Klage afvist, da der ikke længere forelå en formueretlig tvist
| Sagsnummer: | 317/2004 |
| Dato: | 22-03-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
|
| Ledetekst: | Klage afvist, da der ikke længere forelå en formueretlig tvist |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser mod indklagedes manglende oplysning om en ikke gennemført betaling via netbank.
Sagens omstændigheder.
Primo juli 2004 indtastede klageren via indklagedes netbank et indbetalingskort med betaling den 19. juli 2004.
Betalingen vedrørte klagerens datters ulykkesforsikring i forsikringsselskabet F. Klagerens datter var flyttet hjemmefra i februar 2004 og havde i denne forbindelse tegnet ulykkesforsikringen med ikrafttræden medio juli 2004.
Som følge af manglende dækning på datterens konto, blev forsikringspræmien ikke betalt.
Den 7. oktober 2004 var klagerens datter udsat for et uheld, der medførte en tandskade. F afviste at dække skaden som følge af, at forsikringen ikke var i kraft på grund af manglende præmiebetaling.
Den 24. november 2004 indgav klageren klage til Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle dække datterens omkostninger som følge af, at ulykkesforsikringen ikke dækkede tandskaden. Klageren indbragte samtidig den manglende forsikringsdækning for Ankenævnet for Forsikring.
Under sagens forberedelse har klageren oplyst, at F nu har accepteret at anse hans datters uheld for omfattet af forsikringen.
Parternes påstande.
Klageren har endeligt nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende at være forpligtet til at give meddelelse, hvis en betaling ikke gennemføres.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han af principielle grunde opretholder klagen uanset, at F efterfølgende har tilbudt at dække skaden.
Han bebrejder ikke indklagede, at betalingen af forsikringen ikke skete, idet der ikke var dækning på kontoen. Han anser det derimod for uacceptabelt, at indklagede ikke orienterede om den afviste betaling.
En gennemgang af kontoudtog vil ikke afsløre manglende postering i form af ikke betalte betalingskort, men derimod alene, om udførte posteringer er korrekte.
Indklagede har anført, at der ikke længere foreligger en formueretlig tvist mellem klageren og indklagede, og at sagen derfor bør afvises.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.