Børnefamilieydelse og børnetilskud.
| Sagsnummer: | 598/1992 |
| Dato: | 17-05-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Modregning - børnefamilieydelse, børnetilskud
|
| Ledetekst: | Børnefamilieydelse og børnetilskud. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 17. maj 1991 ydede indklagedes Frøstrup afdeling klageren et lån på 10.144,03 kr., som skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 2.500 kr., første gang den 30. juni 1991. Ydelsen skulle hæves på en indlånskonto, som klageren havde hos indklagede. Den 6. januar 1992 blev lånet forhøjet med 3.549,64 kr.
Indklagede har oplyst, at baggrunden for aftalen om lånets afvikling med kvartalsvise ydelser var, at klagerens indtægt var begrænset, hvorfor lånets afvikling skulle ske med det beløb som klageren modtog i børnefamilieydelse. Dette bevirkede, at klagerens indlånskonto i perioden fra debiteringen af lånets ydelse og indtil den 20. i den måned, hvor børnefamilieydelsen indgik, var i overtræk.
Den 20. juli 1992 indgik klagerens børnefamilieydelse på 3.850 kr. ikke på klagerens indlånskonto. Som følge heraf tilbageførtes den 3. august 1992 2.500 kr. svarende til låneydelsen pr. 30. juni 1992. Saldoen på indlånskontoen var herefter 572,67 kr. (negativ).
Den 7. oktober 1992 overførtes fra klagerens indlånskonto til lånet 5.137,50 kr., svarende til ydelserne pr. 30. juni og 30. september 1992 samt morarenter 137,50 kr. Indlånskontoens saldoen var herefter 5.710,17 kr. (negativ). Ved skrivelse af 7. oktober 1992 anmodede indklagede klageren om at indbetale overtrækket snarest.
Den 19. oktober 1992 blev fra Herlev Kommune til klagerens indlånskonto overført 4.038 kr., som udgjorde børnetilskud. Den 20. oktober indgik på indlånskontoen 3.850 kr. i børnefamilieydelse; kontoens saldo var herefter 2.177,83 kr. (positiv). Den følgende dag hævede klageren 2.177 kr. på kontoen, hvis saldo herefter var 0,83 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale klageren 5.711 kr. fra indlånskontoen svarende til det resterende børnetilskud og børnefamilieydelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Af sagen fremgår yderligere, at Herlev Kommune den 20. oktober 1992 kontaktede indklagede telefonisk med anmodning om tilbagebetaling af børnetilskud og børnefamilieydelse, idet der var tale om en fejlagtig overførsel. Indklagede afslog dette med henvisning til, at tilbagekaldelsen ikke var rettidig.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har tilbageholdt 5.711 kr. af klagerens børnetilskud og børnefamilieydelse til trods for, at indklagede af Herlev Kommune var gjort opmærksom på, at der var tale om en fejloverførsel. Herlev kommunes henvendelse skete på klagerens vegne med anmodning, om at beløbet skulle udbetales til klageren. Hertil kommer, at indklagedes modregning strider mod retsplejelovens § 512 samt § 11 i lov om børnefamilieydelse. Det fremgår endvidere af foreliggende kontoudtog, at indklagede havde kendskab til, hvilke ydelser det var som indbetaltes på kontoen, idet teksten på kontoudtoget angiver arten heraf.
Indklagede har anført, at der ikke er tale om modregning fra indklagedes side, idet indbetalingen på ialt 7.888 kr. blot medgik til inddækning af et overtræk på klagerens indlånskonto.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at afviklingen af klagerens lån hos indklagede var tilrettelagt således, at lånets ydelse skulle betales omkring det tidspunkt, hvor børnetilskud og børnefamilieydelse indbetaltes til klagerens indlånskonto hos indklagede. Af kontoudtog vedrørende klagerens indlånskonto hos indklagede fremgår iøvrigt, at kontoen ikke har været krediteret andre indbetalinger end de nævnte sociale ydelser. Under disse omstændigheder findes indklagede at have været berettiget til at anse indsættelsen af beløbene den 19. og 20. oktober 1992 på indlånskontoen som en fortsættelse af klagerens hidtil fulgte betalingsmønster, som hun alene havde afveget fra en enkelt gang ved ikke at have foranlediget børneydelsen indsat pr. 20. juli 1992, eller som en imødekommelse af indklagedes anmodning af 7. oktober 1992 om at indbetale overtrækket snarest.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.