Afgørelse

I overensstemmelse med tilbud af 16. august 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån. Lånets hovedstol var på 96.905 kr., hvoraf 6.905 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev i lånetilbudet beregnet til 1.782 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ifølge lånetilbudet ville være afviklet over ca. 6 år. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 12,5% p.a. Ifølge låneaftalen forfaldt første ydelse til betaling den 1. oktober 1989.

På grund af rentestigning blev lånets ydelse pr. 1. december 1989 forhøjet til 1.872 kr.

I oktober 1994 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld, der udgjorde ca. 40.000 kr.

På baggrund af henvendelsen konstaterede indklagede, at ydelsen på etableringstidspunktet var beregnet forkert, idet lånet med den fastsatte ydelse og ved uændret rente først ville være afviklet over 80,65 måneder. Indklagede anså det for sandsynligt, at der ved beregning af lånets oprindelige ydelse ikke var taget højde for lånets etableringsomkostninger på 6.905 kr. Også renteudviklingen havde medvirket til en forlængelse af løbetiden.

Indklagede har oplyst, at renten på lånet fulgte den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, jf. gældsbrevets betingelser, og at rentesatsen for lånet har været følgende:

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er afviklet ved betaling af den aftalte ydelse i 6 år.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han indrettede sig i tillid til, at lånet ville være afviklet efter 6 år. Af lånetilbudet fremgår, at etableringsomkostningerne var indregnet i lånet. Indklagede bør ikke være berettiget til at forlænge løbetiden med henvisning til, at der ved en fejl ikke var taget hensyn til etableringsomkostningerne ved beregningen af løbetiden. Ved henvendelse til et andet pengeinstitut har han fået oplyst, at rentestigningerne på lånet har været for store.

Indklagede har anført, at lånet ikke bliver tilbagebetalt fuldt ud, såfremt klageren får medhold i sin påstand, og at klageren derved opnår en uberettiget berigelse i strid med almindelige obligationsretlige grundsætninger. Lånet har været forrentet i overensstemmelse med gældsbrevets betingelser, og på baggrund af den generelle renteudvikling i årene 1991 - 1993 har renten ikke oversteget det rimelige.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må efter det oplyste lægges til grund, at renten på klagerens lån til stadighed har været i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige rente for tilsvarende lån, og Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at renten har oversteget det rimelige.

Indklagede har ikke påtaget sig en forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte derfor påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser.

Det må - også på baggrund af Ankenævnets kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede - lægges til grund, at den af indklagede begåede fejl bestod i, at man ved fastsættelsen af ydelsen på 1.782 kr. månedligt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 6.905 kr.

Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.

3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler herefter:

Den fejl, som er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Mette Reissmann - udtaler:

Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.

Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.

I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.

Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.

Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Som følge heraf