Afgørelse

Rådgivning om ekstraordinære indfrielser.

I klagerens landbrugsejendom indestod fire lån til det indklagede realkreditinstitut. Lån 4 var inkonverterbart. Mod indfrielse af lån 2, 3 og 4 gav instituttet i december 1992 samtykke til relaksation af et areal, som skulle frasælges. I januar 1993 protesterede klageren forgæves over relaksationsvilkårene og oplyste, at indtægten ved frasalget skulle benyttes til at nedbringe et mellemværende med hans pengeinstitut. Mod at få transport i salgsprovenuet for det frasolgte areal gav instituttet i februar 1993 samtykke til afværgelse af en tvangsauktion den 23. februar 1993, rekvireret af klagerens pengeinstitut. Klageren underskrev den 22. februar 1993 en transporterklæring, som samme dag blev fremsendt til instituttet med en bemærkning om, at instituttets tilsagn var forstået således, at den resterende restgæld efter nedskrivning af gælden med salgsprovenuet først skulle indfries ved et senere salg af restejendommen. Dette bekræftede instituttet. Den 23. februar 1993 gav klageren salgsfuldmagt til sit pengeinstitut. Efterfølgende anmodede realkreditinstituttet om en præcisering af, at salgsfuldmagten alene omfattede restejendommen. Salgsprovenuet blev i maj 1993 af realkreditinstituttet anvendt til dækning af terminsrestancer for samtlige lån samt til fuld indfrielse af lån 2 og 3 samt delvis indfrielse af lån 1. Den 30. juni 1993 bad klageren forgæves instituttet om at ændre låneindfrielsen og henviste til, at det var en af instituttets medarbejdere, som havde rådet ham til at ændre den af ham oprindeligt ønskede indfrielsesrækkefølge. Efter salg af restejendommen indfriede klageren i februar 1994 resten af lån 1 samt lån 4. Lån 4 blev indfriet ved opkøb af obligationer til kurs 165,50. Klageren protesterede i juli 1994 til Realkreditrådet over instituttets rådgivning ved låneindfrielsen og modtog fra Realkreditrådet tre beregninger af indfrielsesrækkefølgen samt en redegørelse.

Klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet ved gennemførelsen af indfrielsen havde pådraget sig et erstatningsansvar. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det efter brevvekslingen må have stået instituttet klart, at klageren også - som det skete - ønskede at sælge restejendommen. Ved med denne viden at tage et selvstændigt initiativ og rådgive klageren til at undlade først at indfri det inkonverterbare lån 4 med de heraf følgende risici ved kurstigning og ved at fastholde denne rådgivning på trods af klagerens fornyede henvendelse om at få lån 4 indfriet, havde instituttet pådraget sig et erstatningsansvar for det tab, som klageren havde lidt som følge af denne rådgivning. Nævnet tilpligtede realkreditinstituttet at betale klageren en erstatning på 19.802 kr.