Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for lån, der blev stiftet i 1988, og som overgik til inkasso i 1992.

Sagsnummer: 214/2007
Dato: 11-12-2007
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Inkasso - forældelse
Ledetekst: Indsigelse mod hæftelse for lån, der blev stiftet i 1988, og som overgik til inkasso i 1992.
Indklagede: Tønder Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for et lån, som blev stiftet i 1988, og som i 1992 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 16. november 1988 ydede Tønder Bank klageren et lån på 50.000 kr., som skulle afvikles med en ydelse på 800 kr. pr. måned, første gang den 1. marts 1989. Pr. den 31. januar 1989 skulle der betales et ekstraordinært afdrag på 25.000 kr.

Ifølge en udskrift fra bankens kundeinformationssystem bestod klagerens engagement pr. den 4. september 1991 af lånet, der nu var nedbragt til 6.817,80 kr., to konti med negative saldi på i alt 202.863,68 kr. og en bogkonto med et indestående på 2.427,40 kr.

Banken har oplyst, at der den 20. september 1991 blev hævet renter på 290,17 kr. (15 % p.a.) på lånet for perioden 20. juni - 20. september 1991, hvorefter restgælden var 7.107,97 kr. Den 1. oktober 1991 blev der betalt en ydelse på 800 kr., hvorved restgælden blev nedbragt til 6.307,97 kr.

Lånet blev herefter misligholdt og overgik til inkasso. Ved rekvisition af 25. august 1992 forsøgte banken gælden inddrevet via fogedretten. Gælden blev opgjort med udgangspunkt i restgælden på 6.307,97 kr. med tillæg af renter fra den 20. september 1991 samt omkostninger.

Den 21. september 1992 blev fogedsagen afsluttet som forgæves, idet klageren afgav insolvenserklæring.

Ved skrivelse af 26. august 2005 anmodede banken klageren om at rette henvendelse om gælden. Banken rykkede klageren bl.a. ved skrivelse af 21. maj 2007, hvor gælden blev oplyst til 216.771,79 kr., opgjort pr. den 1. februar 1993, ekskl. renter m.v. til betalingsdagen.

Parternes påstande.

Den 30. juli 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Tønder Bank skal slette lånet.

Banken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken bør slette det gamle lån.

Lånet blev stiftet i 1988, men banken rykkede først for betaling i 2006.

Hun har boet på den samme adresse siden 1995.

Banken har anført, at man på intet tidspunkt har opgivet kravet over for klageren, som stedse har været vidende om gælden.

Klageren har ikke begrundet, hvorfor fordringen skulle være bortfaldet.

Restgælden inkl. påløbne renter er stedse fremgået af bl.a. diverse rykkere, kontoudtog og af bankens årsudskrifter til klageren.

Klageren har på intet tidspunkt bestridt fordringens størrelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet har forstået klagen således, at denne alene vedrører restgælden i henhold til lånet på oprindelig 50.000 kr., der blev stiftet ved gældsbrevet af 16. november 1988.

Gælden i henhold til gældsbrevet er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet.

Renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse i medfør af forældelsesloven af 1908. Restgælden på 6.307,97 kr., der dannede grundlag for fogedsagen i 1992 indeholder efter det oplyste ikke ubetalte renter, som nu er forældede.

Sammenholdt med forældelsesreglerne kan den forløbne tid ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at banken har bibragt klageren en berettiget forventning om, at fordringen ikke ville blive gjort gældende. Banken har derfor ikke udvist retsfortabende passivitet.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om andre dele af det samlede krav på 216.771,79 kr. som opgjort pr. den 1. februar 1993 eksl. renter m.v. til betalingsdagen måtte være helt eller delvis forældet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.