Rådgivning om valg af renteprocent.
| Sagsnummer: | 9802045 /1998 |
| Dato: | 23-12-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Leif Nielsen, Keld Christiansen, Per Englyst |
| Klageemne: |
Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
|
| Ledetekst: | Rådgivning om valg af renteprocent. |
| Indklagede: | Nordea Kredit Realkreditaktieselskab |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klagerne indgik i august 1995 aftale om køb af en ejerlejlighed. Ifølge købsaftalen skulle der optages et 30-årigt kontantlån baseret på 7 pct. obligationer, og det fremgik endvidere, at klagerne ved at holde sælgeren skadesløs i den forbindelse kunne bestemme, at lånet skulle hjemtages med anden rentesats. Klagerne ansøgte i august 1995 det indklagede realkreditinstitut om det i købsaftalen forudsatte ejerskiftelån, hvilket tilbud instituttet den 1. september 1995 afgav. Beregningerne i lånetilbudet var baseret på salg af 7 pct. obligationer til kurs 84,85. Lånetilbudet indeholdt endvidere en beskrivelse af kontantlån, herunder indfrielsesvilkår. Instituttet fremsendte i januar 1996 en årsopgørelse til klagerne for 1995. Af årsopgørelsen fremgik det, at lånerestgælden udgjorde 749.092 kr., at obligationsrestgælden udgjorde 882.409 kr., og at den skattemæssige kursværdi ved en skattekurs på 91,95 udgjorde 811.375 kr. Instituttet udarbejdede i marts 1998 en konsekvensberegning på omlægning af det indestående kontantlån til et nyt 6 pct. obligationslån. Konsekvensberegningen viste, at det indestående lån skulle indfries til kurs 100, og at det nye lån kunne optages til kurs 96,20, hvilket ville give en obligationshovedstol på 922.000 kr. Konsekvensberegningen viste en forøgelse af nettoydelsen det første år, samt en forøgelse af nutidsværdien af de samlede ydelser.
Klagerne var utilfredse med den rådgivning, de havde fået i forbindelse med optagelsen af kontantlånet i 1995, og indbragte derfor en sag for Realkreditankenævnet med påstand om, at realkreditinstituttet skulle yde dem en erstatning som følge af mangelfuld rådgivning ved deres optagelse af kontantlånet i 1995. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den konkrete rådgivning, som klagerne havde modtaget. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen ud fra en generel vurdering af forholdene i 1995 havde været urigtig eller mangelfuld. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at et kontantlån i 1995 baseret på 7 pct. obligationer var sædvanlig i perioden, og at det - afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner - var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.