Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9801002/1998 |
| Dato: | 25-11-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe harboe, Jeanette Werner, Per Englyst, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i november 1982 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 447.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til 661.140 kr., inklusive to foranstående private pantebreve. De samlede restancer i kolonne 3 udgjorde 107.158 kr. Instituttet videresolgte pr. 15. november 1982 ejendommen med overtagelse af de tre indestående lån. I oktober 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 214.140 kr. gældende mod klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klagerens advokat protesterede efterfølgende forgæves over kravet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Instituttet meddelte telefonisk Nævnssekretariatet, at den dækning på 224,82 kr., der blev til instituttets lån, kunne betragtes som forlods afskrevet på enten restgæld og restancer på den for klageren mest hensigtsmæssige måde.
Nævnet fandt ikke grundlag for at betvivle, at instituttets tab ved tvangsauktionen udgjorde mindst det krav, som var rejst mod klageren. Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevet ved videresalget af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt andet særligt retsgrundlag. På baggrund af instituttets tilkendegivelse i relation til budets anvendelse betragtede flertallet de 224,82 kr. som forlods anvendt til dækning af restgælden på instituttets lån. Instituttets restfordring bestod herefter til dels af renter og bidrag samt de på tvangsauktionstidspunktet uforfaldne renter i kolonne 2 vedrørende instituttets lån, hvilke krav på renter og bidrag var forældede efter 1908-loven. Mindretallet fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at nedsætte sit krav med henholdsvis de uforfaldne renter i kolonne 2 og restancerne i kolonne 3, i det omfang restancerne ikke bestod af afdrag. Det resterende krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.