Gebyr til kreditor for ryknings påtegning på pantebrev.
| Sagsnummer: | 193/1994 |
| Dato: | 24-10-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - omprioritering
|
| Ledetekst: | Gebyr til kreditor for ryknings påtegning på pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren gennemførte i efteråret 1993 en omprioritering af sin ejendom.
I ejendommen var en privat panthaver, der i forbindelse med omprioriteringen skulle rykke for det nye lån. Pantebrevet, der indeholdt sædvanlig omprioriteringsklausul, lå i depot hos indklagede, hvorfor det omprioriterende pengeinstitut rettede henvendelse med anmodning om rykning. Indklagede videresendte anmodningen til pantebrevskreditor, der i skrivelse af 19. november 1993 til klageren accepterede at rykke, bl.a. mod betaling af "sagsbehandlingsgebyr kr. 1.500,- incl. udgifter til vor depotbank".
Gebyret blev afregnet overfor indklagede den 18. februar 1994 sammen med tinglysningsafgift, ekstraordinært afdrag og renter. Ved en fejl blev der betalt 862,50 kr. for meget. Beløbet blev returneret den 15. marts 1994 efter påkrav fra klageren.
På klagerens forespørgsel oplyste indklagede i skrivelse af 18. marts 1994, at sagsbehandlingsgebyret dækkede:
| Indklagedes gebyr i forbindelse med forespørgsel | kr. kr. 637,50 kr. 1.500,00 |
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale for meget betalt gebyr samt pålægges en bod.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at han finder gebyret på 1.500 kr. urimeligt stort.
Indklagede har anført, at man som depotførende bank blot har formidlet kontakten til pantebrevskreditor, og at man ikke har haft indflydelse på fastsættelsen af sagsbehandlingsgebyrets størrelse. Klageren har via indklagede afregnet overfor pantebrevskreditor, der har betalt indklagedes gebyrer i forbindelse med ekspeditionen ud af det omstridte gebyr på 1.500 kr. Klageren må herefter gøre indsigelse overfor pantebrevskreditor.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Kirsten Nielsen - udtaler:
Et pengeinstitut, som administrerer et privat pantebrev, er berettiget til at forlange betaling for det arbejde, der er forbundet med ekspedition af en anmodning om rykning i henhold til en sædvanlig rykningsklausul, herunder påførelse af respektpåtegningen, fremsendelse af pantebrevet til tinglysning og kontrol af nettoprovenuopgørelsen. Pengeinstituttets krav på betaling for det udførte arbejde består overfor pantebrevets kreditor, men vi finder, at denne overfor pantebrevets debitor må have krav på godtgørelse af omkostningerne i det omfang, de ikke overstiger det rimelige. Efter omfanget af det arbejde, der må antages at være forbundet med ekspeditionen, findes det samlede gebyr, der kan afkræves debitor, ikke at kunne overstige 750 kr. Kreditor kan endvidere ikke anses for berettiget til ud over godtgørelsen af pengeinstituttets gebyr at forlange betaling for eget arbejde. Det bemærkes herved, at rykningen er pligtmæssig, når de i rykningsklausulen anførte betingelser, herunder betaling af et eventuelt nettoprovenu, er opfyldt, og at pengeinstituttets gebyr bl.a. skal dække det arbejde, der er forbundet med at påse, at dette er tilfældet.
Efter det anførte finder vi, at det gebyr på 1.500 kr., som kreditor forlangte i det foreliggende tilfælde, er åbenbart urimeligt, og at indklagede derfor ikke burde have medvirket til at opkræve det. Som følge heraf finder vi, at indklagede bør godtgøre klageren 750 kr. med tillæg af renter som nedenfor bestemt.
Vi finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale en bod.
2 medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Indklagede har alene optrådt som depotbank for pantekreditor og har som følge heraf intet retsforhold til klageren som pantedebitor.
Indklagede har viderebragt pantekreditors betingelser for at meddele rykningspåtegning på pantebrevet, og vi finder ikke, at indklagede derved får ansvar for, om det af pantekreditor opkrævede gebyr for rykningspåtegningen er urimeligt. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 750 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 18. februar 1994, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.