Genforhandling af kautionen.

Sagsnummer:161/1990
Dato:19-09-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kaution - stiftelse
Ledetekst:Genforhandling af kautionen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I henhold til sikkerhedsstillelsesdokument af 30. september 1985 påtog klageren sig sammen med en trediepart selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse, som hans søster og dennes ægtefælle havde eller måtte få overfor indklagede. Kautionisternes tilsvar maksimeredes til 150.000 kr. Af sikkerhedsstillelsesdokumentet fremgik, at:

"Såfremt debitor og kautionister ønsker det, kan genforhandling ske pr. 20/9-86 idet det bemærkes, at banken ikke har givet noget tilsagn om, at forpligtelsen kan bortfalde pr. nævnte dato. Såfremt kautionsforpligtelsen bliver effektiv er banken indforstået med passende afviklingstid mod sædvanlig bankmæssig sikkerhed."

Ved skrivelse af 14. marts 1990 meddelte indklagede klageren, at indklagede havde opsagt engagementet med klagerens søster og ægtefælle, hvorfor kautionsforpligtelsen blev effektiv.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter i henhold til kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at i forbindelse med oprettelsen af kautionsforpligtelsen var han til et møde i indklagedes Østervrå afdeling, hvor det blev lovet ham, at sikkerhedsstillelsen, der alene angik en kassekredit, ville blive genforhandlet den 20. september 1986 og følgende år, hvis det ville blive aktuelt. Indklagede ville selv henvende sig, hvad der ikke er sket. Uden klagerens viden er debitorernes forpligtelser både i forhold til indklagede samt i forbindelse med hjemtagelse af et kreditforeningslån blevet udvidet. Dette har forøget klagerens risiko væsentligt. Ved en telefonisk henvendelse til indklagedes hovedsæde har klageren fået at vide, at hverken en forhøjelse af kassekreditten eller finansiering i form af et kreditforeningslån kan ske uden kautionisterne bliver underrettet.

Indklagede har anført, at man i 1985 fik en henvendelse fra klagerens søster og dennes ægtefælle om overtagelse af disses engagement med et andet pengeinstitut. Baggrunden var en umiddelbart forinden gennemført akkord. Som betingelse for at ville overtage engagementet krævede afdelingen selvskyldnerkaution for alt mellemværende, men begrænset til 150.000 kr. Som følge af den gennemførte akkord skønnedes der en større risiko for, at kautionsforpligtelsen blev effektiv, jf. herved kautionsdokumentets formulering. Det fremgår af dokumentet, at det er kautionisterne og debitorerne, der skal tage spørgsmålet op om en genforhandling af kautionsforpligtelsen. Et sådant ønske har ikke været forelagt indklagede. I 1987 blev den forretning, som debitorerne drev, ombygget for ca. 1/2 mio. kr., og ombygningen blev i al væsentlighed finansieret ved et kreditforeningslån. Forretningen er afhændet i foråret 1990 og i denne forbindelse er engagementet med debitorerne opsagt. Det bestrides, at kautionen alene skulle vedrøre en kassekredit. Som det fremgår af sikkerhedsstillelsesdokumentet vedrører kautionsforpligtelsen ethvert mellemværende. Indklagedes afdeling har på intet tidspunkt bagatelliseret risikoen ved kautionen, hvilket også indirekte fremgår af dokumentets specielle formulering. Det har ikke for indklagede været muligt at finde kilden til den udtalelse, som klageren gør gældende er meddelt ham af en medarbejder i indklagedes hovedsæde.

Ankenævnets bemærkninger:

Af sikkerhedsstillelsesdokumentet fremgår, at genforhandling af kautionen kunne ske pr. 20. september 1986, såfremt (debitor og) kautionisterne ønskede det, ligesom det er angivet, at indklagede ikke herved har givet noget tilsagn om, at kautionsforpligtelsen bortfaldt. Klageren har ikke anmodet om genforhandling, og det kan ikke, navnlig når henses til sikkerhedsstillelsesdokumentets klare formulering på dette punkt, anses for godtgjort, at ind klagede skulle tage initiativ hertil. Herefter, og idet det ikke har påhvilet indklagede at orientere klageren, hvis kautionsforpligtelse var begrænset, om udvidelsen af debitorernes forpligtelser overfor indklagede samt disses hjemtagelse af et kreditforeningslån,

Den indgivne klage tages ikke til følge.