Kassekredit til finansiering af virksomhed.
| Sagsnummer: | 3/1988 |
| Dato: | 04-11-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Kassekredit til finansiering af virksomhed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelser af 30. juli, 1. august og 3. september 1988 har klageren indbragt denne sag mod indklagede for Ankenævnet.
Ved skrivelse af 23. september 1988 afviste Ankenævnets sekretariat klagen. I skrivelsen, der indeholder en kortfattet sagsfremstilling, hedder det bl.a.: "Deres klagepunkter vedrører en navnlig til Deres erhvervsmæssige formål benyttet kassekredit og Amagerbankens forsøg på bl.a. ved realisation af stillede sikkerheder at nedbringe denne, og klagen adskiller sig endvidere indholdsmæssigt klart fra klager vedrørende privatkundeforhold."
Ved skrivelser af 27. og 28. september 1988 har klageren begæret sekretariatets afvisning af klagen indbragt for Ankenævnet. I skrivelserne har klageren bl.a. bestridt sekretariatets opfattelse af kassekredittens anvendelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter § 2, stk. 2, i Pengeinstitutankenævnets vedtægter behandler Ankenævnet kun klager fra erhvervsdrivende, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.
Af det foreliggende materiale fremgår, at den indgivne klage vedrører en række spørgsmål opstået i forbindelse med afviklingen af en kassekredit, som klageren optog hos indklagede med henblik på finansering af sin virksomhed med udvikling af nogle af ham gjorte opfindelser. Ankenævnet finder derfor, at klagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold.
Uanset om en del af de enkelte klagepunkter måtte kunne sidestilles med klager vedrørende privatekundeforhold, finder Ankenævnet at en stillingtagen til disse ville kræve en så omfattende yderligere bevisførelse, herunder formentlig også i form af afhøringer, at sagen allerede af denne grund er uegnet til behandling i Ankenævnet.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.