Udlån, løbetid.
| Sagsnummer: | 477 /1991 |
| Dato: | 12-02-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 5. september 1986 bevilligede indklagedes Enghave afdeling klagerne et lån på 45.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 620 kr., første gang 31. oktober 1986. Det fremgik af lånedokumentet, at lånets rente p.t. var 14% p.a.
Klagerne har oplyst, at afviklingstiden mundtlig blev aftalt til 12 ar, mens indklagede har oplyst, at man ved en gennemgang af sagen ikke er stødt på oplysninger, som kan bekræfte, at en løbetid på 12 år skulle være aftalt.
Lånets restgæld udgjorde den 1. juli 1991 40.358 kr. Klageren kontaktede herefter indklagede i skrivelse af 12. august 1991, idet de stillede sig tvivlende overfor, at lånet kunne være afviklet inden for 12 år regnet fra lånets oprettelse. Klagerne krævede på denne baggrund en nedsættelse af lånets restgæld, således at denne med uændret ydelse ville være afviklet på de aftalte 12 år. Indklagede afslog klagernes krav herom.
Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld med et ikke nærmere angivet beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at de mundtligt blev stillet en løbetid på ca. 12 år i udsigt. Klagerne har forladt sig på indklagedes rådgivning om afviklingstiden og forudsat, at den månedlige ydelse ville betyde, at lånet ville kunne afvikles på den aftalte tid..
Indklagede har anført, at den oprindeligt aftalte ydelse med uændret rente ville svare til en afviklingstid på 161 måneder svarende til ca. 13 1/2 år.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevet indeholder ingen angivelse af lånets løbetid, og Ankenævnet finder det efter det foreliggende ikke godtgjort, at det ved lånets etablering blev tilkendegivet klagerne, at løbetiden ville være 12 år ved uændret rente. Klagerne måtte i øvrigt indse, at løbetiden ville blive forlænget ved renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af den månedlige ydelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.