Afgørelse

Tilsidesættelse af kautionsaftale.

Klagerens datter og dennes samlever ønskede efter det oplyste at erhverve en ejendom, som skulle finansieres hos det indklagede realkreditinstitut. Instituttet afviste i første omgang at yde lån. Den 26. oktober 2000 udstedte instituttet et lånetilbud til klagerens datter, hvoraf det fremgik, at lånet var betinget af klagerens kaution. Klageren underskrev den 3. november 2000 en kautionserklæring vedrørende det tilbudte lån. Kautionserklæringen indeholdt en opregning af vilkårene for kautionen, og der var i denne henvist til instituttets informationsblad ”Selvskyldnerkaution”, der indeholdt en beskrivelse af indholdet og virkningerne af en kaution. Det tilbudte lån blev udbetalt den 11. januar 2001. Instituttet fremsendte i juni 2002 rykkerskrivelse til klagerens datter vedrørende terminsydelsen for maj 2002 og sendte samme dag meddelelse til klageren om den manglende terminsbetaling, herunder om konsekvenserne af manglende betaling. Instituttets inkassoadvokat fremsendte den 19. maj 2003 en check på 6.188 kr. til instituttet og oplyste, at klageren var mødt på hans kontor den 15. maj og havde meddelt, at marts terminen for 2003 på 5.544 kr. var indbetalt direkte til instituttet. Inkassoadvokaten begærede den 7. august 2003 udlæg hos klageren for terminsydelsen for marts og april 2003. Fogedretten meddelte den 20. august 2003 inkassoadvokaten, at skyldneren den forgående dag havde indbetalt 13.002 kr., og at beløbet snarest ville blive overført til instituttet. Efter det oplyste blev der efterfølgende af den kommune, hvori ejendommen er beliggende, begæret tvangsauktion over ejendommen. Såvel klageren som klagerens datter var indkaldt til tvangsauktionen. På tvangsauktionen, som klageren var mødt til, blev ejendommen overtaget af en liebhaver for et bud på 600.000 kr. Den 11. november 2004 gjorde instituttet en fordring på 124.432 kr. gældende mod såvel klageren som hendes datter.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en kautionsforpligtelse gældende mod hende, subsidiært at kautionsforpligtelsen alene kunne gøres gældende med 1/3 af det af instituttet opgjorte tab. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at instituttet havde betinget lånet til datteren af, at klageren kautionerede for lånet, og at klageren havde underskrevet en kautionserklæring, som indeholdt oplysninger om selvskyldnerkautionens vilkår og indhold. Nævnet fandt, at der ikke var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde, at klageren helt eller delvis kunne fritages for kautionsforpligtelsen. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.