Fejlregistrering af ydelse på pantebreve.
| Sagsnummer: | 183/1990 |
| Dato: | 19-09-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Depot - øvrige spørgsmål
Fejlekspedition - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Fejlregistrering af ydelse på pantebreve. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I august 1979 blev to pantebreve oprindeligt på henholdsvis 15.293,20 kr. og 16.864,04 kr., ifølge hvilke klagerne var debitorer, transporteret til en ny kreditor, der var kunde i indklagedes Viborg afdeling. Pantebrevene blev indlagt i kreditors depot i afdelingen, hvorefter afdelingen opkrævede terminsydelserne på pantebrevene.
Det var i pantebrevene anført, at disse forrentedes fra den 11. december 1974 med 9% p.a. samt at pantebrevne henstod afdragsfri "... indtil 11/12 termin 1979". Endvidere var anført: "Pantebrevet afdrages regnet fra den 11/12 1979 med en årlig ydelse, stor 1/10 af oprindelig hovedstol, eller kr. 1.592,32 [henholdsvis 1.686,40] med halvdelen i hver 11/6 og 11/12 terminer, første gang i 11/12 termin 1979 med kr. 796,16 [henholdsvis 843,20]".
Ved ordinær afvikling ville pantebrevene være indfriet den 11. juni 1989.
I juni 1989 blev afdelingen gennem klagernes pengeinstitut telefonisk gjort opmærksom på, at pantebrevene var oprettet forkert i afdelingens opkrævningssystem, idet der alene var blevet betalt halvårlige ydelser med 796,16 kr. og 843,20 kr., i stedet for halvårlige ydelser, som skulle have udgjort både renter og afdrag. Restgælden på pantebrevene udgjorde derfor den 11. juni 1989 i alt 20.000 kr.
Efter at have indfriet pantebrevene har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klagerne en godtgørelse for deres tab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at de havde indrettet deres økonomi på at være gældfri i juni termin 1989, hvorfor de er påført et tab ved, at det rent faktisk viste sig, at restgælden på pantebrevene udgjorde 20.000 kr. pr. juni termin 1989.
Indklagede har gjort gældende, at pantebrevene blev oprettet forkert i afdelingens opkrævningssystem på grund af den noget uheldige formulering af pantebrevene, idet der i teksten skiftevis tales om ydelse og afdrag. Indklagede har tidligere beklaget den fejl, der i sin tid er sket, hvorved der er blevet opkrævet et mindre beløb i terminsydelser, end der burde have været. Imidlertid har klagerne som følge heraf haft en forøget likviditet i de år, hvor der er betalt ydelse på pantebrevene, da der rent faktisk er betalt en mindre ydelse, end den ydelse, der burde været betalt. Klagerne har således ikke lidt noget tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ved registrering af den halvårlige terminsydelse begået en fejl, der har bevirket, at der er opkrævet for små halvårlige ydelser på de omhandlede pantebreve. Da klagerne ikke har godtgjort herved at have lidt et tab, der kan kræves erstattet,
Den indgivne klage tages ikke til følge.