Afgørelse

Indfrielseskurser ved låneomlægning.

Klageren havde et realkreditlån samt et pensionskasselån, der blev forrentet med 12,5 pct. årligt, og som i pantebrevet indeholdt en særlig indfrielsesklausul.

Klageren fremsendte i november 1993 en låneansøgning til realkreditinstituttet, hvori hans pengeinstitut var anført som låneformidler. Formålet var ifølge ansøgningen at omlægge de to ældre lån samt få udbetalt 18.000-20.000 kr. Realkreditinstituttet fremsendte i november 1993 en foreløbig omlægningsberegning direkte til klageren. Ifølge beregningen var den foretaget på grundlag af afgivne oplysninger og nugældende forhold. De ældre lån var forudsat indfriet til kurs 100, og der var indregnet et tillægslån på 20.000 kr. Instituttet fremsendte i december 1993 et lånetilbud til klagerens pengeinstitut.

Efter udbetaling af det nye lån blev restgælden på pensionskasselånet indfriet til kurs 116,75. Klageren rejste derefter krav om erstatning for "overkursen" mod realkreditinstituttet, som afviste at være erstatningsansvarlig, men tilbød et supplerende lån på 40.000 kr. uden beregning af lånesagsgebyr.

Klageren indbragte herefter sagen for Ankenævnet med påstand om, at der var begået en ansvarspådragende fejl ved kursfastsættelsen af pensionskassepantebrevet, og at instituttet derfor skulle erstatte ham "overkursen". Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det påhviler en professionel långiver som instituttet enten at søge restgæld og indfrielsesvilkår oplyst på de pantebreve, der indgår i omlægningsberegningerne, eller klart og utvetydigt at oplyse låntagerne om, at sådanne oplysninger ikke er indhentet. Det generelle forbehold, hvorefter "beregningerne er foretaget på grundlag af afgivne oplysninger og nugældende forhold" opfyldte efter Nævnets opfattelse ikke kravene til en sådan klar og utvetydig orientering. Eftersom der var tale om et pensionskasselån til 12,5 pct. rente, havde instituttet haft en særlig tilskyndelse til at undersøge pantebrevets indfrielsesvilkår. Ved at foretage omlægningsberegningen uden at sikre sig, at forudsætningerne herfor var rigtige eller udtrykkeligt at angive forudsætningerne, havde instituttet pådraget sig et erstatningsansvar for det tab, som klageren kunne antages at have lidt. Nævnet fandt ikke, at det konkret kunne tillægges betydning, at lånesagen blev ekspederet af klagerens pengeinstitut. Nævnet fandt det efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at klageren ikke ville have omlagt pensionskasselånet, hvis instituttet havde anvendt den rigtige kurs ved omlægningsberegningen, og at klageren havde lidt et tab, der svarede til den del af indfrielsesbeløbet, der oversteg pensionskasselånets restgæld til kurs 100. Nævnet tilpligtede derfor instituttet at betale en erstatning på 34.613 kr. til klageren.