Hæftelse for lån efter samlivsophævelse. Spørgsmål om aftale om deling af lån og begrænsning af kaution i forbindelse hermed. Ikke rettidig underretning af kautionisten om misligholdelse.
| Sagsnummer: | 81/1996 |
| Dato: | 16-09-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Hæftelse for lån efter samlivsophævelse. Spørgsmål om aftale om deling af lån og begrænsning af kaution i forbindelse hermed. Ikke rettidig underretning af kautionisten om misligholdelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i denne sag er henholdsvis far (klager 2) og datter (klager 1).
Ved gældsbrev underskrevet af klager 1 og dennes samlever den 7. november 1991 ydede indklagedes Mårslet afdeling klager 1 og samleveren et lån på 132.594,48 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr., første gang den 1. december 1991.
Den 28. november 1991 underskrev klager 2 et særskilt kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for lånet begrænset til 75.000 kr.
På grund af ophævelse af samlivet mellem klager 1 og samleveren blev det på et møde hos indklagede i februar 1994 aftalt, at lånet skulle deles lige mellem klager 1 og samleveren, og at klager 2 skulle fortsætte som kautionist for klager 1's del af lånet. Ifølge indklagede var det en forudsætning, at også samleverens del af lånet blev sikret ved kaution.
Indklagede har oplyst, at der fra maj 1994 opstod restancer på lånet. I månederne juli til september 1994 indgik alene 1.000 kr., og i månederne november og december 1994 blev ingen ydelser betalt. Opdelingen af lånet trak ud på grund af problemer med at afslutte salget af klager 1's og samleverens ejendom. Dokumenterne vedrørende lånets deling lå klar til underskrift i januar 1995. Da lånedokumenterne den 2. februar 1995 endnu ikke var underskrevet, meddelte indklagede telefonisk klager 1, at klager 2 som kautionist ville blive rykket for betaling, såfremt lånedokumenterne ikke blev underskrevet senest den 7. februar 1995.
På forespørgsel fra klagernes advokat vedrørende klager 1's engagement meddelte indklagede ved skrivelse af 7. februar 1995, at restgælden på lånet udgjorde 126.767,67 kr., heraf restance 11.000 kr. I øvrigt fremgår:
"Jeg kan oplyse, at en aftale om deling af ovennævnte er indgået med både [klager 1] og [samleveren] - også fordelingen. Lånedokumenterne ligger klar til underskrift, men pludselig vil hverken den ene eller den anden underskrive."
Af indklagedes skrivelse af 23. februar 1995 til klagernes advokat fremgår:
"[Klager 2] er, ifølge aftale med [klager 1], ikke underrettet om restancerne, da [klager 1] har oplyst, at hun selv har gjort kautionisten bekendt med situationen.
Iøvrigt vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi har indvilliget i, at slette [klager 2] som kautionist på [samleverens] del af lånet, således at [klager 2] efter delingen alene står som kautionist for [klager 1]."
Klager 1 har bestridt, at der er indgået aftale om, at hun skulle underrette faderen om restancerne, ligesom denne har bestridt at have modtaget underretning.
Indklagede har oplyst, at lånedokumenterne blev underskrevet af klager 1's tidligere samlever i april 1995, og at han i denne forbindelse oplyste, at hans mor ville kautionere, hvilket imidlertid ikke skete.
Ved skrivelser af 4. juli 1995 til henholdsvis klager 1, klager 2 og samleveren opsagde indklagede klager 1's og samleverens engagement med henvisning til, at samleveren ikke var fremkommet med en kautionist til sin del af gælden. Samtidig blev kautionen gjort gældende over for klager 2.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ligedele gælden mellem klager 1 og samleveren og overføre kautionsforpligtelsen til klager 1's del af lånet. For så vidt angår klager 2, er der nedlagt en subsidiær påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede har afgivet et bindende tilsagn om ligedeling af engagementet og overførsel af kautionsforpligtelsen til klager 1's del af det kautionssikrede lån. Det bestrides, at det var en forudsætning, at samleveren kunne skaffe en kautionist i forbindelse med opdelingen. En sådan forudsætning fremgår ikke af indklagedes skrivelse af 23. februar 1995, hvori aftalen bekræftes. Til støtte for den subsidiære påstand er det anført, at indklagede har undladt at underrette klager 2 om restancerne og udvidelsen af engagementet, og at han ikke på anden måde blev underrettet herom. Klager 1's og samleverens ejendom blev solgt i januar 1995, på hvilket tidspunkt lånet havde været i restance i ca. 8 måneder. Såfremt klager 2 havde modtaget underretning om restancerne, havde han haft mulighed for at foretage arrest eller udlæg i samleverens ideelle halvpart af ejendommen. Samleveren ejer i dag ingenting. Hans regreskrav over for samleveren er herved blevet forringet.
Indklagede har anført, at man accepterede en opdeling af lånet, såfremt begge debitorer kunne skaffe en kautionist til deres del af lånet. Klager 1 meddelte, at klager 2 ville fortsætte som kautionist på hendes del af lånet. Det lykkedes ikke samleveren at skaffe en kautionist til sin del af lånet, hvorfor den aftalte opdeling af fælleslånet ikke blev gennemført. Klagerne var bekendt hermed. Det anførte i skrivelsen af 23. februar 1995 skal ses i denne sammenhæng og var alene en del af en orientering til klagernes advokat om, hvorledes man havde søgt at løse problemerne i forbindelse med samlivsophævelsen. I perioden juli 1994 - februar 1995, hvor der var kontinuerlige restancer på lånet, var man af den opfattelse, at klager 1 ifølge aftale gav klager 2 besked om restancerne. Samleverens manglende indbetalinger skyldtes ikke manglende evne, men alene manglende vilje, hvorfor klager 2's regreskrav over for samleveren ikke er blevet forringet ved, at han ikke formelt modtog underretning om restancerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende, herunder indholdet af indklagedes skrivelser af 4. juli 1995, finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at indklagede som betingelse for at foretage en deling af klager 1's og dennes tidligere samleveres lån stillede krav om, at også den tidligere samlevers del af lånet blev sikret ved kaution. Det bemærkes herved, at der ikke kan lægges afgørende vægt på, at betingelsen ikke blev omtalt i indklagedes skrivelse af 23. februar 1995. Da betingelsen ikke blev opfyldt, kan klagerne ikke støtte ret på indklagedes tilsagn om deling af gælden.
Indklagede har ikke over for klager 2 iagttaget sin underretningsforpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, om hans regresmuligheder som følge heraf er blevet forringet, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Denne del af sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Klagernes påstand om, at indklagede skal tilpligtes at dele gælden ifølge det omhandlede lån optaget af klager 1 og dennes tidligere samlever, tages ikke til følge. Ankenævnet kan ikke behandle klager 2's påstand om, at hans kautionsforpligtelse helt eller delvis er bortfaldet som følge af, at indklagede ikke rettidigt har givet underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.