Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opsigelse af kontoforhold. Afmelding af PBS-betaling.

Sagsnummer: 359/1997
Dato: 14-04-1998
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt
Klageemne: Betalingsservice - ophævelse af aftale
Indlån - opsigelse
Ledetekst: Opsigelse af kontoforhold. Afmelding af PBS-betaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Af et kontoudtog for klagerens lønkonto hos indklagede, hvortil der var knyttet dankort, fremgår, at der den 30. juni 1997 blev debiteret 15.000 kr., hvorefter kontoens saldo udgjorde 12.783,27 kr. (negativ). Indklagede har anført, at betalingen var udbetalingen ved klagerens køb af en bil, og at klageren anvendte sit dankort hertil, uagtet hun ikke var bevilget en sådan kredit.

Den 2. juli 1997 tilbageførte indklagede betalingen.

Den 14. august 1997 opgjorde indklagede klagerens budgetkonto og overførte indeståendet på 2.967,33 kr. til klagerens lønkonto. Lønkontoen blev samtidig opgjort og udbetalt med 3.770,39 kr. til klageren. Ved skrivelse af samme dato oplyste indklagede over for klageren, at hendes konti var opgjort på grund af misbrug af hendes dankort.

Ved skrivelse af 27. august 1997 rykkede Teledanmark klageren for betaling af en regning på 2.078,14 kr., som forfaldt til betaling den 14. s.m. Af skrivelsen fremgik, at den manglende betaling ville medføre morarenter samt ekspeditionsgebyr på 40 kr.

Af kontoudskrift for klagerens budgetkonto fremgår, at der senest den 7. august 1997 blev foretaget en PBS betaling, hvorefter kontoens saldo var 2.972,72 kr. (positiv).

Klageren har den 6. oktober 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genåbne kontiene med tilknyttet dankort samt betale rykkergebyrer vedrørende Teledanmark og husleje for juli 1997.

Indklagede har under sagens forberedelse godtgjort klageren rykkergebyr m.m. vedrørende husleje med 129 kr. I øvrigt har indklagede påstået frifindelse.

Klageren har anført, at hun den 14. august 1997 talte med en navngiven medarbejder hos indklagede, der "fortæller intet om opgørelse af konti mine regninger er betalt men mit dankort var spærret indtil videre." Hun er blevet påført gebyr til Teledanmark, ligesom et Falckabonnement ikke blev betalt den 1. juni 1997.

Indklagede har anført, at klageren fra flere medarbejdere i afdelingen havde fået oplyst, at indklagede ikke accepterede at betale regninger, hvis der ikke var dækning på kontoen. Denne havde tidligere være i overtræk. Indklagede havde afslået af finansiere klagerens køb af bil. På trods heraf trak hun den 30. juni 1997 15.000 kr. på lønkontoen hertil. Herefter blev det meddelt hende, at alle betalingsaftaler var slettet. Indklagede har ikke modtaget regning på Falckabonnement til betaling. Da klageren misbrugte adgangen til at anvende sit dankort, må det anses for rimeligt begrundet, at indklagede afsluttede kundeforholdet.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klageren i forbindelse med sit køb af en bil overtrak sin lønkonto, selv om hun ikke havde opnået indklagedes tilladelse hertil, idet indklagede tværtimod udtrykkeligt havde afvist af finansiere bilkøbet. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede tidligere havde tilkendegivet, at man ikke ville acceptere overtræk. Ankenævnet finder det derfor berettiget, at indklagede opsagde engagementet, og klagerens påstand om genåbning af kontiene kan herefter ikke tages til følge.

Indklagede har ikke bestridt, at klagerens abonnement hos Teledanmark var tilmeldt betaling gennem indklagede. Da det ikke er godtgjort, at klageren forud for den 14. august 1997 var blevet orienteret om ophør af alle betalingsserviceaftaler, finder Ankenævnet, at indklagede bør godtgøre klageren ekspeditionsgebyret på 40 kr. vedrørende Teledanmarks rykkerbrev.

Som følge af det anførte

Indklagede bør inden 4 uger betale 40 kr. til klageren. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.