Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udateret check, indløsning.

Sagsnummer: 293 /1991
Dato: 12-11-1991
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Check - indløsning
Ledetekst: Udateret check, indløsning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 16. november 1990 indløste indklagedes Fisketorv afdeling, Odense, en til klageren af dennes bror udstedt check på 17.000 kr. trukket på broderens checkkonto i Den Danske Bank.

Ved skrivelse af 26. marts 1991 anmodede broderens advokat afdelingen om at kreditere broderens konto i Den Danske Bank det tidligere trukne checkbeløb under henvisning til, at checken var udateret og derfor ikke opfyldte checklovens formelle krav til en check. Advokaten oplyste endvidere bl.a., at checken måtte være udstedt i løbet af 1. halvår af 1988, at klagerens bror havde været alvorligt syg siden maj 1990, og at klageren var kommet i besiddelse af checken i november 1990.

Afdelingen anmodede herefter den 3. april 1991 klageren om at rette henvendelse, hvilket klageren gjorde telefonisk den 4. april. Om indholdet af denne samtale er der ikke enighed mellem parterne. Indklagede hævede herefter beløbet på 17.000 kr. på klagerens konto i afdelingen og udbetalte beløbet til broderen.

Det er i indklagedes almindelige forretningsbetingelser pkt. 6 anført:

"Enhver indbetaling foretaget ved check, anvisning eller lignende, herunder checks trukket på [indklagede] selv modtages under forbehold af beløbets indgang. Dette gælder, selvom et sådant forbehold ikke udtrykkeligt er nævnt ved afgivelse af kvittering eller anden meddelelse om indbetaling."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hendes konto 17.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at checkbeløbet vedrørte et mellemværende mellem hende og broderen, og at indklagede ikke har været berettiget til at tilbageføre beløbet uden hendes accept.

Indklagede har anført, at checken er blevet indløst ved en fejl, og at klageren overfor afdelingen har accepteret, at checkbeløbet efterfølgende blev hævet på hendes konto. Indklagede har endvidere anført, at man i medfør af såvel de almindelige modregningsregler som pkt. 6 i de almindelige forretningsbetingelser har været berettiget til at hæve beløbet på klagerens konto.

Ankenævnets bemærkninger:

Den pågældende check var udateret og derfor ugyldig, jf. checklovens § 1, nr. 5, sammenholdt med § 2, stk. 1, og indklagede var derfor forpligtet til at efterkomme kravet om, at checkbeløbet blev tilbageført til checkudstederens konto. Indklagede fik herved et regreskrav mod klagerens for hvilket krav indklagede var berettiget til at foretage modregning i klagerens konto.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.