Afgørelse

Personlig fordring. Passivitet.

Klageren var medejer af ejendom 1, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren købte i august 1986 ejendom 2 og optog i den forbindelse ejerskiftelån hos instituttet. I marts 1987 solgte klageren sin halvdel af ejendom 1 til sin far. Ifølge skødet skulle faderen overtage de i ejendom 1 indestående lån. Den 1. oktober 1987 overtog instituttet ejendom 1 på tvangsauktion for et bud på 757.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 1.005.486 kr. Instituttet videresolgte i oktober 1987 ejendom 1, hvorefter klagerens far blev udsat af ejendommen. I januar 1996 og januar 1997 fremsendte instituttet Prioritetskunde Beviser til klageren med angivelse af pantnummeret vedrørende ejendom 2. Af beviserne fremgik det blandt andet, at betingelser for at blive PrioritetsKunde er, at terminerne betales rettidigt (de seneste 2 år), og at man ikke er registreret som dårlig betaler. I oktober 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 147.815 kr. gældende mod klageren, hvilket udgjorde det endelige tab vedrørende ejendom 1. Til dette beløb skulle lægges 10 pct. i fem år.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt, at klageren efter det oplyste havde kunnet gå ud fra, at instituttet på tvangsauktionstidspunktet vidste, at hun ikke længere var ejer af ejendom 1, og at køberen over for hende havde påtaget sig at overtage pantegælden. Instituttet gjorde hverken i forbindelse med tvangsauktionen eller videresalget af ejendom 1 klageren bekendt med, at hun ville blive fastholdt som debitor, og at der ville blive gjort en restfordring gældende mod hende. Klageren havde i en længere årrække været kunde hos instituttet i forbindelse med et andet låneforhold, og instituttet havde i 1996 og 1997 fremsendt Prioritetskunde Beviser til klageren. Instituttets restkrav med renter blev først rejst ca. 11 år efter tvangsauktionen. Flertallet fandt, at instituttet under disse omstændigheder havde fortabt sin ret til at femsætte krav mod klageren i anledning af tvangsauktionen. Mindretallet fandt, at sagen havde haft et uheldigt forløb, men fandt ikke, at det kunne føre til, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende over for klageren. Mindretallet tillagde det betydning, at et Prioritetskunde Bevis har karakter af et standardbrev, og at klageren ikke efter det oplyste konkret havde disponeret i tillid til, at der ikke eksistererede et tidligere mellemværende. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne gøre noget krav gældende over for klageren i anledning af tvangsauktionen den 1. oktober 1987.