Udbetaling inden bindingsperiodens ophør.
| Sagsnummer: | 367/1994 |
| Dato: | 14-12-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - udbetaling
|
| Ledetekst: | Udbetaling inden bindingsperiodens ophør. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren fyldte den 11. december 1991 14 år. Hos indklagede var oprettet en børneopsparingskonto, hvis bindingsperiode udløb den nævnte dato. Klagerens forældre var skilt, og moderen havde forældremyndigheden over klageren.
Den 4. december 1991 blev klagerens børneopsparingskonto ophævet og indeståendet, 13.730,37 kr., overført til en nyoprettet konto, benævnt konto 18, tilhørende klageren.
I perioden indtil den 11. december 1991 blev der hævet 2.500 kr. fra den nyoprettede konto.
Klagerens far har efterfølgende fået forældremyndigheden over klageren og har oplyst, at klagerens mor formentlig har brugt midlerne fra konto 18 til istandsættelse af en sin faste ejendom.
Klageren v/dennes værge har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere børneopsparingskontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Værgen har anført, at indklagede i strid med børneopsparingskontoens bindingsperiode har udbetalt kontoen. Efterfølgende hævede moderen beløb, uden at dette skete til fordel for klageren. Som følge heraf bør indklagede retablere kontoen.
Indklagede har anført, at man ikke er i stand til at redegøre for baggrunden for, at børneopsparingskontoen udbetaltes syv dage for tidligt. Midlerne fra kontoen blev imidlertid overført til en konto tilhørende klageren, og udbetalingen er derfor sket med frigørende virkning. Klagerens retsstilling er ikke blevet forringet som følge af, at udbetalingen skete før bindingsperiodens udløb. Der påhviler ikke indklagede nogen forpligtelse til at vurdere, om dispositioner, som en værge foretager på barnets vegne, er i overensstemmelse med formålet med ordningen, eller om midlerne kommer barnet til gode. I den foreliggende sag er klagerens påstand om beløbets anvendelse ikke nærmere dokumenteret, og såfremt Ankenævnet måtte finde, at beløbets anvendelse måtte have betydning for sagens udfald, bør sagens afvises, idet en stillingtagen ville forudsætte, at klagerens mor inddrages i sagen, og at der fandt en bevisførelse sted i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indeståendet på klagerens børneopsparingskonto er efter anmodning fra klagerens mor, der på daværende tidspunkt var værge for klageren, overført til en nyoprettet konto tilhørende klageren. Udbetalingen af indeståendet på børneopsparingskontoen findes herved at være sket med bindende virkning for indklagede, idet der ikke i denne henseende kan lægges vægt på, at den fejlagtigt skete syv dage før bindingsperiodens ophør. Det må efter det foreliggende endvidere lægges til grund, at indklagede er frigjort ved de udbetalinger fra den nyoprettede konto, som skete til klagerens mor som værge for klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.