Renteberegning vedrørende 12-terminers lån.
| Sagsnummer: | 9807101/1998 |
| Dato: | 12-02-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Doe Harboe, Bent Olufsen, Keld Christiansen og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Rente - sats
Terminsydelse - øvrige spørgsmål Beregning - rente |
| Ledetekst: | Renteberegning vedrørende 12-terminers lån. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut udbetalte den 1. april 1998 et 6 pct. obligationslån til klageren, som skulle tilbagebetales ved månedlige betalinger. Af låneoplysningerne fremgik det, at første ydelse, der dækkede april og maj 1998, indeholdt et rentebeløb på 7.800 kr., et afdragsbeløb på 1.569 kr., og et bidragsbeløb på 484 kr. Anden ydelse, som vedrørte juni 1998, indeholdt et rentebeløb på 3.900 kr., et afdragsbeløb på 784 kr., og et bidragsbeløb på 242 kr. Klagerens rådgiver stillede i april 1998 spørgsmål til de beregnede ydelser på lånet, idet han undrede sig over, at der ikke ved beregningen af rentebeløbet i anden ydelse var taget højde for, at der ved første ydelse var indbetalt et afdrag. Rådgiveren fandt, at det måtte være instituttets sag at forrente over for obligationsejerne i juni måned, når instituttet havde fået afdraget betalt af låneren pr. 31. maj. Alternativt burde låneren ifølge rådgiveren først betale afdraget pr. 30. juni og således selv have renterne af beløbet i den måned. Instituttet meddelte den 14. maj 1998 klagerens rådgiver, at terminsydelsen pr. 30. juni 1998 var korrekt beregnet. Til illustration heraf vedlagde instituttet sine generelle betingelser for 12 betalingsterminer, hvoraf det fremgår, at den månedlige ydelse består af 1) et afdrag og et reduceret bidrag, der henholdsvis udgør et beløb svarende til det til pantebrevets oprindelige terminsperiode beregnede afdrag og det reducerede bidrag - fordelt med lige store beløb i hver af de måneder, som udgør de i pantebrevet anførte terminsperioder, 2) en rente, der udgør en så stor procentdel af restgælden ultimo foregående måned, at summen af renten, det månedlige afdrag og det reducerede bidrag svarer til den på ovenstående grundlag beregnede samlede månedlige ydelse.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at den af instituttet foretagne renteberegning for lånet hvilede på et forkert grundlag og dermed var for høj. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at instituttets 12-terminers lån er opbygget således, at der -som bestemt i instituttets generelle betingelser - reelt beregnes en kvartårlig ydelse, som derefter deles ud på månedlige ydelser som en forholdsmæssig andel af den beregnede kvartårlige ydelse. I de månedlige ydelser tages der dog højde for bidragsrabatten. Bidragsrabatten er en godskrivning til låntageren som følge af, at instituttet modtager dele af terminsydelserne (for de 2 første måneder i terminsperioden) for "tidligt". De for "tidligt" indbetalte beløb kommer låntageren til gode gennem bidragsrabatten. Med henvisning til den givne beskrivelse af lånetypen fandt Nævnet, at instituttets renteberegning for tiden 1. juni til 30. juni 1998 var foretaget i overensstemmelse med betingelserne for instituttets 12-terminers lån og frifandt derfor instituttet.