Afviklingsaftale.
| Sagsnummer: | 551/1994 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Afviklingsaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 10. februar 1986 ydede indklagede klageren en kassekredit på 25.000 kr. og et pantebrevslån på 150.000 kr. Klagerens daværende ægtefælle var meddebitor på pantebrevet, der havde pant i ægtefællernes ejerlejlighed.
Den 14. maj 1987 ydede indklagede ægtefællerne to lån på henholdsvis 295.000 kr. og 170.000 kr. Klagerens far og svigerfar påtog sig selvskyldnerkaution for begge lån. Herudover lagde klagerens svigerforældre to ejerpantebreve på i alt 215.000 kr. i deres faste ejendom til sikkerhed for lånet på 295.000 kr. For lånet på 170.000 kr. fik indklagede yderligere sikkerhed ved håndpant i et ejerpantebrev på 270.000 kr. i ægtefællernes ejerlejlighed.
På grund af misligholdelse af engagementet overgav indklagede den 6. september 1988 sagen til retslig inkasso. Den 2. februar 1989 afsagdes dom, hvorefter klageren skulle betale restgælden på kassekreditten pr. 6. september 1988 opgjort til 20.949,95 kr. med tillæg af renter og omkostninger.
I 1989 blev klageren skilt fra meddebitor; ejerlejligheden blev solgt på tvangsauktion uden dækning til pantebrevet og ejerpantebrevet.
Den 11. december 1989 blev der på begæring af indklagedes advokat foretaget udlæg i dels klagerens fars, dels klagerens svigerfars faste ejendom for 353.139,56 kr. og 200.967,13 kr. svarende til indklagedes tilgodehavende i henhold til lånene på oprindeligt 295.000 kr. og 170.000 kr. med tillæg af mødesalær. Af udskrifterne af fogedbogen fremgår bl.a.:
"[Indklagedes advokat] erklærer, at så længe [klageren og meddebitor] overholder den indgåede aftale med rekvirenten om betaling af 3.600 kr. pr. måned, vil der ikke blive foretaget yderligere mod kautionisterne, ligesom rentetilskrivningen er stoppet."
Klageren og meddebitor indgik indbyrdes aftale om hver at indbetale 1.800 kr. månedligt til indklagedes advokat.
Ifølge indklagede blev det på et møde den 12. oktober 1989 aftalt at forhøje den månedlige ydelse til 5.000 kr. På trods af denne aftale modtog advokaten fortsat kun 2 x 1.800 kr. månedligt fra klageren og meddebitor. Betalingerne indgik omkring den 7.-10. i måneden. I 1992 ophørte advokaten med at rykke for den forhøjede ydelse.
Ved skrivelse af 23. april 1992 og 7. august 1992 indskærpede indklagedes advokat, at afdragene skulle betales rettidigt, idet afdragsaftalen i modsat fald ville blive ophævet som misligholdt. Ved skrivelse af 9. november 1992 til klagerens tidligere ægtefælle med kopi til klageren og kautionisterne rykkede advokaten for halvdelen af afdraget pr. 1. november, 1.800 kr., idet det anførtes, at afdragsordningen ville blive ophævet, såfremt beløbet ikke var indbetalt inden 7 dage. Ved skrivelse af 17. november 1992 opsagde advokaten afviklingsaftalen og meddelte, at det fulde skyldige beløb i henhold til lånene nu var forfaldent til indfrielse.
Klageren og meddebitor fortsatte indbetalingen af 3.600 kr. pr. måned.
Ifølge indklagede blev klageren og meddebitor gentagne gange opfordret til at indgå en ny afviklingsaftale, idet der blev stillet krav om hurtigere afvikling af gælden. Debitorerne og kautionisterne så sig ikke i stand til at forhøje den månedlige ydelse. Efter deres opfattelse var aftalen om at standse rentetilskrivningen fortsat gældende, mens advokaten oplyste, at denne aftale var bortfaldet som følge af misligholdelse af afviklingsaftalen og den deraf følgende opsigelse.
Sagen blev indbragt for fogedretten i efteråret 1993, hvor indklagede opgjorde sit tilgodehavende i henhold til de to lån til henholdsvis 604.298,32 kr. og 370.612,91 inkl. renter til og med september 1993. Ifølge indklagede anerkendte klageren og kautionisterne, der deltog i mødet, opgørelsen af restgælden.
Efter fogedretsmødet fortsatte klageren og meddebitor indbetalingen af 3.600 kr. pr. måned, ifølge indklagede med nogen uregelmæssighed.
Ved skrivelse af 5. maj 1994 fremsatte indklagede et akkordforslag, som klageren ved skrivelse af 6. juni 1994 afslog med henvisning til, at hun alene så sig i stand til at overholde den oprindelige afviklingsaftale, eventuelt med et mindre tillæg til afvikling af gælden i henhold til kassekreditten og det oprindelige pantebrevslån.
Ved skrivelser af 25. juli og 17. august 1994 til klageren meddelte advokaten, at der bl.a. ville blive indgivet tvangsauktionsbegæring over farens ejendom, såfremt klageren ikke ville medvirke til indgåelse af en aftale om akkord/afvikling.
Ved klageskema af 26. august 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at aftalen af 11. december 1989 om rentefrihed og månedlig afvikling med 3.600 kr. fortsat er gældende, og at indklagede tilpligtes at opdele gælden mellem hende og meddebitor.
Ved skrivelse af 2. september 1994 til klageren bekræftede advokaten, at der på et møde hos indklagede den 31. august 1994 var indgået aftale om, at klagerens samlede gæld til indklagede uafhængigt af indbetalinger fra meddebitors side skulle afvikles ved betaling af en månedlig ydelse på 5.000 kr. i 90 måneder, hvorefter indklagede ville meddele saldokvittering.
Ved skrivelse af 15. oktober 1994 til Ankenævnet meddelte klageren, at hun fastholdt klagen.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at hun på grund af sygdom og sin tilværelse som enlig mor og kontanthjælpsmodtager ikke ser sig i stand til at betale mere end 1.800 kr. månedligt. Siden indgåelsen af afviklingsaftalen i fogedretten den 11. december 1989 har hun betalt sin del af ydelsen til indklagede rettidigt hver måned. Indklagede burde ikke kunne opsige aftalen med henvisning til, at meddebitor betalte sin del af ydelsen 5-10 dage senere end den 1. i måneden. Indklagede bør således være bundet af aftalen om rentefrihed pr. december 1989 og afvikling med 3.600 kr. månedligt, heraf 1.800 kr. indbetalt af hende. Indklagede bør endvidere dele gælden mellem hende og meddebitor, som hun blev skilt fra i 1989. På mødet hos indklagede den 31. august 1994 følte hun sig tvunget til at acceptere at betale 5.000 kr. månedligt, idet indklagede ellers ville begære tvangsauktion over hendes forældres ejendom.
Indklagede har anført, at afviklingsaftalen af 11. december 1989 blev misligholdt, hvorfor den blev opsagt ved skrivelse af 17. november 1992 efter gentagne advarsler. Ved opsigelsen af aftalen bortfaldt tilsagnet om rentefrihed for den kautionssikrede gæld med den virkning, at renter for hele perioden var forfaldne til betaling. Klageren har efterfølgende misligholdt nye aftaler om afvikling. Klageren er blevet tilbudt akkordmæssige løsninger, hvorefter der er givet afkald på alle eller en del af de påløbne renter, herunder renter af den del af gælden, der ikke var omfattet af aftalen af december 1989. Klageren har den 31. august 1994 indgået aftale om akkordering af gælden. Ved overholdelse af denne aftale kan klageren undgå hæftelse for meddebitors betalingsforpligtelser. Indklagede er ikke forpligtet til at opdele gælden som ønsket af klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at indklagede den 17. november 1992 var berettiget til at hæve afviklingsaftalen af 11. december 1989. Det bemærkes herved, at det forinden gentagne gange tydeligt var blevet fremhævet for klageren, at forsinket indbetaling af ydelsen fra hendes eller meddebitors side ville medføre ophævelse af aftalen, og at klageren og meddebitor ved skrivelsen af 9. november 1992 havde fået en frist til berigtigelse af restancen.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en genoptagelse af den oprindelige afviklingsaftale, ligesom nævnet ikke kan pålægge indklagede at opdele den gæld, for hvilken klageren hæfter solidarisk sammen med sin tidligere ægtefælle.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.