Kort og kode opbevaret i pung.
| Sagsnummer: | 268/1990 |
| Dato: | 16-11-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
|
| Ledetekst: | Kort og kode opbevaret i pung. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 29. december 1989 kl. ca. 16.00 bemærkede klageren, at han havde mistet sin pung indeholdende bl.a. klagerens dankort. Han havde senest kl. ca. 14.00 samme dag konstateret at være i besiddelse af pungen. Ved telefonisk henvendelse til PBS samme dag kl. 16.43 blev kortet herefter spærret. Den til kortet hørende PIN-kode var noteret på en seddel sammen med en tilfældig adresse og telefonnummer, og sedlen opbevaredes i pungen.
I tidsrummet fra tyveriet indtil spærringstidspunktet er der ved brug af kort og PIN-kode ved 12 transaktioner hævet i alt 15.100 kr. på klagerens konto. Således er der kl. 14.19, 14.23 og 14.41 hævet 3 k 2.000 kr. i 3 DK-Kontantautomater.
Den 31. maj 1990 har indklagede krediteret klagerens konto 10.100 kr. og 1.118,91 kr. i debetrenteregulering.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre hans konto 5.000 kr. med tillæg af rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han har opbevaret kort og kode forsvarligt.
Indklagede har anført, at klageren ikke har opbevaret kort og kode på betryggende vis, og derfor må hæfte for misbrug indtil 5.000 kr. jf. betalingskortlovens § 21.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Frank Poulsen, BjØrn Bogason og Ole Simonsen udtaler:
Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren - med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse - (kun) ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at han i den stjålne pung også opbevarede PIN-koden, noteret på en seddel. Uanset at det ikke af noteringen fremgik, at der var tale om koden, findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed. Disse medlemmer finder derfor, at klageren selv må bære det lidte tab på 5.000 kr. og stemmer for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Lars Pedersen og Jørn Ravn - udtaler:
Den ovenfor citerede bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, findes efter ordlyden at måtte forstås således, at den alene omfatter uagtsomhed udvist i forbindelse med selve bortkomsten af dankortet. Da det efter det foreliggende ikke kan lægges til grund, at klageren i denne henseende har udvist grov uagtsomhed, stemmer disse medlemmer for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.