Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

I indlånskonto udlagt til dækning af begravelsesomkostninger.

Sagsnummer: 182 /1993
Dato: 23-07-1993
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Modregning - boudlæg
Ledetekst: I indlånskonto udlagt til dækning af begravelsesomkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Klagerens moder afgik ved døden den 8. august 1992. Pr. dødsdagen havde afdøde hos indklagede et indestående på en økonomikonto på 1.425,65 kr., et overtræk på 1.427,23 kr. på en budgetkonto samt et lån, hvis restgæld udgjorde 2.912,41 kr.

Klagerens lån var senest ved gældsbrev af 14. maj 1991 forhøjet til 7.838,98 kr. og afvikledes med en månedlig ydelse på 400 kr.

Den 26. august 1992 indgik på afdødes økonomikonto en lønoverførsel på 4.017 kr., hvorefter kontoens saldo var 5.442,65 kr. Fra afdødes budgetkonto overførtes den 31. august og 28. september 1992 to gange 400 kr. til afdødes lån, hvorefter budgetkontoens saldo den 28. september 1992 efter overførsel af 4.600 kr. fra økonomikontoen var 1.994,77 kr. (positiv).

Den 22. september 1992 blev boet efter afdøde udlagt for begravelsesomkostningerne til klageren og dennes broder og søster.

Efter rentetilskrivning på afdødes engagement opgjordes dette den 16. oktober 1992, idet indklagede foretog modregning med indeståendet på afdødes økonomikonto (857,41 kr.) og budgetkonto (2.133,47 kr.) i afdødes lån, der da var opgjort til 2.255,20 kr. 737,25 kr. udbetaltes herefter til klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 4.705,40 kr., subsidiært 3.279,75 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at efter indsættelsen af afdødes løn den 24. august var økonomikontoens saldo 5.442,65 kr. Kontoen var forinden spærret, således at der alene kunne hæves fra kontoen ved forevisning af skifteretsattest. Ved skifterettens udlægning af økonomikontoen er dennes indestående blevet øremærket, og indklagedes modregning er derfor i strid hermed. Arvingerne kunne vedrørende afdødes løn have meddelt arbejdsgiveren, at lønnen skulle udbetales direkte til arvingerne og således være sikret til dækning af begravelsesomkostningerne.

Klagerens principale påstand fremkommer som økonomikontoens indestående den 26. august 1992 5.442,65 kr. med fradrag af det allerede udbetalte beløb på 737,25 kr. Subsidiært bør indklagede tilpligtes at betale et beløb svarende til lønoverførslen på 4.017 kr. med fradrag af det allerede udbetalte.

Indklagede har anført, at den foretagne modregning er i overensstemmelse med retspraksis for modregning og det forhold, at boet er udlagt for begravelsesomkostninger gør ingen forskel heri.

Ankenævnets bemærkninger:

Da lønbeløbet på 4.017 kr. først er udbetalt efter dødsfaldet, tilkommer det dødsboet, hvorfor indklagede ikke har kunnet foretage modregning for så vidt angår dette beløb. I øvrigt findes den skete modregning at være retmæssig. Herefter tages klagerens subsidiære påstand til følge.

Som følge af det anførte

Indklagede bør inden 4 uger betale 3.279,75 kr. til klageren på vegne de personer, der har fået boet udlagt for begravelsesomkostningerne. Klagegebyret tilbagebetales klageren.