Spørgsmål om beslutning om indefrysning havde virkning for allerede opsagte beløb.
| Sagsnummer: | 240/2009 |
| Dato: | 23-12-2009 |
| Ankenævn: | vibeke Rønne, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Søren Geckler og Niels Bolt Jørgense |
| Klageemne: |
Garantbeviser - opsigelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om beslutning om indefrysning havde virkning for allerede opsagte beløb. |
| Indklagede: | Brørup Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om Brørup Sparekasses beslutning om indefrysning af indskud som garantikapital havde virkning for allerede opsagte indskud.
Sagens omstændigheder.
I oktober 2008 havde klagerne, der er ægtefællerne M og H, hver en garantikapitalkonto i Brørup Sparekasse med et indestående på 335.000 kr.
Brørup Sparekasse har oplyst, at der i forbindelse med indbetaling af garantikapital udstedes kvittering herfor. Sparekassen har ikke kunnet fremlægge kvittering for klagernes indskud, men har fremlagt kopi af den sædvanligt anvendte kvittering. Af denne fremgår:
"…
Ovennævnte er indtrådt som garant i Brørup Sparekasse i henhold til Brørup Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.
Garantikapitalen hæfter for Brørup Sparekasses forpligtelser.
…
Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Brørup Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.
Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Brørup Sparekasse 4 uger før valgmødet finder sted.
…"
I november 2008 rettede klagerne henvendelse til sparekassen og opsagde indeståendet på deres garantkapitalkonti. Sparekassen noterede opsigelsen til 1. april 2009.
Sparekassen har anført, alle opsigelser af garantikapital til henholdsvis 1. april og 1. oktober samlet forelægges sparekassens bestyrelse, der herefter tager stilling til, om sparekassen kan indløse garantikapitalen.
Ved brev af 3. februar 2009 orienterede Brørup Sparekasse sine garanter, herunder klagerne, om bestyrelsens beslutning om et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital. Af brevet fremgår:
"…
Tidligere har vi indløst garantikapital, såfremt garanterne ønskede det. Den løbende udbetaling har imidlertid vist sig at være meget uhensigtsmæssig, idet store udsving – som følge af tilfældige dønninger i samfundet som f.eks. den nuværende finanskrise – vil indskrænke vore muligheder for at drive sparekassen som hidtil, hvor vi agerer meget i vore lokalsamfund og er med til at styrke disse med en lang række tiltag.
Næsten alle landets pengeinstitutter har tiltrådt garantiaftalen mellem Staten og Det Private Beredskab, som ubegrænset sikrer indskyderne deres indlån indtil 30. september 2010. En aftale som sparekassen også har tilsluttet sig, da vi ønsker at være solidariske og stå sammen med den øvrige finansielle sektor under den igangværende finanskrise.
Til gengæld har såvel vores brancheforening Lokale Pengeinstitutter som Det Private Beredskab sendt en meget kraftig henstilling til alle pengeinstitutters bestyrelser om at udvise ekstra ansvarlighed i perioden. Henstillingen skal sikre pengeinstituttets kapitalforhold og garanterne deres indskud. Denne henstilling har vi valgt at følge.
…
Anmodning om indløsning af Garantikapital pr. den 1. april er omfattet af det midlertidige stop. Når der igen bliver mulighed for at indløse garantikapital, vil vi informere alle garanter.
…"
Ved brev af 7. februar 2009 protesterede klagerne til sparekassen mod indholdet af brevet af 3. februar 2009 og henviste bl. a. til, at de havde overholdt det gældende tre måneders varsel. Ved brev af 26. samme måned afviste sparekassen klagernes krav, men tilbød et lån uden omkostninger og til samme rente som på garantikapitalkonti.
Af Brørup Sparekasses vedtægter fremgår:
"…
§ 2, stk. 1
Sparekassens garantikapital udgør pr. … Garantikapitalen, der hæfter for Sparekassens forpligtelser, er fuldt indbetalt.
Bestyrelsen er bemyndiget til løbende at ændre garantikapitalens størrelse og garanternes antal.
…
§ 3, stk. 2
…
Ingen garant er forpligtet til at lade sine garantikapitaler indløse, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantikapital, såfremt antallet af stemmer ikke derved bringes under 100, garantikapitalen ikke under 1.000.000 kr. og såfremt Sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed § 127.
…"
Parternes påstande.
Klagerne har den 9. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Brørup Sparekasse skal overføre deres garantkapitalindskud i overensstemmelse med opsigelsen i november 2008.
Brørup Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de i slutningen af oktober 2008 blev klar over, at beløb indskudt som garantikapital vil være tabt, hvis sparekassen lukker. Det havde de ikke tidligere hørt om.
De opsagde deres indskud i god tid i forhold til opsigelsesvarslet på tre måneder. De aftalte med sparekassens medarbejder A, hvortil beløbet skulle overføres ved frigivelsen den 1. april 2009.
De stiller sig uforstående over for, at sparekassen tilsyneladende kan beslutte, at opsigelser i henhold til gældende praksis ikke får virkning, så længe indefrysningen af garantikapital opretholdes.
Brørup Sparekasse har anført, at der i forbindelse med den oprindelige indbetaling af garantiindskuddet er udfærdiget sædvanlig kvittering, hvoraf vilkårene for garantikapital fremgår. Ved senere indskud er ligeledes udleveret tilsvarende kvittering.
Sparekassen har altid haft det system, at alle opsigelser til 1. april og 1. oktober samlet forelægges sparekassens bestyrelse, som i henhold til vedtægterne tager stilling til, om sparekassen kan indløse garantikapitalen. Dette har ikke tidligere voldt problemer.
Efter forskellige henstillinger valgte bestyrelsen at indføre et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital, jf. herved sparekassens vedtægters § 3, stk. 2, første punktum.
Sparekassen har en fyldig forretningsgang vedrørende salg af garantbeviser med beskrivelse af de særlige forhold, som gælder herfor, herunder at indskudte midler er ansvarlig kapital med heraf følgende risiko. Alle medarbejdere er gjort bekendt med garantbevisernes særlige status.
Garanterne indkaldes årligt skriftligt til garantmøde, hvor der orienteres om sparekassens økonomi. Hvert 4. år afholdes valg til repræsentantskabet, senest i 2008.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af klagernes kontoudtog, at der var tale om garantikapital. Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne vidste eller burde have vidst, at indestående på garantikontiene var ansvarlig kapital, som de risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer, hvorved bemærkes, at garantbeviser traditionelt har betegnet ansvarlig kapital i en sparekasse. Klagerne har ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser i sin rådgivning om garantkapitalens status.
Det følger af vedtægterne for Brørup Sparekasse § 3, stk. 2, bl.a., at ingen garant har krav på at få sin garantikapital indløst.
Ankenævnet lægger til grund, at Brørup Sparekasse har administreret midler indskudt som garantkapital således, at garanters ønske om udbetaling halvårligt blev forelagt sparekassens bestyrelse, som herefter tog stilling til, hvorvidt Brørup Sparekasse kunne indløse garantikapital. Anmodning om indløsning er hidtil blevet imødekommet med udbetaling til den førstkommende 1. april eller 1. oktober, idet der efter det oplyste gjaldt et opsigelsesvarsel på tre måneder.
I februar 2009 besluttede sparekassens bestyrelse, jf. brevet af 3. februar 2009, at suspendere den hidtil gældende praksis for udbetaling af garantkapital. Beslutningen om det midlertidige stop for udbetaling skulle have virkning for garantikapital, som var opsagt til udbetaling til den 1. april 2009.
Ankenævnet finder, at denne beslutning er i overensstemmelse med sparekassens vedtægter, jf. herved § 2, stk. 1, sammenholdt med § 3, stk. 2.
Klagen tages ikke til følge.