Fortolkning af alskyldserklæring i pantsætningserklæring afgivet af debitor og medpantsætter. Spørgsmål om, hvorvidt medpantsætter havde accepteret, at en låneforhøjelse var omfattet af pantet.
| Sagsnummer: | 552 /1995 |
| Dato: | 16-09-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
|
| Ledetekst: | Fortolkning af alskyldserklæring i pantsætningserklæring afgivet af debitor og medpantsætter. Spørgsmål om, hvorvidt medpantsætter havde accepteret, at en låneforhøjelse var omfattet af pantet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 12. august 1992 underskrev klageren og dennes samlever en håndpantsætningserklæring, hvorefter to ejerpantebreve på henholdsvis 484.000 kr. og 35.000 kr. i deres ejendom blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for et lån på 200.000 kr., som indklagedes Smørum afdeling samtidig ydede samleveren.
Af pantsætningsdokumentet fremgår bl.a.:
"Pantsætningsdokument Pant stillet af andre end debitor.
..........
Pantsætningen skal tjene til sikkerhed for opfyldelsen af, hvad: [samleveren], CPR nr. ... (i det følgende kaldet debitor) til enhver tid måtte blive banken skyldig, i medfør af følgende forpligtelser: med udlån -860 stor kr. 200.000,00
..........
Pantesikkerheden omfatter tillige enhver anden af pantsætters nuværende eller kommende forpligtelser over for banken, herunder enhver af dens afdelinger, filialer og datterselskaber."
Den 31. maj 1995, hvor restgælden på lånet var ca. 100.000 kr., bevilgede indklagede en forhøjelsen af lånet til 309.731,54 kr. til finansiering af et bilkøb. Indklagede udarbejdede samtidig et nyt - i øvrigt enslydende - pantsætningsdokument, hvor lånets hovedstol var ændret fra 200.000 kr. til 309.731,54 kr. Klageren afslog at underskrive dokumentet.
Indklagede udarbejdede et nyt pantsætningsdokument, hvorpå der var tilføjet: "NB! Pantsætter vil kun kunne komme til at hæfte for egen gæld, eller gæld tiltrådt i pantsætningsdokument.". Klageren afslog også at underskrive dette dokument.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at slette klausulen i pantsætningsdokumentet, hvorefter pantesikkerheden tillige omfatter enhver anden af pantsætters nuværende eller kommende forpligtelser, samt at anerkende, at pantet ikke tjener til sikkerhed for samleverens låneforhøjelse.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at samleveren i juni 1995 anmodede hende om at underskrive det nye pantsætningsdokument, hvilket hun afviste. På et efterfølgende møde i afdelingen meddelte bestyreren, at pantsætningen af 12. august 1992 også uden hendes samtykke var gældende for forhøjelsen, hvorfor det i realiteten var uden betydning, om hun underskrev det nye pantsætningsdokument. Under et møde i afdelingen i december 1995 blev det forklaret, at hun i henhold til det nye pantsætningsdokument kun hæftede for samleverens lån inklusiv forhøjelsen pr. 31. maj 1995, samt hvad hun eventuelt selv lånte i banken. Indklagede havde udarbejdet en påtegning på dokumentet, som skulle præcisere dette. Da hun fandt det mere reelt at slette det aftalepunkt, hvorom man var uenige om forståelsen, afslog hun at underskrive. Hun bestrider, at hun mundtligt har accepteret, at pantsætningen tillige skulle omfatte forhøjelsen af lånet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ønsker Ankenævnets stillingtagen til to generelle spørgsmål vedrørende indklagedes pantsætningsdokumenter, hvorfor klagen ikke vedrører en formueretlig tvist og derfor ikke bør behandles af Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der ikke er forskel på det nye pantsætningsdokument og det dokument, som klageren underskrev den 12. august 1992. Dokumenterne er indklagedes standarddokumenter. Umiddelbart inden forhøjelsen af lånet den 31. maj 1995 tilkendegav klageren mundtligt, at hun kunne acceptere forhøjelsen af lånet, som fortsat skulle være sikret ved håndpant i ejerpantebrevene. Senest på mødet i december 1995 tilkendegav klageren, at hun kunne acceptere forhøjelsen. Det bestrides, at det er meddelt klageren, at samleveren frit kunne forøge gælden uden klagerens vidende. Klageren blev både i sommeren 1995 og i december s.å. orienteret om retsvirkningen af de citerede afsnit i pantsætningsdokumentet. Klageren hæfter kun for samleverens lån nr. -860, oprindelig stort 309.731,54 kr., inklusive renter og omkostninger. Alskyldserklæringen er uden betydning for klageren, sålænge hun ikke selv får yderligere forpligtelser over for indklagede. Klageren kan således selv overskue retsvirkningerne af dette punkt. I december 1995 meddelte klageren, at hun kun ville skrive under på det fornyede pantsætningsdokument, såfremt alskyldserklæringen blev slettet. Da klageren selv har hold i retsvirkningerne af alskyldserklæringen, og da det nye dokument har samme ordlyd og indhold som det dokument klageren underskrev den 12. august 1992, er man uforstående over for, at klageren har afvist at underskrive.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at klagen i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt de to håndpantsatte ejerpantebreve med pant i klagerens og dennes samlevers faste ejendom tillige tjener til sikkerhed for den forhøjelse af klagerens samlevers lån, som fandt sted i maj 1995. Klagen angår således en konkret formueretlig tvist, hvorfor indklagedes afvisningspåstand ikke tages til følge.
Pantsætningsdokumentet af 12. august 1992 angiver at angå "pant stillet af andre end debitor", og det er i den individuelle tekst angivet, at pantsætningen tjener til sikkerhed for klagerens samlevers ("debitors") lån på 200.000 kr. Den standardmæssige bestemmelse om, at "pantesikkerheden (tillige) omfatter enhver anden af pantsætters nuværende eller kommende forpligtelser over for banken", kan på denne baggrund - som det også er erkendt af indklagede under klagesagen - ikke forstås således, at pantesikkerheden tillige omfatter enhver anden gæld påhvilende klagerens samlever. Pantesikkerheden omfatter derfor ikke i medfør af pantsætningsdokumentet af 12. august 1992 den forhøjelsen af klagerens samlevers lån, som fandt sted i maj 1995.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren på noget tidspunkt mundtligt har accepteret, at pantsætningen skulle udvides til at omfatte låneforhøjelsen af maj 1995.
Klagerens påstand om, at indklagede skal anerkendes, at pantet ikke tjener til sikkerhed for denne låneforhøjelse, tages herefter til følge.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkelig anledning til at tage stilling til, hvorvidt pantet - som hævdet af indklagede - i kraft af den nævnte alskyldserklæring tillige tjener til sikkerhed for enhver gældsforpligtelse påhvilende klageren. Det bemærkes herved, at dette spørgsmål også berører klagerens samlevers interesser.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at indklagedes panteret i det to ejerpantebreve med pant i klagerens og dennes samlevers faste ejendom ikke tjener til sikkerhed for den forhøjelse af klagerens samlevers lån, som fandt sted i maj 1995. Klagegebyret tilbagebetales klageren.