Pensionskonto, tegning af tilknyttet forsikring.
| Sagsnummer: | 458/1992 |
| Dato: | 30-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Gert Bo Gram, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
Pensionskonti - overførsel |
| Ledetekst: | Pensionskonto, tegning af tilknyttet forsikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 29. november 1985 underskrev klageren hos indklagede en aftale om kapitalpension. I aftalens pkt. 6 er anført:
| X | ja | nej | ||||
| - | - | |||||
| Forsikringselskabets navn: CODANLIV | ||||||
I bekræftende fald bemyndiges Sparekassen til af de løbende pensionsbidrag at betale forfaldne præmier, samt eventuelt honorar for lægeattest. Forsikringsbetingelserne vil fremgå af policen, der i original beror i Sparekassen mens en genpart udleveres til (klageren)".
Af sagen fremgår, at klageren ved skrivelse af 11. januar 1991 fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i Ribe amt fik oplysning om, at han med virkning fra den 1. januar 1990 var tilkendt højeste førtidspension og bistandstillæg.
Indklagede har oplyst, at klagerens ægtefælle kort tid før den 17. januar 1991 kontaktede indklagede telefonisk, idet hun ønskede oplyst vilkårene for udbetaling af kapitalpension i forbindelse med klagerens invaliditet; hun var blevet opmærksom på, at der i kapitalpensionsaftalen fra 1985 under pkt. 6 var anført et forsikringsselskab. Indklagede blev anmodet om at undersøge, om der var tegnet livsforsikring.
Efter henvendelsen den 17. januar 1991 aftaltes et møde med klageren, som ifølge indklagede da oplyste, at det foresvævede ham, at der var noget om 200.000 kr. og 100 kr. pr. måned. Indklagede har i denne forbindelse oplyst, at en livsforsikring på 200.000 kr. efter forsikringstariffen for 1988 ville koste 1278 kr. årligt. For 1200 kr. årligt ville kunne opnås en enkeltstående invaliderente på ca. 50.000 kr.
Der er ikke af indklagede tegnet livsforsikring eller invaliditetsdækning af nogen art for klageren.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale den kapitaliserede værdi af en årlig invaliderente på 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i forbindelse med tegning af kapitalpension blev forespurgt, om han fejlede noget. Han erindrer, at der ikke var tale om en skrankeekspedition i forbindelse med oprettelsen af kapitalpensionen, idet han var inde på en navngiven medarbejders kontor for at drøfte sagen. Han havde nogen tid forinden været ved læge med henblik på opnåelse af et EF- kort vedrørende lægehjælp i andre EF-lande. Han var ikke efterfølgende til lægeundersøgelser og modtog heller ikke nogen helbredsattest. Som følge af, at indklagede har undladt at tegne den ønskede forsikringsdækning, har indklagede pådraget sig ansvar og bør betale klageren erstatning som anført i påstanden.
Indklagede har anført, at af de to medarbejdere, der på indklagedes vegne har underskrevet kapitalpensionsaftalen, erindrer kun den ene svagt, at en sådan blev oprettet, medens den anden medarbejder intet husker. Såfremt der har været tale om tegning af forsikring, må det antages, at der var tale om en livsforsikring. Indklagede finder, at klageren efter underskrivelsen af kapitalpensionsaftalen muligt har villet overveje den nærmere forsikringsmæssige dækning, som han kan have ønsket at ville drøfte med sin ægtefælle.
Ankenævnets bemærkninger:
Af den fremlagte aftale om oprettelsen af kapitalpensionen hos indklagede fremgår, at der ved afkrydsning er anført, at der tegnes en forsikringsordning for klageren, ligesom forsikringsselskabet Codans navn er oplyst. Ankenævnet finder det under disse omstændigheder godtgjort, at det blev aftalt, at en forsikringsordning skulle oprettes i tilknytning til klagerens kapitalpensionsordning. Klageren har anført, at den tilsigtede forsikringsdækning skulle være en invaliderente med en årlig udbetaling på 50.000 kr., og dette er ikke bestridt af indklagede. Ankenævnet finder herefter, at under forudsætning af at der på det omhandlede tidspunkt i 1985 ville kunne være tegnet en sådan invaliderente for klageren, bør klageren stilles som om denne invaliderente var tegnet for klageren.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger stille klageren som om der var tegnet en invaliderente med årlig udbetaling på 50.000 kr.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.