Spørgsmål om pengeinstituts ansvar for fejlagtig angivelse af stelnummer i løsøreejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 394/1995 |
| Dato: | 26-03-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om pengeinstituts ansvar for fejlagtig angivelse af stelnummer i løsøreejerpantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1993 ydede indklagedes Asnæs afdeling klageren et billån. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. Bilen blev inddraget under pantet ved påtegning af 18. februar 1993 på et allerede eksisterende løsøreejerpantebrev, som den 23. februar 1993 blev tinglyst i personbogen ved Retten i Nykøbing Sjælland. Påtegningen indeholder en fejlagtig angivelse af bilens stelnummer, idet to cifre mangler.
Klageren gav samtidig et andet pengeinstitut sekundær håndpant i løsøreejerpantebrevet. Indklagede noterede den sekundære panteret den 19. februar 1993.
Ved overførsel af tinglysningsregistreringen til bilbogen i Århus den 1. juni 1993 fik løsøreejerpantebrevet på grund af det uoverensstemmende stelnummer følgende anmærkning: "Køretøjet ses ikke registeret i motorregisteret". De berørte rettighedshavere fik ikke meddelelse herom.
På begæring af Nykredit blev der den 19. juli 1994 foretaget udlæg i bilen ved fogedretten i Nykøbing Sjælland. Udlægget blev indført i bilbogen den 26. s.m. med henvisning til det korrekte stelnummer. Klageren havde i fogedretten oplyst, at bilen var behæftet med løsøreejerpantebrevet på 100.000 kr., der var håndpantsat primært til indklagede, sekundært til et andet pengeinstitut.
I forbindelse med at klageren i efteråret 1994 ønskede at sælge bilen, blev det konstateret, at alene Nykredits udlæg var registreret som en hæftelse i bilen. På baggrund af klagerens henvendelse til indklagede herom blev indklagede opmærksom på den manglende registrering af løsøreejerpantebrevet og baggrunden herfor. Indklagede anmodede klageren om at medvirke til en berigtigelse af forholdet og tilbød at friholde klageren for de med berigtigelsen forbundne omkostninger.
Den 7. april 1995 blev lånet opsagt til indfrielse på grund af misligholdelse. Lånets restgæld var pr. 31. marts 1995 85.537,79 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at den forkerte tinglysning ved bilbogen har medført, at det ved salg af bilen ikke er muligt at indfri gælden til indklagede forud for indfrielse af gælden til Nykredit. Han er derfor afskåret fra nu at erhverve en anden og billigere bil til brug for kørsel mellem bopæl og arbejde. Indklagede bør være erstatningsansvarlig herfor.
Indklagede har til støtte for både afvisningspåstanden og frifindelsespåstanden anført, at der ikke er tale om en tvist mellem klageren og indklagede, men at fejlen alene kan føre til en tvist mellem rettighedshaverne i bilen. Klagerens muligheder for at afhænde bilen er ikke blevet forringet, idet et salg altid vil kræve rettighedshavernes samtykke, uanset hvorledes disses indbyrdes prioritetsstilling måtte være. Ved salg af den pantsatte/udlagte bil skal provenuet tilgå rettighedshaverne i prioritetsordenen, medmindre disse samtykker i en anden fordeling. Klageren kan ikke anvende provenuet i modstrid hermed og derved begunstige en rettighedshaver på de øvriges bekostning. Klageren har således ikke lidt noget økonomisk tab ved den fejlagtige angivelse af stelnummeret, ligesom denne angivelse ikke har forringet klagerens mulighed for at sælge bilen. Klageren burde have rettet henvendelse til alle rettighedshavere med henblik på at indhente samtykke til, at bilen blev afhændet ved frivilligt salg. På grund af tvivl, om hvem der i givet fald var berettiget til provenuet, havde klageren mulighed for at frigøre sig ved deponering. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede endvidere anført, at sagen vedrører løsningen af en prioritetskonflikt, som ikke er afgjort i retspraksis. På grund af sagens principielle karakter bør den afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1. Klageren har undladt at forsøge at indhente rettighedshavernes samtykke til salg af bilen, hvorfor klageren ikke har opfyldt betingelsen for realitetsbehandling i henhold til vedtægternes § 3, stk. 2.
Ankenævnets bemærkninger:
Allerede fordi klageren ikke findes at have lidt noget tab som følge af indklagedes fejl, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.