Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om forrentning af provenu af ejerskiftelån hjemtaget af købers pengeinsitut.

Sagsnummer: 15/1996
Dato: 04-07-1996
Ankenævn: Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst: Spørgsmål om forrentning af provenu af ejerskiftelån hjemtaget af købers pengeinsitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Med overtagelse 1. juni 1995 solgte klagerne en fast ejendom. I denne forbindelse skulle optages et ejerskiftelån på 269.000 kr. (kontantlån) ydet af Danske Kredit. Indklagede ekspederede som købernes pengeinstitut hjemtagelsen. Den 4. maj indgik køberne, der havde kursrisikoen med hensyn til ejerskiftelånet, kurskontrakt for dette med afvikling pr. 1. juni 1995. Den 11. s.m. sendte indklagede pantebrev og lånetilbud til købernes advokat.

Ejerskiftelånet udbetaltes i henhold til kurskontrakten pr. 1. juni 1995. Nettoprovenuet på 267.096,50 kr. indsattes på en spærret konto hos indklagede. Den 8. s.m. modtog indklagede tinglyst pantebrev samt indeståelse fra købernes advokat for sletning af retsanmærkninger, hvorefter indklagede samme dag afregnede provenuet til købernes advokat. Den 13. juni 1995 afregnede denne til klagernes pengeinstitut. Beløbet blev krediteret klagerens konto den 16. juni 1995.

Den 2. november 1995 fremsendte købernes advokat et rentebeløb på 5,49 kr., som var oppebåret af indeståendet på den spærrede konto (rentesats 0,125% p.a.), til klagernes advokat med tillæg af et beløb på 500 kr., som af indklagede var opkrævet som gebyr for kurssikring og var blevet fratrukket låneprovenuet.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække deres rentetab i perioden 1.-16. juni 1995.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at deres eget pengeinstitut finansierede indfrielsen af ikke overtagne pantehæftelser i den solgte ejendom. Udlægskontoen til brug herfor havde en debetrentesats på 13,75% p.a. Indklagede havde en forpligtelse til at varetage deres interesser ved anbringelse af provenuet fra ejerskiftelånet, men indklagede har ikke kontaktet dem eller deres advokat herom. Provenuet af ejerskiftelånet blev først modtaget den 16. juni 1995, og indklagede bør derfor være ansvarlig for rentetabet i perioden 1. til 16. juni.

Indklagede har anført, at ejerskiftelånet i overensstemmelse med sædvanlig praksis ikke blev udbetalt, før man var i besiddelse af tinglyst pantebrev eller garanti for sletning af retsanmærkninger. Indklagede afregnede provenuet af ejerskiftelånet til købernes advokat, så snart garanti for sletning af retsanmærkninger forelå. Hvad der efterfølgende er sket, kan man ikke gøres ansvarlig for. Klagerne modtog i den periode, provenuet af ejerskiftelånet indestod hos indklagede, sædvanlig rentesats for indlån af denne type.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede var berettiget til at indsætte provenuet af ejerskiftelånet på en spærret konto, indtil man den 8. juni 1995 fra købers advokat modtog pantebrevet i tinglyst stand samt advokatens indeståelse for sletning af anmærkninger, og indklagede afregnede samme dag provenuet til købernes advokat. Indeståendet på den spærrede konto er blevet forrentet med indklagedes sædvanlige rente for sådanne konti. Der foreligger herefter ikke grundlag for at tage klagernes krav til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.