Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for førtidig indfrielse af lån. Rentegodtgørelse.

Sagsnummer: 208/1989
Dato: 23-08-1989
Ankenævn: Peter Blok, Mogens Hvelplund, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen
Klageemne: Gebyr - førtidig indfrielse
Ledetekst: Gebyr for førtidig indfrielse af lån. Rentegodtgørelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 30. juni 1988 lånte klageren i det af indklagede ejede finansieringsselskab et beløb på 39.869 kr. til køb af en bil. For lånebeløbet fik selskabet pant i den købte bil. Lånet var et annuitetslån med en løbetid på 4 år, men efter betaling af 10 månedlige ydelser indfriede klageren i maj 1989 lånet ved betaling af 34.729,12 kr. Lånet kunne fra begge sider indfries med 4 ugers varsel.

Efterfølgende konstaterede klageren, at den af selskabet foretagne opgørelse var forkert, hvorefter selskabet refunderede ham et beløb på 840 kr.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham et yderligere beløb på 626,18 kr. Beløbet udgøres dels af et gebyr på 500 kr., som selskabet har opkrævet i anledning af den førtidige indfrielse af kontrakten, og dels af et beløb på 126,18 kr., som udgør en rentedifference.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren for så vidt angår spørgsmålet om det opkrævede gebyr gjort gældende, at selskabet ikke har haft hjemmel til at opkræve et sådant. Dette fremgår for så vidt angår køb, der er omfattet af kreditkøbsloven, udtrykkeligt af denne, og såfremt det antages, at hans køb af bil ikke er omfattet af denne lov, men derimod reguleres af selskabets almindelige lånebetingelser, gøres det gældende, at disse i den udformning de havde ved hans optagelse af lånet, ikke hjemler selskabet ret til at kræve et sådant gebyr.

Med hensyn til spørgsmålet om rentedifferencen har klageren gjort gældende, at det samlede rentebeløb, som han skulle betale ved afvikling af lånet i overensstemmelse med den indgåede aftale, udgjorde 12.190,12 kr. Ved indfrielsen af lånet i maj 1989 havde han betalt 4.264,94 kr., hvorfor rentegodtgørelsen rettelig burde udgøre 7.925,18 kr. i stedet for 7.799 kr. som beregnet af indklagede.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at finanseringsselskabets opkrævning af et gebyr på 500 kr. i anledning af klagerens førtidige indfrielse af lånet har haft hjemmel i punkt 2 i selskabets lånebetingelser. Ifølge en af selskabet udarbejdet posteringsoversigt har klageren af det oprindeligt beregnede rentebeløb på 12.190,12 kr. med de indbetalinger som blev foretaget forud for indfrielsen, forbrugt ca. 36,02% svarende til 4.391,12 kr. Differencen mellem dette rentebeløb og det af klageren opgjorte udgør 126,18 kr. og skyldes, at ydelserne på lånene ikke altid er blevet indbetalt den 1. i måneden.

Punkt A, 2 i selskabets lånebetingelser havde ved klagerens låneoptagelse denne ordlyd: "Rente- og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse og lignende ydelser og gebyrer fastsattes af ... og ændringer heri kan foretages uden varsel, med mindre renten er fast for hele løbetiden."

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at den citerede generelle bestemmelse i indklagedes almindelige lånebetingelser indeholder fornøden hjemmel til at opkræve det omhandlede gebyr for førtidig indfrielse af lånet, som ikke er af en sådan art, at klageren måtte være forberedt herpå. Indklagede findes herefter at være forpligtet til at tilbagebetale gebyret til klageren.

Efter den af indklagede afgivne redegørelse findes det ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl ved beregningen af rentegodtgørelsen.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger betale 500 kr. til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.