Afgørelse

Betydningen af, at låneforsikring tegnet ved kautionens etablering blev opsagt i forbindelse med opsigelse af det kautionssikrede engagement.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om klagerens forpligtelser vedrørende et kautionsløfte, hvor der ved kautionens etablering samtidig blev tegnet gruppelivsforsikringer for debitorerne.

Sagens omstændigheder.

Den 4. maj 2001 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter hun som selvskyldnerkautionist kautionerede med 200.000 kr. til sikkerhed for opfyldelsen af et interessentskabs nuværende og fremtidige forpligtelser af enhver art over for indklagede. Af kautionserklæringen fremgår:

"Nærværende kautionserklæring afgives under forudsætning af, at [interessenterne A og B] tiltræder at krydslivsforsikinger tegnet gennem PFA Forsikring hæves til kr. 368.000,-."

Den 14. maj 2001 underskrev de to interessenter forsikringsbegæringer vedrørende etablering af to gruppelivsforsikringer på hver 360.000 kr. Forsikringerne blev samtidig pantsat til fordel for indklagede. Af forsikringsbetingelserne fremgår, at forsikringssummen ved forsikredes død ville tilgå indklagede til dækning af forsikredes gæld til indklagede.

Ved skrivelse af 30. januar 2002 orienterede indklagede klageren om, at man samme dag havde modtaget meddelelse om, at der for interessentskabet var indgivet anmeldelse om betalingsstandsning. Under henvisning hertil anmodede indklagede klageren om at indbetale kautionsforpligtelsen på 200.000 kr., idet man anså interessentskabets engagement for misligholdt.

Den 8. februar 2002 modtog indklagede fra en advokat en cirkulæreskrivelse vedrørende betalingsstandsningen i interessentskabet. Heraf fremgår, at interessenten B havde forladt virksomheden og Danmark, og at B's opholdssted var ukendt. Som følge heraf var det ikke muligt at få en betalingsstandsning anmeldt vedrørende interessentskabet.

Ved skrivelser af 8. februar 2002 stilet til interessenterne meddelte indklagede, at gruppelivsforsikringen i PFA var opsagt, da engagementet med indklagede var opsagt til indfrielse.

Af meddelelser af 5. april 2002 fra PFA Pension til indklagede fremgår, at gruppelivsforsikringen for interessenternes vedkommende var afmeldt med virkning fra 1. april 2002.

Ved skrivelse af 17. maj 2002 erindrede indklagede klageren om kautionsforpligtelsen. Klageren rettede herefter henvendelse til advokat.

Den 26. september 2002 udtog indklagede stævning mod klageren med påstand om betaling af 200.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg. Ifølge stævningen havde indklagede hos interessentskabet et tilgodehavende på mere end 200.000 kr.

I svarskrift af 1. oktober 2002 nedlagde klagerens advokat på vegne klageren påstand om frifindelse samt anmodede om sagens udsættelse på forelæggelse for Ankenævnet. Den 10. december 2002 udsatte retten sagen på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke længere er bundet af kautionen, idet indklagede ved at opsige livsforsikringerne har fjernet den væsentligste forudsætning for hendes kaution.

I forbindelse med at indklagede orienterede interessenterne om forsikringernes ophør, undlod indklagede at orientere hende, hvilket i sig selv bør medføre, at hun ikke længere er forpligtet over for indklagede.

Da indklagede rettede henvendelse til B var denne sporløst forsvundet kun efterladende et afskedsbrev. Det ville ikke have været muligt for hende, såfremt indklagede havde orienteret hende om sine dispositioner, at vedligeholde forsikringen, da B var savnet. PFA ville næppe have ladet forsikringen træde i kraft.

Indklagede har anført, at som følge af interessenternes faktiske betalingsstandsning anså man engagementet med indklagede som misligholdt og anmodede klageren om at betale kautionsforpligtelsen. Orienteringen til klageren skete rettidigt.

Da engagementet var opsagt til fuld indfrielse, og da der ikke længere blev betalt præmie for PFA forsikringerne, blev disse opsagt. Man var i forhold til klageren ikke forpligtet til at betale forsikringspræmierne ved manglende præmiebetaling. Forsikringerne ville kun komme til udbetaling i tilfælde af interessenternes død.

Man havde ikke pligt til at orientere klageren i forbindelse med skrivelsen af 8. februar 2002.

Da man første gang anmodede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen, var forsikringerne fortsat i kraft. Dermed var forudsætningen for klagerens påtagelse af kautionen til stede, da betalingsforpligtelsen blev aktuel.

Klageren ville have kunnet holde gruppeforsikringen i kraft ved at betale præmierne, men klageren ville ikke få indtrædelsesret i forsikringstagers ret til forsikringssum ved forsikredes død, ligesom klageren ikke ville indtræde i indklagedes rettigheder som panthaver.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I overensstemmelse med det i kautionserklæringen anførte blev der i maj 2001 tegnet gruppelivsforsikringer for de to interessenter.

Indklagede anmodede ved skrivelsen af 30. januar 2002 klageren om at indfri kautionsforpligtelsen på 200.000 kr., idet man som følge af de to interessenters betalingsstandsning anså kautionsforpligtelsen for forfalden. På dette tidspunkt, hvor gruppelivsforsikringerne fortsat var i kraft, var forsikringsbegivenheden (interessenternes dødsfald inden deres fyldte 60. år) efter det oplyste ikke indtrådt. Det er derfor uden betydning, at indklagede efterfølgende undlod at holde forsikringerne i kraft ved ikke at betale præmierne herpå. Indklagede var heller ikke forpligtet til at orientere klageren om, at forsikringerne ikke ville blive holdt i kraft.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.