Livsforsikring, begunstigedes indtrædelsesret i andet pant. Indskudskonto.
| Sagsnummer: | 622/1992 |
| Dato: | 18-06-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
Rente - indlån |
| Ledetekst: | Livsforsikring, begunstigedes indtrædelsesret i andet pant. Indskudskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 10. maj 1991 blev klagerens ægtefælle erklæret konkurs. Ved skrivelse af 17. maj 1991 anmeldte indklagedes Værløse afdeling sit krav på 363.179 kr. incl. renter til den 10. maj 1991 i konkursboet. Til sikkerhed for engagementet havde ægtefællen håndpantsat en post obligationer, et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i ægtefællens ejendom samt tre livsforsikringspolicer, hvorpå klageren var indsat som begunstiget.
De pantsatte obligationer realiseredes, og provenuet på 23.346 kr. blev den 7. juni 1991 afskrevet på ægtefællens engagement. Den 1. juli 1991 krediteredes engagementet yderligere 1.200 kr. fra udtrukne obligationer.
Den 11. januar 1992 døde klagerens ægtefælle, hvorefter indklagede som panthaver krævede livsforsikringssummerne udbetalt. Den 12. februar 1992 udbetaltes en livsforsikringssum på 63.734 kr., den 13. februar 1992 en livsforsikringssum på 104.063 kr. og den 31. marts 1992 en livsforsikringssum på 178.200 kr., i alt 345.997 kr. De udbetalte livsforsikringssummer blev indsat på en indskudskonto. Den 21. april 1992 modtog indklagede et provenu af ejerpantebrevet på 86.168 kr. og den 17. juni 1992 yderligere 6.996 kr., hvilke beløb blev afskrevet på engagementet.
Den 18. juni 1992 foretog indklagede sin endelige anmeldelse i konkursboet og opgjorde sit krav til 317.621,11 kr., hvoraf 71.658,82 kr. udgjorde rente i tiden fra 11. maj 1991 til 18. juni 1992. Samtidig meddelte indklagede, at livsforsikringssummerne var indsat på en spærret konto, og at overskydende beløb ville blive udbetalt til klageren som begunstiget ved sagens afslutning.
Ved skrivelse af 23. juni 1992 forespurgte kurator, hvilke rentesatser der lå til grund for renteopgørelsen. Samtidig anmodede han indklagede om at oplyse, med hvilken rentesats de udbetalte forsikringssummer blev forrentet fra udbetalingstidspunktet. Hertil svarede indklagede den 29. juni 1992, at man havde anvendt indklagedes rentesats på 20% p.a. for fordringer til retslig inkasso, og at de udbetalte forsikringssummer var indsat på en deponeringskonto til eventuel senere udbetaling til klageren, og at det indsatte beløb forrentedes med højeste indlånsrente p.t. 8,5% p.a. Under henvisning til en tidligere af Ankenævnet afsagt kendelse (sag nr. 415/90) var indklagede af den opfattelse, at klageren som begunstiget i henhold til forsikringerne kunne indtræde i indklagedes dividendekrav i konkursboet. Ved skrivelse af 27. august 1992 meddelte kurator, at han ikke mente, at afgørelsen kunne tages til indtægt for, at klageren kunne indtræde i indklagedes dividendekrav i boet, når indklagede var blevet fyldestgjort for ethvert krav i de udbetalte livsforsikringssummer. Kurator anmodede indklagede om i forbindelse med fordringsprøvelsen at bekræfte, at det anmeldte krav var frafaldet som endelig fyldestgjort. Indklagede kontaktede klageren og foreslog hende at rette henvendelse til sin egen advokat med henblik på at fastholde kravet om at indtræde i indklagedes dividendekrav i konkursboet. Indklagede meddelte samtidig klageren, at såfremt der ikke udbetaltes dividende i boet, ville nettoprovenuet fra de pantsatte forsikringer udgøre 36.807,95 kr. Klageren meddelte derpå indklagede, at hun ikke var interesseret i at foretage sig yderligere i sagen. Den 1. september 1992 udbetalte indklagede den overskydende del af forsikringssummerne til klageren, og den 9. september 1992 fremsendte indklagede en specificeret opgørelse over de udbetalte policer til klageren. Det fremgik heraf, at der af indeståendet på indskudskontoen var krediteret 8.135,91 kr. i rente for tiden indtil den 18. juni 1992. Den 11. september 1992 afsluttede indklagede sagen overfor kurator.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren det rentetab, hun har lidt som følge af, at indklagede ikke straks i forbindelse med udbetalingen af livsforsikringssummerne har indsat beløbet på ægtefællens engagement, og at indklagede tilpligtes at nedsætte renten på ægtefællens engagement pr. 11. januar 1992, fra hvilket tidspunkt indklagede var sikret sit tilgodehavende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har under sagens forberedelse for Ankenævnet oplyst, at indklagede har undladt at udbetale klagerens afdøde ægtefælles kapitalpension, hvori klageren var indsat som begunstiget. Indklagede har anført, at dette beror på en fejltagelse, og har herefter udbetalt kapitalpensionen til klageren og erkendt at være erstatningspligtig for klagerens eventuelle tab ved den sene udbetaling.
Klageren har anført, at indklagede straks ved udbetalingen af forsikringssummerne burde have afskrevet disse på ægtefællens engagement, som forrentedes med en debetrente på 20% p.a. Ved i stedet at indsætte beløbene på en indlånskonto, der forrentedes med 8,5% p.a., har klageren lidt et tab svarende til rentedifferencen. Indklagede har først den 1. september 1992 udbetalt den resterende del af forsikringerne til klageren, og i perioden fra 18. juni til 1. september 1992 er beløbet blevet forrentet med ca. 4% p.a. For så vidt angår provenuet af ejerpantebrevet har klageren erhvervet ejendommen af indklagede til dagspris vurderet af en ejendomsmægler den 14. november 1991, og klageren finder ikke, at det kan være korrekt, at der skal gå ca. 7 mdr., inden provenuet heraf er overført til engagementet.
Indklagede har anført, at såfremt indklagede havde indsat forsikringssummerne på ægtefællens engagement straks ved modtagelsen, ville de senere modtagne provenuer fra salget af den pantsatte ejendom ikke være blevet udbetalt til klageren, men til konkursboet. I det omfang værdien af de pantsatte effekter overstiger indklagedes krav, skal provenuet indbetales til konkursboet og ikke til klageren. Indklagede har varetaget klagerens interesser bedst muligt ved at henvise til den tidligere afgørelse fra Ankenævnet og opfordre klageren til at kontakte sin egen advokat. Indklagede har ikke forestået salget af ejendommen, idet indklagede var panthaver i ægtefællens ejendom. Efter konkurslovens § 85 var det konkursboet, der forestod salget af ejendommen, og indklagede har derfor ikke indflydelse på, hvornår provenuet er blevet udbetalt. For så vidt angår renten på ægtefællens engagement har indklagede anvendt indklagedes almindelige rentesats på fordringer til inkasso. Kurator har ikke efter sagens afslutning anfægtet rentesatsen. Indklagede har endvidere undladt at beregne renter af ægtefællens engagement efter den 18. juni 1992, da det blev klart, at provenuet af sikkerhederne oversteg indklagedes tilgodehavende, og at der kunne udbetales et beløb til klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at indklagede har været berettiget til at kræve sædvanlig inkassorente af gælden på klagerens ægtefælles engagement, og at indklagede ikke har været forpligtet til at nedsætte renten fra den 11. januar 1992. Denne del af klagen tages således ikke til følge.
3 medlemmer - Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - udtaler herefter:
Vi finder ikke, at det af hensyn til klagerens interesser var nødvendigt at indsætte livsforsikringssummerne på en særlig indskudskonto, idet klageren, såfremt beløbene straks var blevet anvendt til nedskrivning af ægtefællens engagement, ville have haft ret til forholdsmæssig regres i provenuet af pantet i den faste ejendom, således at indklagedes oprindelige krav blev fordelt på de to sikkerheder i forholdet mellem disses værdier. Vi finder herefter, at klageren bør stilles, som om livsforsikringssummerne straks var blevet anvendt til afskrivning på engagementet, hvilket kan ske ved, at indeståendet på indskudskontoen forrentes med 20% p.a. i stedet for 8,5% p.a. frem til den 18. juni 1992, således at differencebeløbet udbetales til klageren. Det forhold, at konkursboet - uden at være forpligtet hertil - har givet afkald på andel i provenuet af pantet i den faste ejendom, kan efter vor opfattelse ikke føre til en nedsættelse af klagerens krav.
1 medlem - Bjørn Bogason - udtaler:
Jeg er enig med flertallet bortset fra, at klagerens rentegodtgørelse efter min opfattelse bør nedsættes med værdien af den fordel, klageren har opnået som følge af, at konkursboet gav afkald på andel i provenuet af pantet i den faste ejendom.
1 medlem - Allan Pedersen - udtaler:
Jeg finder, at det efter gældende ret er så tvivlsomt, om den begunstigede har indtrædelsesret i ejendomspantet, og om boet kan modsætte sig, at dette realiseres først, at indklagede ikke kan gøres ansvarlig for den opståede rentedifference.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf