Indekskonto, rente.
| Sagsnummer: | 276 /1991 |
| Dato: | 12-11-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
Indekskonto - forrentning |
| Ledetekst: | Indekskonto, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
På et møde den 31. januar 1991 drøftede klagerne og indklagedes Skt. Klemens afdeling bl.a. forrentningen af klagernes indekskontrakter i afdelingen. Udbetalingen på kontrakterne skulle påbegyndes henholdsvis 28. december 2000 og 22. august 2009.
Ved skrivelse af 5. februar 1991 til klagerne bekræftede afdelingen, at klagernes indekskonti i afdelingen forrentedes med 8,5% p.a. med virkning fra samme dag. Det var i skrivelsen endvidere anført: "Det vil sige, at renten udgør den til enhver tid gældende sats for indekskontrakter med tillæg af 1,75% p.a.".
Den 17. maj 1991 meddelte afdelingen klagerne, at man af konkurrencehensyn havde besluttet generelt at forhøje renten på indekskonto til 8% p.a. Indklagede oplyste endvidere, at klagerne herefter ville få forrentet deres indekskonto med 8,5% p.a., hvilket ville sige ½% over standardrenten.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente deres indekskonti med den til enhver tid gældende standardrente for indekskonti med et særligt tillæg af 1,75% p.a., indtil indekskontrakterne udbetales.
Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet meddelt, at man er indstillet på, at en ændring af aftalen om rentetillægget bør ske med et varsel på 6 måneder, men har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at det i indklagedes skrivelse af 5. februar 1991 er anført, at renten på indekskontiene er den til enhver tid gældende standardrentesats med tillæg af 1,75%, og at der i indklagedes skrivelse ikke er taget forbehold eller anført en tidsbegrænsning. Indklagede må derfor være bundet af aftalen, der er indgået med klagerne, så længe klagernes indekskonti føres hos indklagede.
Indklagede har anført, at klagerne var blevet tilbudt en indekskontorente i Topdanmark med 9% p.a. garanteret for hele 1991, og at baggrunden for den særlige renteaftale, afdelingen indgik med klagerne, var, at klagernes indekskonti ikke rentemæssigt blev forringet ved ikke at blive overført til Topdanmark. Aftalen om den forhøjede rente var således nøje knyttet til den opståede konkurrencesituation, og det lå klart også for klagerne, at der ikke dermed var givet tilsagn om en generel overrente til indklagedes rente for indekskonti. Da indklagede erkender, at afdelingens skrivelse af 5. februar 1991 ikke beskriver disse forudsætninger, er indklagede indstillet på, at en ændring af aftalen om rentetillægget kun kan ske med et passende varsel, som bør udgøre 6 måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved skrivelsen af 5. februar 1991 gav indklagede klagerne tilsagn om, at deres indekskontrakter ville blive forrentet med den til enhver tid gældende sats for indekskontrakter med et tillæg af 1,75%.
Ankenævnet finder ikke, at indklagedes tilsagn kan forstås således, at indklagede har forpligtet sig for resten af indekskontrakternes løbetid, og finder derfor, at indklagede må kunne opsige den særlige renteaftale med et vist varsel. Under hensyn til det oplyste om baggrunden for aftalen og til, at denne kun har været i kraft i relativ kort tid, findes varslet passende at kunne fastsættes til 1 år og 6 måneder, således at opsigelse med dette varsel kan afgives efter afsigelsen af denne kendelse.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at den med klagerne indgåede særlige aftale om forrentningen af klagernes indekskontrakter alene kan opsiges med et varsel på 1 år og 6 måneder, således at opsigelse med dette varsel kan afgives efter afsigelsen af denne kendelse. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.