Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.

Sagsnummer: 206/2006
Dato: 06-12-2006
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Bent Olufsen
Klageemne: Check - udenlandsk check
Check - falsk check
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returneringen af en falsk check, som klageren modtog ved salg af antikviteter.

Sagens omstændigheder.

I 2004 solgte klageren antikviteter for 19.500 kr. til en køber i Korea. Som betaling modtog klageren en udenlandsk check på 15.000 EUR.

På daværende tidspunkt var klageren kunde i indklagedes Lyngby afdeling, som den 15. juli 2004 indløste checken, idet modværdien, som udgjorde 111.276,50 kr., blev indsat på klagerens konto. Af kvitteringen for indklagedes køb af checken fremgår bl.a.:

"…

Køb af udenlandske checks sker under forbehold af, at den udenlandske bank honorerer checken. Hvis honorering mangler eller er forsinket fra den udenlandske bank, forbeholder vi os ret til at trække checkbeløbet og eventuelle renter på deres konto.

…"

Da checkbeløbet oversteg købesummen, blev det mellem klageren og køber aftalt, at klageren skulle returnere det overskydende beløb. I henhold til aftalen overførte klageren den 20. juli 2004 15.143 USD til køber via indklagedes netbank. Det overførte beløb svarede til 91.044,26 kr., som blev hævet på klagerens konto.

Den 27. juli 2004 fik indklagede meddelelse om, at checken på 15.000 EUR var falsk. Samme dag hævede indklagede værdien af checkbeløbet, som nu var 112.060,12 kr., på klagerens konto.

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"…

4. Forbehold for dækning og ekspedition af indbetalinger/overførsler fra andre pengeinstitutter

1. Dækningsforbehold ved indbetalinger

Alle indbetalinger på din konto registreres. Når det drejer sig om andre indbetalinger end kontanter (f.eks. en check), tager banken et forbehold for, at vi rent faktisk modtager beløbet. Viser det sig f.eks., at en check er dækningsløs, hæver vi beløbet på din konto igen

Du skal være opmærksom på, at forbeholdet gælder, selvom det ikke er nævnt på kvitteringer eller andre meddelelser om indbetalingen."

Parternes påstande.

Den 28. august 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 91.044,26 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede bør erstatte hans tab på 91.044,26 kr. i forbindelse med returneringen af checken.

Da han indløste checken, sagde den ekspederende medarbejder "tillykke" og "brug nu ikke det hele på en gang". Han oplyste, at størstedelen af beløbet skulle tilbageføres.

Han var klar over, at der ved checks var/er en clearingsperiode på tre dage. Han var ikke klar over og blev ikke gjort opmærksom på, at clearingsperioden var længere ved udenlandske checks.

Han erindrer ikke et eventuelt forbehold på kvitteringen for checken. Forbeholdet fremgik i hvert fald ikke af den meddelelse, han fik via netbank.

Indklagede bør som den professionelle part indrette sin virksomhed med henblik på at undgå svindel som den, han blev udsat for. Indklagede burde således have rådgivet ham om de risici, der var forbundet med at modtage checks fra udlandet på så store beløb. Indklagede måtte have erfaring med lignende sager og burde have et system, som advarer kunderne, spærrer kontoen for tilbageførsel af store beløb eller lignende.

Hans økonomi var meget beskeden og uden større udsving, og transaktionerne vedrørende checken adskilte sig derfor væsentligt fra det sædvanlige transaktionsmønster.

Han har ikke klaget tidligere, da han ikke var bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet.

Indklagede har anført, at klageren disponerede over checkbeløbet via sin netbank inden checken var clearet.

Indklagede har ikke begået nogen fejl, endsige nogen ansvarspådragende fejl i forbindelse med checken.

Ved indløsningen af checken tog man forbehold for at debitere checkbeløbet igen, hvis der ikke var dækning, hvilket fremgår af såvel kvitteringen som af de almindelige forretningsbetingelser.

Kassereren i Lyngby afdelingen kan ikke længere huske, hvad der blev sagt under ekspeditionen, men kassereren var ikke bekendt med, at klageren ville tilbageføre et større beløb.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter de foreliggende modstridende forklaringer finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med indløsningen af checken på 15.000 EUR den 15. juli 2004 oplyste indklagedes kasserer om, at størstedelen af beløbet skulle tilbageføres til køberen (checkudstederen). På denne baggrund, og da klageren selv via netbank overførte beløbet på 15.143 USD til køberen den 20. juli 2004, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at der er begået fejl af indklagede. Denne er derfor berettiget til at gøre dækningsforbeholdet i kvitteringen af 15. juli 2004 og i indklagedes almindelige forretningsbetingelser gældende over for klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.