Krav om erstatning for realisation af tab ved tvangslukning af både valutapositioner og futures i forbindelse med margin-overskridelse, blandt andet begrundet i at tvangslukning af futures var unødvendig

Sagsnummer:104/2021
Dato:18-10-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Jacob Ruben Hansen, Finn Borgquist.
Klageemne:Afvisning - anden myndighed § 4, andre ankenævn mv. § 5, stk. 1
Rådgivning - investering
Terminsforretninger - lukning
Ledetekst:Krav om erstatning for realisation af tab ved tvangslukning af både valutapositioner og futures i forbindelse med margin-overskridelse, blandt andet begrundet i at tvangslukning af futures var unødvendig
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om krav på erstatning for realisation af tab ved tvangslukning af både valutapositioner og futures i forbindelse med marginoverskridelse, blandt andet begrundet i at tvangslukning af futures var unødvendig.

Sagens omstændigheder

Den 23. september 2019 blev klageren kunde i Saxo Bank, hvor han fik adgang til bankens handelsplatform.

Den 25. marts 2020 tog klageren en hensigtsmæssighedstest. Banken har oplyst, at det fremgik, at futures ikke var et egnet produkt for klageren. Det fremgik ikke af hensigtsmæssighedstesten, om klageren var egnet til at handle ”valutaspots” og ”forwards”, fordi klageren på testtidspunktet ikke havde føjet ”valutaspots” og ”forwards” til listen over sine produkter på platformen.

Hver gang klageren loggede på handelsplatformen modtog han en risikomeddelelse om produkter, der ikke var egnede og om produkter, hvor han ikke havde taget hensigtsmæssighedstest.

Banken har oplyst, at klageren jævnligt handlede med komplekse produkter såsom ”contract futures” og ”FX Spot & Forwards”. Banken har fremlagt en oversigt over klagerens handler i perioden 23. september 2019 - 5. marts 2021.

Banken har oplyst, at den i perioden 15. - 22 december 2020 sendte adskillige marginkald til klageren, og at disse blev set af klageren.

Banken har oplyst følgende eksempel på et marginkald, som blev sendt pr. mail:

” Dear [klageren] be advised that you are now utilizing 90.2% of your available margin for trading purposes. Note that failure to meet prevailing margin requirements may result in your positions being closed without further notice. For personal accounts, a transfer of funds can be made using a credit card issued in a country approved by Saxo Bank, provided your account is authorized for credit / debit card funding:https://www.onlinewebconnect.com/WebConnect/creditcarddeposit/DepositForm.aspx?client_id=9795693. Alternatively, you can fund via an international bank transfer. However, please be advised that for a transfer of funds to take effect the funds will need to be registered as fully booked on your account. If you have any questions to this e-mail, please do not hesitate to contact your Account Executive, or contact Service Center on +45 3977 4001. For full contact details visit our homepage: http://www.saxobank.com/en/aboutus/contact-us/pages/contact-saxo-bank.aspx Yours sincerely, SAXO BANK A/S.”

Klageren har anført, at den af banken oplyste tekst er betydeligt mere udførlig end den tekst, der var tilgængelig via platformen.

Ifølge en oversigt banken har fremlagt, så klageren den 21. december 2020 kl. 10.22 17 ”Pop-up” marginkald, som banken havde sendt i løbet af natten, hvor marginen var i intervallet 90,00 % - 91,30 %.

Samme dag – den 21. december 2020 – sendte banken i tidsrummet kl. 13.36 - kl. 15.16 yderligere fem ”Pop-up” marginkald, hvor marginen var i intervallet 90,10 % - 91,50 %.

Natten til den 22. december kl. 02.32 sendte banken et marginkald, hvor marginen var 100,10 %. Samtidig blev klagerens positioner tvangslukket af banken, hvorved der blev realiseret et tab for klageren.

Klageren så de fem ”Pop-up” marginkald og lukningen om morgenen den 22. december 2020 kl. 06.44. 

Klageren har opgjort det realiserede tab til 144.704 kr. Det var klagerens opfattelse, at tabet burde have været begrænset til 16.065 kr. Klageren har på den baggrund opgjort et erstatningskrav mod banken på 128.639 kr. (144.704 kr. - 16.065 kr. = 128.639 kr.).

Af bankens almindelige forretningsbetingelser gældende pr. den 15. marts 2017 fremgår blandt andet:

”…

ACCEPT AF RISIKO

2.1 Kunden anerkender, accepterer og forstår, at:

  1. Marginpositioner er yderst spekulative, kan indebære en ekstrem høj risiko og er kun egnede for personer, der kan tåle et tab, der overstiger deres Sikkerhedsstillelse i Saxo Bank,
  2. på grund af den lave Sikkerhedsstillelse, som normalt kræves i forbindelse med Marginpositioner kan prisændringer for det underliggende Instrument resultere i betydelige tab, som væsentligt kan overstige Kundens investering og Kundens Sikkerhedsstillelse i Saxo Bank,
  3. når Kunden instruerer eller anmoder Saxo Bank om at indgå en Kontrakt eller købe et Instrument, er enhver gevinst og ethvert tab på Kontrakten eller Instrumentet udelukkende Kundens eget ansvar og risiko,
  4. medmindre andet aftales, foretager Saxo Bank ingen løbende automatisk eller manuel overvågning af de transaktioner, der indgås af Kunden. Det er således ikke Saxo Banks ansvar, hvis transaktioner udvikler sig anderledes end forventet af Kunden og/eller til ugunst for Kunden,
  5. alle investeringer er forbundet med risiko, og Kunden er ikke blevet givet nogen garantier om gevinst eller lignende indeståelser fra Saxo Bank, fra noget selskab i Saxo Bank-Koncernen, fra nogen Introducing Broker eller fra nogen repræsentant for disse.

26. MARGINKRAV og MARGINPOSITIONER

26.8 Hvis Kundens Sikkerhedsstillelse ikke er tilstrækkelig til at dække Marginkravet, andre indeståender eller andre beløb, som Kunden måtte skylde Saxo Bank i henhold til disse Betingelser, kan Saxo Bank lukke enhver Kontrakt og Marginposition ved meddelelse herom til Kunden og anvende provenuet til betaling af de skyldige beløb. Saxo Bank har ret til efter eget skøn at lukke alle eller nogle af Kundens Kontrakter og Marginpositioner. Saxo Bank kan udnytte denne ret til at lukke Kontrakter og Marginpositioner, selv om Kunden har taget skridt til at reducere størrelsen af åbne Kontrakter eller Marginpositioner eller til at overføre tilstrækkelige midler til Saxo Bank, uden at ifalde noget ansvar over for Kunden.

…”

Parternes påstande

Den 23. februar 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal betale 128.639 kr.

Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken natten til den 22. december 2020 uberettiget udlignede samtlige hans valuta- og futures positioner, hvilket han opdagede samme morgen og resulterende i et totalt tab på i alt 144.704,95 kr.

Marginkaldene på handelsplatformen var på ingen måde uddybende i en grad, som han har kunnet drage konklusioner ud fra.

Han var ”detailkunde” og i bankens system betragtet som uegnet til at handle valuta, aktier og futures, da han ikke havde bestået diverse tests under MIFID-lovgivningen.

Han modtog ikke konkret information om, at banken havde til hensigt at udligne hans positioner, og banken har heller ikke forsøgt tidsmæssigt at notificere eller advare ham om denne potentielle udligning.

Banken udlignede hans kontrakter i sit system midt om natten, hvor CBOT var lukket, i stedet for at notificere/advare ham om risikoen for dette forinden genåbning af CBOT den efterfølgende dag.

Banken udlignede både hans valutapositioner og futures i stedet for blot at afsætte valutaen, så tabet kunne have været minimeret til 16.065,95 kr. I stedet har banken udlignet den samlede position resulterende i et totalt tab på 144.704,95 kr., mens markedet vel at mærke var lukket.

Den af banken fremlagte handelsoversigt viser alene, at han har formået at trykke handler igennem på en brugervenlig platform men ikke, at hans forståelse af det bagvedliggende var på et yderst lavt niveau. En landbrugsrådgiver har jævnligt måttet bistå ham i diverse aktiviteter på bankens handelsplatform. Banken er generelt vidende og særdeles aktiv omkring at aktivere landbrugsrådgivere, for at få dem til at aktivere landmænd i avancerede handler via handelsplatformen, vel vidende at landmænd ikke er veluddannede inden for komplekse produkter på trods af, at futures og FX’ere mm. relaterer sig til afdækning af risikoen i landbrugsproduktionen. Landmænd er generelt kun oplært i handel med fysiske varer, men banken målretter sig netop landmænd som kunder, velvidende at denne kundegruppe ligger på et meget lavt vidensniveau med hensyn til komplekse handler.

Saxo Bank har anført, at lukningen skete som følge af, at klagerens marginforbrug overskred 100%. Bankens lukkeprocedure er en automatisk proces, der lukker alle marginpositioner. Banken laver ikke en vurdering på vegne kunden af hvilke positioner, der bør lukkes.

Klageren modtog mange marginkald og havde rig mulighed for at nedbringe sin margin eller kontakte banken, hvis ikke han forstod, hvad marginkaldene betød.

Der stod i marginkaldene, at klagerens positioner ville blive lukket uden yderligere varsel, hvis klageren ikke overholdt marginkravene. Det fremgår også af bankens almindelige forretningsbetingelser, at banken har ret til at lukke en kundes positioner, hvis ikke han/hun overholder marginkravene. Derudover er der flere steder på bankens hjemmeside information om margin.

Det var klagerens eget ansvar at sørge for at være bekendt med de vilkår og krav, der var for de produkter, han valgte at handle.

Det var klagerens eget ansvar, at han valgte at handle et produkt han ikke var egnet til.

Klagerens tab er alene forårsaget af klagerens egne handlinger, idet klager egenhændigt har valgt at handle futures, valutaspots og forwards uden at gøre sig bekendt med de forbundne risici og regler.

Banken var ikke ansvarlig for udviklingen på markedet og dermed heller ikke tidspunktet for, at klagerens positioner blev lukket.

Alle rimelige og i henhold til de i lovgivningen påkrævede tiltag er gennemført fra bankens side i forhold til klageren.

Klagerens tab kan ikke tilskrives bankens handelsplatform, eller at banken har handlet ansvarspådragende i relation til de af klageren foretagne handler.

 Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde adgang til bankens handelsplatform.

De af klageren anførte generelle spørgsmål vedrørende bankens markedsføring hører under Forbrugerombudsmanden. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 4, hvorefter sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder falder uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at tvangslukke klagerens valutapositioner og futures som sket den 22. december 2020 kl. 02.37. Ankenævnet har herved lagt til grund, at bankens marginkrav på tidspunktet for lukningen ikke var opfyldt, hvilket klageren heller ikke har bestridt. Banken var derfor i medfør af de almindelige bestemmelser punkt 26.8 berettiget til at lukke alle klagerens positioner.

Banken var ikke forpligtet til at begrænse lukningen til en del af klagerens positioner med henblik på at reducere omfanget, hvormed klagerens tab blev realiseret. Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at banken skal betale erstatning til klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører generelle spørgsmål om bankens markedsføring.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.