Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om betaling med Visa- eller Dankort-delen af et Visa/Dankort i forbindelse med køb af flybilletter via internettet hos et flyselskab, der gik konkurs

Sagsnummer: 235/2012
Dato: 11-02-2013
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om betaling med Visa- eller Dankort-delen af et Visa/Dankort i forbindelse med køb af flybilletter via internettet hos et flyselskab, der gik konkurs
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om betaling med Visa- eller Dankort-delen af et Visa/Dankort i forbindelse med køb af flybilletter via internettet hos et flyselskab, der gik konkurs.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Lån og Spar Bank.

Den 22. januar 2012 købte klageren flybilletter for i alt 12.290 kr. hos flyselskabet Cimber Sterling via flyselskabets hjemmeside på internettet til en flyrejse den 29. september 2012. Billetterne blev betalt med klagerens Visa/Dankort. Ifølge faktura af 22. januar 2012 fra flyselskabet var billetterne "Betalt med Visa".

Betalingen blev debiteret klagerens konto den 23. januar 2012. Banken har fremlagt et posteringsbilag vedrørende betalingen med posteringsteksten "Dankort-køb".

Banken har oplyst, at flyselskabet havde en Dankort indløsningsaftale med PBS.

Cimber Sterling indgav konkursbegæring den 3. maj 2012. Som følge heraf blev den af klageren købte flyrejse ikke gennemført.

Den 14. maj 2012 indgav klageren en kortindsigelse til banken vedrørende refusion af betalingen for flybilletterne.

Banken har fremlagt sine "Regler for Dankort og Visa/Dankort" gældende fra august 2010, hvoraf bl.a. fremgår:

"…

Du kan bruge Visa-kortet til betaling af varer og tjenesteydelser hos forretninger, der tager imod Visa-kort, og som ikke tager imod Dankort.

Hvis forretningen tager imod både Visa-kort og Dankort, vil din betaling blive gennemført som en Dankort-betaling. Det vil altid fremgå af posteringer på din konto, om en betaling er gennemført som en Dankort- eller en Visa-transaktion.

Det vil fremgå af skiltning i forretningen eller på hjemmesiden hvorvidt en forretning tager imod Dankort og/eller Visa-kort.

4. Brug af kortet

Inden du godkender en betaling eller en hævning, skal du altid sikre dig, at beløbet er korrekt på f.eks. terminalen eller notaen. Betalinger, som du har godkendt, kan ikke tilbagekaldes. Se dog afsnit 6 og 7 vedrørende muligheden for tilbageførsel af en betaling.

6.2 Køb på internettet, post- og telefonordre m.m.

Hvis du har brugt dit kort til køb af varer eller tjenesteydelser på en af følgende måder: …

·køb på internettet …

kan du have ret til at få en betaling tilbageført, hvis: …

·den bestilte vare/tjenesteydelse ikke er leveret …"

Parternes påstande

Den 25. juni 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån Spar Bank skal erstatte tabet ved købet af flybilletterne.

Lån Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at købet blev foretaget med visa-delen af kortet. Dette fremgår også af kvitteringen fra flyselskabet. Banken oplyser på sin hjemmeside, at der kan ydes erstatning, når betalingen er gennemført med visa-kort. Oplysning herom ville jo ikke være nødvendig, hvis alle betalinger i Danmark automatisk er Dankortbetalinger. Hun er ikke blevet oplyst af banken om, hvornår man bruger Dankortdelen, og hvornår man bruger visa-delen og kunne som forbruger ikke være klar over dette.

Banken løber fra sit ansvar og sine løfter til forbrugerne.

Lån Spar Bank har bl.a. anført, at betalingen blev gennemført som en Dankortbetaling hos en betalingsmodtager i Danmark.

Betaling med et Visa/Dankort betragtes altid som en Dankortbetaling, når betaling sker hos en forretning, der modtager Dankort. Transaktionen skal derfor behandles efter Dankortreglerne og skal sidestilles med en kontantbetaling.

Klageren godkendte den 22. januar 2012 en forudbetaling af billetterne. Klageren blev ikke stillet ringere ved Dankortbetalingen, end hvis hun samme dag havde betalt forud med kontanter.

Klageren har, jf. bankens "Regler for Dankort og Visa/Dankort" accepteret, at banken under disse omstændigheder ikke kan tilbagekalde betalingen.

Teksten på fakturaen fra flyselskabet skyldes en fejlskrift fra flyselskabets side, der ikke ændrer dette.

Ovennævnte følger endvidere af Forbrugerombudsmandens retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort af december 1996, pkt. 5 samt af Ankenævnets praksis.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerens betaling af flybilletter den 23. januar 2012 skete med Dankort-delen af hendes Visa/Dankort.

Ankenævnet finder, at Lån Spar Bank er uden ansvar for, at det af flyselskabets faktura fejlagtigt fremgik, at betalingen var sket med Visa. Banken er heller ikke ansvarlig for, at klageren som følge af flyselskabets fejlagtige oplysning blev skuffet med hensyn til muligheden for at få erstattet tabet, da flybilletterne som følge af flyselskabets konkurs ikke kunne benyttes.

Der foreligger heller ikke andre omstændigheder, der kan medføre, at banken er forpligtet til at dække klagerens tab som følge af flyselskabets konkurs, idet bemærkes, at betalingen var omfattet af betalingstjenestelovens § 74, der viderefører principperne i forbrugerombudsmandens retningslinjer om fjernsalg, som bl.a. havde til formål at sikre, at forbrugere ved betaling med kort i forbindelse med fjernsalg ikke blev stillet ringere end forbrugere, der for eksempel betalte pr. efterkrav.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.