Salg af aktier. Limiteret kurs. Krav om erstatning som følge af pengeinstituts manglende udbud til den af aktieejeren fastsatte limitkurs og annullation af sagsordren.
| Sagsnummer: | 614/1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
|
| Ledetekst: | Salg af aktier. Limiteret kurs. Krav om erstatning som følge af pengeinstituts manglende udbud til den af aktieejeren fastsatte limitkurs og annullation af sagsordren. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 21. juni 1995 gav klageren indklagede instruks om salg af bl.a. 275 stk. aktier i indklagede til en limitkurs på 180. Aktierne var placeret i klagerens kapitalpensionsdepot i indklagede.
Ved skrivelse af 22. juni 1995 bekræftede indklagede klagerens ordre om salg af aktierne og gjorde samtidig opmærksom på, at ordren var gældende til og med den 29. juni 1995, idet limiterede ordrer blev slettet efter 7 dage, såfremt handelen ikke var gennemført inden da.
Ved skrivelse af 25. juni 1995 meddelte klageren indklagede, at han, såfremt aktierne ikke var solgt den 29. juni 1995, ønskede aktierne sat til salg igen den 30. juni 1995 "og herefter igen ved udløb af hver 7 dages periode, indtil de er solgt."
Den 11. juli 1995 rettede klageren skriftlig henvendelse til indklagede, idet han på baggrund af Berlingske Tidendes børsliste havde konstateret, at aktierne den 28. juni 1995 og flere gange siden ikke havde været udbudt.
Det viste sig, at indklagede havde slettet ordren efter den 29. juni 1995. Man havde undladt at udbyde aktierne til kurs 180, idet man fandt kursen urealistisk. Efter yderligere korrespondance anførte indklagede i en skrivelse af 28. september 1995, at man beklagede, at klageren ikke havde fået meddelelse om, at ordren var slettet den 29. juni 1995. Det fremgår af skrivelsen, at ordren havde været genoptaget fra den 3. august 1995, uden at det var lykkedes at gennemføre den, og at indklagede nu annullerede ordren.
Indklagede har oplyst, at det må bero på en fejl fra avisens side, såfremt det af Berlingske Tidende er fremgået, at de pågældende aktier ikke var udbudt den 28. juni 1995, idet der den nævnte dag var et udbud på kurs 165, men uden handel.
Indklagede har fremlagt børslister vedrørende den pågældende aktie. Det fremgår heraf, at bedste udbudskurs i perioden 21.-29. juni 1995 ligger mellem 165 og 168.
Klagerens beholdning af de pågældende aktier blev solgt den 14. december 1995 på grundlag af en ordre af 30. november 1995 om salg til en limiteret kurs på 170.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning, således at han stilles, som om aktieposten var afregnet til kurs 180 den 28. juni 1995. Erstatningen bør forrentes med en rente på 38% p.a., til betaling sker.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i sine handelsbetingelser ikke forbeholder sig ret til at undlade at udbyde aktierne, såfremt en limiteret kurs findes urealistisk. Indklagedes fondshandler har pr. telefon oplyst, at man undlod at sætte aktierne til salg til den nævnte limitkurs, idet man derved ville "blotte banken over for andre markedsdeltagere". Han finder det uacceptabelt, at markedet på denne måde ikke holdes gennemsigtigt, idet pengeinstitutterne på denne måde kan styre kurserne efter egne interesser. Af Berlingske Tidendes børslister fremgår, at der nogle dage i salgsperioden ikke var noteret et udbud af de pågældende aktier. Ved at undlade at sætte hans aktier til salg var indklagede årsag til, at eventuelle købere var forhindret i at købe hans aktier til kurs 180. Indklagede bør derfor stille ham, som om handelen var foretaget til kurs 180 på 1. dag, hvor der ikke var noteret et bedste udbud, samt betale rente frem til afregningstidspunktet. Rentesatsen bør være 38% p.a., hvilket svarer til det gennemsnitlige årlige afkast, han har opnået ved selv at administrere sin kapitalpension gennem ca. 10 år.
Indklagede har anført, at klageren ikke har lidt noget tab ved det manglende udbud til limitkursen, eller ved, at salgsordren blev annulleret efter den 29. juni 1995. Ordren blev genoptaget den 3. august 1995, men annulleret igen den 28. september 1995. Det fremgår af børslisten, at der i perioden 21. juni til 11. oktober 1995 kun på 2 dage, den 21. og 24. august har været udbud til kurs 180. Handelskursen de to dage var henholdsvis 170 og 175. Én dag, den 24. juli 1995, var der intet udbud, men aktien handledes til kurs 160. Den 28. juni 1995 blev aktien udbudt til kurs 165. Det har således ikke været muligt at sælge klagerens aktier til kurs 180, hvorfor ekspeditionerne i sagen ikke har medført noget tab for klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Som erkendt af indklagede burde denne have givet klageren meddelelse om, at hans ønske om forlængelse af den limiterede salgsordre efter den 29. juni 1995 ikke blev imødekommet.
Ankenævnet finder det godtgjort, at det ikke var/havde været muligt at sælge aktierne til den limiterede kurs på 180 i perioden fra den 21. juni til den 28. september 1995, da indklagede udtrykkelig påny annullerede ordren. Klageren har således ikke lidt noget tab.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.