Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om valg af låntype/renteprocent.

Sagsnummer: 9807102/1998
Dato: 26-03-1999
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 13, stk. 1), Per Englyst og Leif Mogensen
Klageemne: Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
Ledetekst: Rådgivning om valg af låntype/renteprocent.
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren indgik i juli 1994 en aftale om køb af en ejendom. Ifølge købsaftalen skulle der optages et 30-årigt kontantlån, baseret på 6 pct. obligationer, hos det indklagede realkreditinstitut. Købsaftalen indeholdt en angivelse af navnet på købernes advokat. Instituttet fremsendte i august 1994 lånetilbud til den ved handlen medvirkende ejendomsmægler. Lånetilbudet vedrørte et 30-årigt kontantlån baseret på 6 pct. obligationer til en kurs på 72,15. Af skødet, som klageren underskrev i august 1994, fremgik det, at der skulle optages ejerskiftelån som 30-årigt kontantlån. Klageren underskrev ligeledes i august 1994 gældsovertagelseserklæring til instituttet vedrørende ejerskiftelånet. Den berigtigende advokat fremsendte i oktober 1994 det tinglyste skøde til brug for instituttets berigtigelse af gældsovertagelsen. Sælgernes pengeinstitut anmodede i september 1994 realkreditinstituttet om udbetaling af lånet på basis af 6 pct. obligationer i overensstemmelse med en indgået kurskontrakt.
Af låneoplysningerne, som blev fremsendt til sælgernes pengeinstitut, fremgik det, at der til fremskaffelse af kontantbeløbet blev solgt 6 pct. obligationer til kurs 72,25. I november 1994 fremsendte instituttet bekræftelse vedrørende den endelige gældsovertagelse til klageren. Instituttet fremsendte i november 1995 og i marts 1998 breve om låneomlægning til klageren, hvoraf det fremgik, at instituttet ikke på de pågældende tidspunkter fandt, at klageren med fordel kunne foretage låneomlægning. Af årsopgørelse for 1997 fremgik det, at lånets skattemæssige kursværdi var beregnet ved kurs 99,25.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende erstatning for det tab, hun havde lidt i anledning af det kontante ejerskiftelån, som instituttet havde ydet hende i forbindelse med hendes overtagelse af ejendommen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at lånet var ydet af instituttet som et 6 pct. lån på normale vilkår og i overensstemmelse med angivelserne i købsaftalen og i overensstemmelse med den mellem sælgerne og deres pengeinstitut indgåede kurskontrakt. Lånet blev optaget af sælgerne af ejendommen og gældsovertaget af klageren. Nævnet fandt, at det ikke i en sådan situation havde påhvilet instituttet uopfordret at redegøre for konsekvensen af den valgte renteprocent og frifandt derfor realkreditinstituttet.