Afgørelse

Spørgsmål om Jyske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med tvangssalg af boets aktier

Indledning

Denne sag vedrører, om Jyske Bank handlede ansvarspådragende ved salget af boets aktier, der var stillet til sikkerhed for tredjemands investeringskredit i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren i denne sag er boet efter M. M var kunde i Jyske bank, og boet efter M er i denne sag repræsenteret ved M’s ene søn, S1.

M’s anden søn, S2, der har indgivet en selvstændig klage i sag nr. 432/2012, er kunde i Jyske Bank. Den 31. januar 2008 fik S2 oprettet en investeringskredit [kontonr. 28-1] på 300.000 kr. med variabel rente. Provenuet blev indsat på S2’s konto [42-3]. Af låneaftalen fremgik blandt andet følgende:

"…

Afvikling

Beregnet løbetid……: 3 år 1 måned

Der betales 13 ydelser. Ydelserne består af rente og afdrag.

Afdraget udgør kr. 0,00, men renterne forfalder kvartårligt første gang 01.04.2008.

Lånet indfries den 01.02.2011, medmindre der træffes ny aftale om afvikling. Det beregnede betalingsbeløb den 01.02.2011 udgør kr. 301.640,83.

Afviklingen er beregnet på baggrund af rente m.v. på udskrivningstidspunktet. En ændring af rente m.v. vil derfor medføre ændring i ydelsernes størrelse.

…

Lånebetingelser

Opsigelse af lån og kreditter til privat anvendelse

… Banken kan opsige variabelt forrentede lån og kreditter til indfrielse med 3 måneders varsel. Opsigelsen skal være begrundet. … Hvis lånet eller kreditten -…- er til privat anvendelse og sikret ved kaution, kan banken opsige lånet/kreditten med 3 måneders varsel, hvis kautionisten kommer ud for en eller flere af de begivenheder, som er omtalt nedenfor under pkt. a-h samt pkt. j, og der ikke inden 1 måned stilles anden sikkerhed for lånet/kreditten, som banken kan godkende.

Misligholdelsesbestemmelser

Uanset ovenstående er lån og kreditter ophævet, hvis låntager

a) standser sine betalinger

b) kommer under bobehandling

…

Endvidere kan banken uden varsel ophæve lån og kreditter, hvis låntager

…

e) afgår ved døden

…

i) ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til lånedokumentet eller kreditaftalen. For lån/kreditter til privat anvendelse, kan ophævelse dog først ske 8 dage efter, at skriftligt påkrav herom er sendt til en af låntagerne på den af banken senest kendte adresse

j) får ændret sine forhold væsentligt til skade for banken.

…"

S2 indgik også en serviceaftale med banken, hvorefter S2 var forpligtet til at stille sikkerhed for engagementet. Af service aftalen fremgik blandt andet følgende:

"…

1. Hvis summen af [den af klageren stillede sikkerhed] på noget tidspunkt falder til under 125 % af restgælden på ovennævnte investeringslån, accepterer kunden at

- indbetale det manglende beløb i form af kontanter eller

- indskyde yderligere værdipapirer med modsvarende kursværdi

så de samlede værdier igen udgør mere end 125 % af restgælden.

Indbetalingen eller indskuddet skal ske senest 1. bank dag efter banken har afsendt påkrav til ovennævnte telefax, e-mail eller telefonisk har fremsendt påkrav overfor kunden, eller dette påkrav på anden måde er kommet til kundens kundskab.

2. Hvis de samlede værdier falder til under 100 % af restgælden på investeringslånet/-lånene er banken berettiget, men ikke forpligtet til at gennemføre hel eller delvis salg af værdipapirer fra sikkerhedsdepot, herunder at kurssikre vha. finansielle instrumenter, idet omfang banken skønner det nødvendigt. Omkostningerne forbundet med kurssikring mv. skal betales af kunden.

Banken vil dog inden eventuelt salg af værdipapirer, orientere kunden på ovennævnte telefax, e-mail eller telefonisk. Kunden har risikoen for, at der kan etableres kontakt.

Det er kundens eget ansvar at følge kursudviklingen på de pantsatte værdipapirer.

Ovenstående bestemmelser indebærer således ikke en pligt for banken til at holde øje med eller sikre, at kursværdien af de pantsatte værdipapirer til enhver tid holder sig indenfor de under punkt 1 og 2 nævnte grænser.

…"

Til sikkerhed for investeringskreditten pantsatte S2 det til enhver tid indestående på S2’s konto -42-3 samt den til enhver tid værende beholdning i S2’s depoter [depot nr. -90-6 og nr. -63-9] i banken. Af vilkårene for pantsætningen fremgik blandt andet:

"…

Fyldestgørelse

Banken har ret til at realisere de stillede sikkerheder, hvis disse forringes eller trues som følge af fald i pantets værdi eller af anden årsag. Inden banken tager skridt til fyldestgørelse, skal den medmindre pantsætterens bopæl er ukendt, med 8 dages varsel ved anbefalet brev opfordre denne til enten at indfri lån/kreditter, eller at stille yderligere sikkerhed, som banken kan godkende.

Det nævnte varsel kan dog fraviges, hvis omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Det, der er pantsat, og hvad der måtte træde i stedet derfor, kan realiseres på den måde, som banken finder hensigtsmæssig. Det kan også ske ved underhåndssalg. Banken vil så vidt muligt give pantsætteren lejlighed til at tage stilling til den realisationsmåde, som vælges. …

…"

S1 kautionerede for S2 i henhold til låneaftalen. Af kautionserklæringen fremgik blandt andet:

"…

Det betyder kautionen for dig

Din kautionsforpligtelse i henhold til denne erklæring betyder, at banken straks vil kræve det kautionssikrede engagement indbetalt af dig, hvis låntager uanset af hvilken årsag ikke kan eller vil betale det beløb, som låntager skylder og som du kautionere for. …

Hæftelsens omfang

Samtlige kautionister og ethvert pant stillet af tredjemand hæfter indbyrdes og sammen med låntageren solidarisk for:

a) Lån/kreditter med tillæg af renter, provision og lignende. …

…

Den solidariske hæftelse ophører, når – og først når – der sker indbetaling fra de øvrige forpligtede.

Specielt for kautionister gælder, at udebliver låntager med hovedstol, afdrag eller renter, skal der inden for 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne (For "privat kaution" er fristen 3 mdr.) Hvis banken undlader dette, taber den sit krav over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelsen, jf. lov om finansiel virksomhed § 47 eller § 48.

…

Banken kan straks søge sig fyldestgjort for hele fordringen hos enhver kautionist eller enhver pantsætter, når den gæld, der er kautioneret for (selvskyldnerkaution) eller stillet sikkerhed for, er forfalden til betaling.

Hvis låntager, en kautionist eller en pantsætter kommer under bobehandling af enhver art, tvungen eller frivillig, har banken ret til at få dividende af sit fulde krav, indtil gælden er helt indfriet. …

…"

Den 9. oktober 2008 stillede M yderligere sikkerhed for S2’s investeringskredit [kontonr. -28-1] i form af beholdningen i M’s depot [nr. -59-6] i banken. Af M’s pantsætningserklæring af 9. oktober 2008 fremgik blandt andet:

"…

Frigivelse og ombytning af pant

Det er banken der beslutter, om ombytning af pantsatte aktiver eller kontant beholdning til frigivelse af pantsatte aktiver kan accepteres, og banken kan til enhver tid nægte dette, indtil det sikrede engagement er fuldt tilbagebetalt.

…"

Parterne hæftede herefter solidarisk for S2’s investeringskredit [-28-1].

Den 22. januar 2009 udvidede M sin sikkerhedsstillelse for S2’s investeringskredit [-28-1] til udover indholdet af depot nr. -59-6 også at omfatte indeståendet på M’s konti nr. -16-3 og nr. -63-3 samt indholdet af M’s depot nr. -37-9.

S2’s og M’s sikkerhedsstillelse for S2’s investeringskredit [-28-1] blev fornyet ultimo november 2010. Indholdet af både S2’s og M’s depoter udgjorde på daværende tidspunkt alene bankaktier.

S2’s investeringskredit [-28-1] blev ved udløb i februar 2011 forlænget frem til den 1. juli 2011. Den 28. marts 2011 skrev banken således til S2, at kreditten skulle indfries den 1. juli 2011 medmindre, der blev truffet ny aftale om afvikling.

S1 bekræftede ved sin underskrift den 5. april 2011 at være orienteret om kredittens forlængelse.

M var den 25. marts 2011 afgået ved døden, og boet blev i første omgang udlagt til privat skifte.

Boet efter M overgik den 13. juli 2011 fra privat skifte til bobestyrerbehandling hos advokaten A, ifølge det oplyste på bankens foranledning. Banken havde forudgående den 8. juli 2011 sendt en oversigt over M’s engagement til A. Det fremgik heraf, at M også havde stillet sikkerhed for en investeringskredit oprettet af S1 i pengeinstituttet P.

S2’s investeringskredit [-28-1] blev ved udløb i juli 2011 igen forlænget frem til den 1. oktober 2011, hvorefter kreditten skulle indfries, medmindre der blev truffet ny aftale om afvikling. S1’s underskrift foreligger i dette tilfælde ikke i sagen til bekræftelse af hans orientering om forlængelse af kreditten.

Låneaftalen blev ikke forlænget ved udløb den 1. oktober 2011, ej heller tog banken skridt til at inddrive kreditten.

I en e-mailkorrespondance mellem banken og boets revisor oplyste banken den 10. februar 2012, at den af S2 stillede sikkerhed for investeringskreditten [-28-1] lå til sikkerhed for hele S2’s mellemværende med banken. Herudover fremgik det af bankens e-mail:

"…

Kreditten er udløbet

…

Vi har længe opfordret boet til at afhænde papirerne, hvilket ikke er sket.

Henset til følsomheden på værdipapirerne og bankens risiko ønsker Jyske Bank nu at få elimineret boets kursrisiko. Provenue fra salg deponeres uændret til sikkerhed for konto [-28-1].

…

Jeg vil dog gerne anerkende, at arvingerne og boet positivt har arbejdet med salg af aktier, indfrielse af kassekredit og betaling af restancer på totalkreditlånet.

…"

Den 20. april 2012 skrev banken blandt andet følgende til S2:

"…

Hej [S2]

Ifølge aftale har jeg booket møde til torsdag den 03.05.2012 kl. 17.00.

S1 kom desværre ikke til mødet i går, så jeg vil gerne, at du får talt med S1 om indfrielse af investeringskreditten. Du nævnte, at han vil overtage investeringskreditten!!

…"

Ifølge det oplyste var S2 forhindret i at deltage på mødet med banken den 3. maj 2012, der i stedet blev afholdt med S1.

Den 3. maj 2012 skrev banken i tre breve til henholdsvis S2, S1 og boet efter M, at investeringskreditten [-28-1] var udløbet den 1. oktober 2011, og at banken ikke ønskede at forlænge den. Det fremgik, at banken havde stillet kreditten i bero i forbindelse med M’s dødsfald.

Til S2 skrev banken, at banken ville realisere sikkerhederne til inddækning af kreditten samt renter, såfremt kreditten ikke var inddækket senest den 14. maj 2012.

Til S1 skrev banken, at banken pr. 3. maj 2012 opsagde S1’s kautionsforpligtelse og anmodede ham om straks og senest den 14. maj 2012 at indbetale kautionsforpligtelsen.

Af brevet til A som bobestyrer for boet efter M fremgik, at banken opsagde sikkerhederne med otte dages varsel, og at banken såfremt den ikke hørte fra A ville realisere værdipapirerne til inddækning af kreditten.

Den 10. maj 2012 skrev revisoren R på vegne af S1 og boet efter M til banken og henstillede til, at banken hverken solgte af S2’s eller boets aktier, idet der var uklarhed omkring, hvorvidt den af S2 stillede sikkerhed for kreditten [-28-1] også var stillet til sikkerhed for S2’s øvrige engagement i banken.

Den 16. maj 2012 skrev banken til A, at banken tidligere fejlagtigt havde anført, at S2’s konto -42-3 samt depoterne nr. -90-6 og nr. -63-9 var pantsat til sikkerhed for alt mellemværende mellem S2 og banken. Den anførte konto og depoter lå således alene til sikkerhed for S2’s investeringskredit [-28-1].

Vedrørende M’s sikkerhedsstillelse for investeringskreditten fremgik det af bankens brev til A, at M’s depoter nr. -37-9 og nr. -59-6 også var stillet til sikkerhed for alt mellemværende mellem M og banken. Herudover skrev banken blandt andet til A:

"…

Vi håber at ovenstående besvarer de stillede spørgsmål, og at evt. indsigelser fra boet vedrørende salget af boets pantsatte værdipapirer herefter kan frafaldes. I modsat fald skal vi bede om at høre fra dig senest den 23. maj 2012 kl. 12, da vi ellers vil sælge boets værdipapirer uden yderligere varsel. Til din orientering kan vi oplyse, at værdien af boets pantsatte værdipapirer pt. overstiger restgælden på investeringslånet efter salg af [S2’s] egne værdipapirer. Vi vil derfor gerne vide om Boet har nogen særlig interesse i forhold til, hvilke værdipapirer banken sælger ud af, og hvilket Boet ønsker at beholde.

…"

Den 20. maj 2012 afsendte S1 en klage til Ankenævnet, hvori han anførte, at banken skulle anerkende, at den af S2 stillede sikkerhed alene var pantsat til sikkerhed for investeringskreditten [-28-1], at banken ikke måtte sælge nogen aktier, men skulle forlænge låneaftalen, så S2 og boet efter M havde mulighed for at overføre investeringskreditten til et andet pengeinstitut, samt at banken skulle trække kravet mod S1 som kautionist tilbage.

På baggrund af bankens oplysning om, at S2’s sikkerhedsstillelse for investeringskreditten [-28-1] ikke også lå til sikkerhed for S2’s øvrige engagement i banken, meddelte S1 ved e-mail til banken den 23. maj 2012, at boet ville forsøge at overføre investeringskreditten til pengeinstituttet P, samt undersøge finansieringsmulighederne hos P for S1’s køb af boets faste ejendom, så denne ikke skulle sælges på tvangsauktion. S1 opfordrede i øvrigt til en mindelig løsning uden salg af aktier.

Banken bevilligede samme dag i en e-mail til A boet frist til den 15. juni 2012 til at få ovennævnte forhold afklaret. Hvis boet ikke inden da havde opnået tilsagn om overtagelse fra et andet pengeinstitut, ville boets værdipapirer blive solgt uden yderligere varsel, med mindre der kunne opnås aftale om en forlængelse af fristen. Det fremgik videre af bankens e-mail til A, at boets og S2’s værdipapirer pr. 23. maj 2012 tilsammen havde en værdi på ca. 367.000 kr. Såfremt værdipapirerne i perioden frem til den 15. juni 2012 faldt til en samlet værdi under 325.000 kr., ville banken sælge papirerne, medmindre boet eller S2 straks indbetalte differencen op til 325.000 kr.

Den 14. juni 2012 anmodede A banken om yderligere fristforlængelse til den 1. juli 2012, idet han oplyste banken om, at P var ved at udarbejde en anmodning om overførsel af investeringskreditten [-28-1].

Ved e-mail samme dag bevilligede banken fristforlængelse til den 1. juli 2012 på samme vilkår som den tidligere fristforlængelse. Banken oplyste samtidig, at der herefter ikke kunne påregnes yderligere fristforlængelse.

Den 28. juni 2012 gav S2 S1 generel fuldmagt til at varetage hans interesser omkring investeringskreditten [28-1] bedst muligt, herunder indgå i en konstruktiv dialog med banken, så der kunne findes en tilfredsstillende løsning for banken uden salg af aktierne på daværende tidspunkt.

Den 2. juli 2012 meddelte banken A, at boets værdipapirer ville blive solgt uden yderligere varsel, medmindre banken inden for bankens åbningstid modtog dokumentation for, at et andet pengeinstitut havde givet bindende tilsagn om at overtage engagementet.

Ved e-mail til banken samme dag henstillede S1 til, at banken ikke solgte aktierne, da en stigning i aktiekurserne måtte forventes inden længe, og investeringskreditten [-28-1] derefter ville kunne flyttes til et andet pengeinstitut.

Banken fastholdte imidlertid sit krav om indfrielse af investeringskreditten [-28-1] og dermed salget af S2’s og boets værdipapirer.

Den 4. juli 2012 solgte banken således S2’s værdipapirer til inddækning af investeringskreditten [-28-1]. Da salget af S2’s værdipapirer ikke var tilstrækkeligt til at inddække lånet, solgte banken også en del af boets pantsatte værdipapirer.

Parternes påstande

Den 27. september 2012 har S1 på vegne af boet efter M indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal reetablere boets og S2’s depoter, forlænge låneaftalen for investeringskreditten [-28-1] samt trække et eventuelt krav mod S1 som kautionist tilbage.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken ultimo 2011 i en e-mail anmodede boet om at sælge sine aktier, der var pantsat til sikkerhed for boets kassekredit i banken.

For at afværge salget af boets aktier indfriede han boets kassekredit i henhold til aftale med banken.

Få uger efter anmodede banken imidlertid boet om at sælge alle aktier og derefter pantsætte provenuet til sikkerhed for S2’s investeringskredit.

Banken oplyste samtidig, at den af S2 stillede sikkerhed også lå til sikkerhed for S2’s øvrige engagement i banken.

Boet forholdt sig undrende over dette og udbad sig dokumentation for S2’s sikkerhedsstillelse.

Den videre dialog med banken dels via e-mails og dels ved møder førte ikke til nogen afklaring. I stedet opsagde banken den 3. maj 2012 investeringskreditten, og anmodede ham som kautionist om at indfri beløbet inden den 14. maj 2012, ligesom banken truede boet med at sælge alle aktier.

Det kan ikke være rigtigt, at banken går efter tredjemandspantsætter og kautionisten, før gælden er forsøgt inddrevet hos debitor.

S2 har i øvrigt altid overholdt sine forpligtelser i forhold til investeringskreditten.

Bankens juridiske afdeling erkendte efterfølgende, at den af S2 stillede sikkerhed alene var pantsat til sikkerhed for investeringskreditten.

Bankens fejlagtige oplysninger om sikkerheden havde på det tidspunkt i flere måneder forhindret, at investeringskreditten kunne overføres til et andet pengeinstitut P.

Bankens frist for at boet kunne overføre investeringskreditten til P var for kort, idet blandt andet sommerferie og dårlig stemning på aktiemarkedet i øvrigt besværliggjorde overførslen.

Boet anmode forgæves om fristforlængelse, ligesom man også var indstillet på at deponere yderligere midler.

Såfremt banken i oktober 2011 på behørig vis havde meddelt parterne, at banken ønskede investeringskreditten lukket, havde muligheden for at flytte investeringskreditten været betydelig bedre.

Bankens kommunikation vedrørende nedlukning af investeringskreditten har i det hele taget været meget uklar og langstrakt, henset til bankens anbringende om, at kreditten udløb i oktober 2011 og ikke blot kunne forlænges som så mange gange før. Således har S2 været fuldstændig uvidende herom og på intet tidspunkt anet uråd.

Banken har tilsidesat god-skik-reglerne.

I juli 2012 solgte banken alle boets og S2’s aktier uden hensyntagen til retsplejelovens bestemmelser om tvangssalg. Der henvises i den forbindelse til Ankenævnets afgørelse i sag nr. 60/2009.

Salget var helt unødvendigt henset til, at bankens risiko hele tiden havde været minimal, idet der hele tiden havde været den nødvendige overdækning og mulighed for tilførsel af yderligere midler til engagementet.

Det bestrides således, som af banken anført, at det ikke var muligt at stille yderligere sikkerhed. Banken har i øvrigt aldrig fremsat noget krav om yderligere sikkerhedsstillelse, hvilket er kritisabelt henset til bankens tvangssalg af aktierne.

Som forudset er de pågældende aktier efterfølgende steget betydeligt i værdi.

Jyske Bank har anført, at M gyldigt påtog sig en forpligtelse som tredjemandspantsætter.

Investeringskreditten forfaldt til betaling den 1. oktober 2011.

Ved udløbet af den aftalte forlængelse ønskede banken, grundet et fald i værdien af klagerens værdipapirer, ikke at forlænge aftalen, som dermed udløb den 1. oktober 2011.

Banken havde på intet tidspunkt lovet eller på anden måde stillet i udsigt, at investeringskreditten kunne forlænges.

Aftalen om investeringskreditten var konstrueret således, at der var en på forhånd fastsat udløbsdato, hvorefter aftalen udløb, medmindre den blev forlænget.

De to gange hvor investeringskreditten tidligere var blevet forlænget, havde S2 modtaget en forlængelsesskrivelse, hvoraf det klart fremgik, at aftalen nu løb til en ny dato.

Dette skete ikke, da aftalen udløb sidste gang i efteråret 2011, ligesom der heller ikke havde været nogen drøftelser med S2 om, at aftalen skulle forlænges. Tværtimod havde S2 allerede i sommeren 2011 givet udtryk for, at han ikke længere ønskede at påtage sig risikoen for yderligere tab, og at han derfor overvejede at lukke aftalen. Dette blev dog ikke gennemført, da S2 ikke foretog sig yderligere.

Da banken var bekendt med den pågående behandling af boet efter M, havde banken en forventning om, at investeringskreditten ville blive indfriet via et salg af de pantsatte værdipapirer, herunder værdipapirer tilhørende boet.

Omkring årsskiftet 2011/2012 blev det imidlertid klart, at S1 og S2 ikke ønskede at foretage et salg af boets værdipapirer, da de var overbeviste om, at værdipapirerne henover tid ville blive mere værd.

Herefter forsøgte banken igennem de næste måneder at få en aftale med S1og S2 for en indfrielse af investeringskreditten. Eksempelvis forsøgte banken flere gange at få møder i stand med såvel S1 som S2.

Banken forsøgte i første omgang at imødekomme S1 og S2’s ønske om ikke at tvangssælge boets værdipapirer, men da S1 og S2 trods hyppig kontakt med banken ikke kom frem med andre brugbare løsningsforslag, besluttede banken sig til sidst for, at man ville søge sig fyldestgjort i de stillede sikkerheder.

Banken havde ikke lovet arvingerne, at man ikke ville søge sig fyldestgjort i boets pantsatte depoter.

Banken var i henhold til den indgåede aftale berettiget til at søge sig fyldestgjort i de pantsatte værdier.

I hele perioden efter banken den 3. maj 2012 oplyste, at man ville søge sig fyldestgjort i de stillede sikkerheder, foregik der ingen skriftlig korrespondance mellem banken og S2. Al korrespondance foregik således mellem banken og boet efter M og S1 som kautionist. Da S2 var arving i boet efter M måtte banken dog kunne gå ud fra, at han blev orienteret af bobestyreren, ligesom S1 havde fået fuldmagt fra S2.

Banken indrømmede i første omgang parterne en frist på otte dage til at indfri lånet inden man ville sælge aktierne. I perioden 3. maj til 1. juli 2012 fik S1 og boet efter M imidlertid flere gange fristforlængelse til at forsøge at overføre investeringskreditten til P, og S2 fik dermed en frist på knap to måneder til at indfri lånet.

Banken gav således boet, ved bobestyrer A, en frist på knap to måneder til at finde en løsning, inden man solgte værdipapirerne.

Bankens ret til at sælge boets værdipapirer har på intet tidspunkt været bestridt af bobestyreren A.

Om morgenen den 3. juli 2012 foregik der derimod en samtale mellem A og bankens juridiske afdeling, hvor A blev anmodet om at oplyse, hvorvidt boet havde nogen præferencer for, hvilke værdipapirer, der skulle sælges.

Da banken ikke modtog nogen tilbagemelding fra hverken A eller arvingerne, solgte banken den 4. juli 2012 selv de papirer, der var nødvendige for at inddække investeringskreditten.

Banken har ikke handlet i strid med retsplejelovens § 538a ved at sælge de pantsatte værdipapirer.

Selv hvis Ankenævnet måtte komme frem til, at banken har handlet i strid med retsplejelovens § 538a, så har klageren ikke godtgjort, at boet har lidt noget tab i den forbindelse.

Med hensyn til S1’s bemærkninger om, hvilke følger bankens fejlinformation om S2’s sikkerhedsstillelse har haft, er banken selvfølgelig enig i, at det er beklageligt, at der er givet forkerte oplysninger. Omvendt er det dog bankens opfattelse, at en fejloplysning ikke kan siges at udgøre et brud på aftalen om investeringskreditten, da pantsikkerhederne aldrig har været ændret.

Ankenævnets bemærkninger

S2 oprettede den 31. januar 2008 en investeringskredit i Jyske Bank.

M og S2 stillede sikkerhed for investeringskreditten, mens S1 kautionerede.

Ifølge låneaftalen skulle investeringskreditten indfries den 1. februar 2011, medmindre der blev truffet ny aftale om afvikling.

Ved udløbet af låneaftalen den 1. februar 2011 blev aftalen forlænget først til den 1. juli 2011 og derefter til den 1. oktober 2011, hvorefter aftalen udløb.

Af Jyske Banks mail af 10. februar 2012 til boets revisor fremgik blandt andet, at kreditten var udløbet, og at boet opfordredes til at indfri den. Det fremgik endvidere fejlagtigt, at S2’s sikkerheder også lå til sikkerhed for hans øvrige mellemværende med banken, hvilken oplysning imidlertid blev berigtiget i bankens brev af 16. maj 2012.

Banken fastsatte i breve af 3. maj 2012 til S2 som debitor og pantsætter, S1 som kautionist, samt boet efter M som pantsætter frist til at indfri kreditten til den 14. maj 2012.

Parterne fik ad flere omgange fristforlængelse med henblik på at overføre investeringskreditten til P, senest til den 1. juli 2012, i hvilken forbindelse banken oplyste, at der ikke kunne påregnes yderligere fristforlængelse.

Ankenævnet finder herefter, at Jyske Bank var berettiget til den 4. juli 2012 at sælge de værdipapirer, der var stillet til sikkerhed for S2s investeringskredit af henholdsvis S2 og M til inddækning af kreditten. Det bemærkes herved, at det forhold, at der i en periode frem til 16. maj 2012 var usikkerhed om, hvorvidt S2’s sikkerheder også lå til sikkerhed for hans øvrige forpligtelser over for banken, ikke kan føre til, at banken var forpligtet til at meddele yderligere fristforlængelse med indfrielse af kreditten.

Da Ankenævnet herefter ikke finder det godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende, får S1 og boet efter M ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.