Kort og kode opbevaret i pung, camoufleret.
| Sagsnummer: | 417/1990 |
| Dato: | 12-02-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
|
| Ledetekst: | Kort og kode opbevaret i pung, camoufleret. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 11. januar 1990 bemærkede klageren, at hendes pung indeholdende dankort var borte. Hun kontaktede straks indklagedes kontoførende afdeling kl. ca. 11.45, hvorefter afdelingen spærrede kortet internt. Først kl. 16.52 blev kortet spærret hos PBS.
Det viste sig efterfølgende, at kortet var blevet misbrugt ved 5 hævninger den 10. januar 1990, hvor der i en kontantautomat var hævet i alt 2.000 kr. Den 11. januar 1990 blev der i tidsrummet mellem kl. 00.16 og kl. 00.20 ved 6 hævninger i en kontantautomat hævet i alt 2.000 kr. Samme dag blev der kl. 11.41 i en pengeautomat opstillet i en anden af indklagedes afdelinger hævet 2.000 kr., ligesom der kl. 11.42 blev hævet 2.000 kr. i en pengeautomat opstillet i et andet pengeinstitut. Yderligere beløb blev hævet efter klagerens henvendelse til indklagede.
Klageren har om omstændighederne ved tyveriet oplyst, at hun antager, at tyveriet er sket onsdag den 10. januar 1990 på hendes arbejdsplads. Hun arbejder i et køkken, og hendes taske indeholdende pung med dankort stod i et tilstødende rum, hvorfra en trappe fører ned i en viktualiekælder. Den pågældende dag skulle en chauffør og dennes medhjælper levere varer, der blev bragt ned i kælderen. Hun antager, at tyveriet er sket i denne forbindelse. Politiet har således oplyst om en tilsvarende sag, hvor samme chauffør og medhjælper også mistænkes for et lignende forhold.
Indklagede har debiteret klagerens konto for 5.000 kr. i forbindelse med det skete misbrug af kortet.
Klageren har efter at have korresponderet med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 5.000 kr. til klagerens konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at hun ikke har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tyveriet. For så vidt angår PIN-koden, havde hun haft denne skrevet ned på en kassebon, men hun er overbevist om, at bonen var smidt væk inden tyveriet. Koden havde i øvrigt været nedskrevet på bagsiden af kassebonen sammen med en del andre tal, således at den ikke kunne genkendes som en kode. Hertil kommer, at bestemmelsen i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, alene taler om forholdene, hvorved kortet mistes, og ikke om opbevaring af en eventuel PIN-kode.
Indklagede har anført, at klageren tidligere overfor indklagede har givet udtryk for, at PIN-koden havde været skrevet ned på et stykke papir, men at hun mente, at papiret var smidt væk. Der er ikke registreret forgæves PIN-kode forsøg i forbindelse med hævningerne, og henset hertil må det lægges til grund, at klageren opbevarede PIN-kode og kort samlet i pungen. En sådan opbevaring af kort og kode må stille skærpede krav til opbevaringsmåden, idet risikoen for misbrug forøges betydeligt. Da pungen efter det oplyste har været opbevaret i et rum, hvortil andre havde adgang uden opsyn, findes klageren at have udvist grov uagtsomhed, hvorfor hun jf. bestemmelsen i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, bør hæfte for 5.000 kr. af tabet.
Ankenævnets bemærkninger:
Medlemmerne Peter Blok, Hans Rex Christensen og Erik Sevaldsen udtaler:
Efter § 21, stk. 1, nr. 1, i lov om betalingskort m.v. er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed." Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren forklaret, at hun har haft PIN-koden skrevet ned på en kassebon, som lå sammen med dankortet. Klagerens udtalelser overfor indklagede og under sagens behandling for Ankenævnet om, at hun mener, henholdsvis er overbevist om, at sedlen var smidt væk inden tyveriet, må forstås således, at klageren ikke fuldstændig vil udelukke, at sedlen fortsat lå i pungen. Da andre forklaringer på, at tyven har været i besiddelse af PIN-koden, under de foreliggende omstændigheder må anses for væsentligt mindre sandsynlige, finder vi herefter at måtte lægge til grund, at sedlen med PIN-koden faktisk lå i den stjålne pung. Uanset at koden var søgt kamufleret, findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed, og vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
Medlemmerne Niels Busk og Kirsten Nielsen udtaler:
Den ovenfor citerede bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. l, nr. l, findes efter ordlyden at måtte forstås således, at den alene omfatter uagtsomhed udvist i forbindelse med selve bortkomsten af dankortet. Da det efter det foreliggende ikke kan lægges til grund, at klageren i denne henseende har udvist grov uagtsomhed, stemmer vi allerede af disse grunde for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.