-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Budgetkonto - overtræk
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for overtræk, manglende betaling af regning m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
I denne sag er klageren fremkommet med en række indsigelser i tilknytning til sine konti hos indklagede, herunder vedrørende overtræk på en budgetkonto og en kassekredit.
Sagens omstændigheder.
I september 1996 overførte klageren sit engagement med et andet pengeinstitut til indklagede.
Indklagede ydede bl.a. klageren et lån på 52.000 kr. med en månedlig ydelse på 655 kr. og en kassekredit på 15.000 kr. Endvidere blev der bl.a. oprettet en budgetkonto.
I juli 1997 blev lånet forhøjet til 70.000 kr. med en månedlig ydelse på 1.000 kr. I den forbindelse blev overførslerne til budgetkontoen forhøjet.
I
Ved skrivelse af 29. september 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede om en regning vedrørende klagerens bil, som skulle have været betalt, og som nu var overgivet til inkasso hos en advokat for et beløb på 2.909 kr., hvilket beløb indklagede blev anmodet om at fremsende til advokaten.
Af kontoudskrifterne vedrørende klagerens kassekredit fremgår, at saldoen herpå den 30. september 1997 var 67.000 kr. (negativ), og at indklagede den 9. oktober 1997 returnerede en check på 4.000 kr., som klageren havde udstedt den 8. oktober 1997.
Ved skrivelse af 30. marts 1998 meddelte klageren indklagede, at han nu havde modtaget stævning for beløbet vedrørende bilregningen. Han var uforstående over for, at regningen ikke var betalt og bebrejdede indklagede, at han ikke havde fået meddelelse herom.
Indklagede henviste i en skrivelse af 7. april 1998 til, at kassekreditten i oktober 1997 havde været overtrukket, og at man på grund af den manglende dækning for betalingen af regningen ikke mente at have lovet at gennemføre denne.
Klageren har anført, at indklagede i december 1996 påtog sig at gennemføre betalingen vedrørende bilen på 2.100 kr. ved træk på kassekreditten, som på daværende tidspunkt ikke var i overtræk. Som følge af at betalingen ikke blev gennemført som aftalt, er han blevet påført inkassoomkostninger.
Indklagede har henvist til skrivelsen af 7. april 1998 og har anført, at betalingen ikke blev gennemført på grund af manglende dækning.
II
Af en engagementsoversigt dateret den 6. maj 1998 fremgår, at saldoen på klagerens kassekredit var 71.233 kr. (negativ), og at saldoen på budgetkontoen var 6.400 kr. (negativ). Endvidere fremgår, at der til budgetkontoen var bevilget et overtræk på 11.000 kr.
Ved skrivelse af 13. maj 1998 rettede klageren henvendelse til indklagedes interne revision, idet han var uforstående over for, at der var underskud på budgetkontoen. Klageren anførte, at der ved etableringen af kundeforholdet var blevet overført 10.000 kr. fra hans tidligere pengeinstitut, og at der på grundlag af størrelsen af hans nuværende faste udgifter sammenholdt med hans indbetalinger på budgetkontoen på nu 5.300 kr. pr. md. burde være et årligt overskud på 7.725 kr.
Ved skrivelse af 29. maj 1998 til klageren, redegjorde indklagedes interne revision for udviklingen i saldoen på budgetkontoen. Revisionen fremhævede bl.a., at beløbet, der blev overført fra klagerens tidligere pengeinstitut, var 2.298 kr. og ikke som anført af klageren 10.000 kr., at kontoen siden januar 1997 stort set konstant havde været i overtræk, hvilket havde medført debitering af rente på 1.128 kr., og at der var gennemført betalinger, som der ikke havde været afsat midler til. For så vidt angår en betaling vedrørende forsikring, som var gennemført 2 gange den 7. januar 1997, blev klageren henvist til at rette henvendelse til indklagede. Det var revisionens konklusion, at der med de nuværende indbetalinger var rigelig dækning for de budgetterede udgifter, og at overtrækket var opstået tidligere.
Ved skrivelse af 7. juni 1998 til indklagede anførte klageren bl.a., at det på grundlag af et budget udarbejdet i september 1996 blev aftalt, at der skulle overføres 4.665 kr. månedligt til budgetkontoen, hvorfor han var uforstående over for, at der kun var overført 4.000 kr. pr. måned. Endvidere anførte klageren, at der manglede et beløb på 3.000 kr., som han havde indsat på sin datters børneopsparingskonto i perioden 1. oktober 1996 til 2. januar 1998. I den pågældende periode skulle der var indbetalt 200 kr. månedligt på kontoen, ligesom der skulle være overført 10.000 kr. fra det tidligere pengeinstitut. En vandregning var betalt 2 gange, og to øvrige regninger var fejlagtigt trukket på budgetkontoen i stedet for på kassekreditten.
Indklagede henviste til redegørelsen fra den interne revision og til, at afdelingen i flere omgange havde gennemgået posteringerne på budgetkontoen og forklaret disse for klageren. For så vidt angår datterens konto anførte indklagede, at datteren den 17. marts 1998 havde ønsket at ophøre med den hidtidige opsparingsform, en uddannelsesopsparing, og at der i stedet var oprettet en boligopsparingskonto, hvortil der blev overført 8.000 kr. Den resterende opsparing på 2.986,72 kr. blev indsat på datterens løbende konto og efterfølgende hævet.
Klageren har anført, at det var aftalt, at der ikke måtte være overtræk på budgetkontoen, hvorfor han var uforstående over for den negative saldo på 6.400 kr., og at indklagede på egen hånd havde bevilget en overtræksret på 11.000 kr. Han havde tillid til, at indbetalingerne på budgetkontoen var tilstrækkelige til dækning af betalingerne. For så vidt angår datterens konto har klageren anført, at de penge, han har indbetalt på denne, ikke findes nogen steder.
Indklagede har henvist til korrespondancen i sagen og har for så vidt angår datterens konto fremlagt bogføringsbilag vedrørende overførsel af datterens uddannelsesopsparing fra det tidligere pengeinstitut, ophævelsen heraf og indsættelsen af beløbet på 8.000 kr. på en boligopsparingskonto. Endvidere er fremlagt uddrag af kontoudskrift for datterens løbende konto, hvoraf indbetalingen af restsaldoen på 2.986,72 kr. fremgår.
III
Af de under sagen fremlagte kontoudskrifter fremgår, at saldoen på kassekreditten med maksimum på 15.000 kr. primo august 1997 var 45.000 kr. (negativ), den 30. september 1997 67.000 kr. (negativ) og den 30. september 1998 76.227 kr. (negativ).
Klageren har anført, at han er uforstående over for, at saldoen på kassekreditten er vokset udover maksimum. Indklagede må have "sovet i timen".
Parternes påstande.
Den 9. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at indklagede tilpligtes at medvirke til en løsning på problemerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har, jf. pkt. I-III, anført, at der er sket mærkelige ting vedrørende hans konti, og at han ønsker problemerne løst på en fornuftig måde med indklagede.
Indklagede har, jf. pkt. I-III, anført, at man vanskeligt kan vurdere, hvad der egentlig klages over.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens engagement. For så vidt angår regningen vedrørende klagerens bil bemærkes, at det ikke findes godtgjort, at klageren anmodede indklagede om betaling heraf før fremsendelsen af skrivelsen af 29. september 1997. På dette tidspunkt var indklagede berettiget til at afslå at gennemføre betalingen, idet der ikke var dækning herfor på kontoen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.