Manglende påbegyndelse af udbetaling af indekskontrakter, køb af valuta.
| Sagsnummer: | 419/2008 |
| Dato: | 04-03-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Valuta - øvrige spørgsmål
Indekskonto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Manglende påbegyndelse af udbetaling af indekskontrakter, køb af valuta. |
| Indklagede: | Sparekassen Faaborg |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med dels manglende udbetaling af indekskontrakter, dels køb af valuta.
Sagens omstændigheder.
I
Den 24. november 2006 fyldte klageren 65 år. Klageren havde da i Sparekassen Faaborg nogle indekskontrakter.
Sparekassen Faaborg har oplyst, at ved en fejl fra sparekassens side blev udbetaling i henhold til indekskontrakterne ikke påbegyndt pr. 1. december 2006.
Udbetaling af klagerens indekskontrakter kunne herefter ske fra 1. december 2008, jf. § 4 i lovbekendtgørelse nr. 724 af 15. september 1999.
Den 11. juli 2007 ydede Sparekassen Faaborg klageren et lån på 25.000 kr. Lånet, hvis rente var 6,5 % p.a., skulle afvikles over 10 måneder fra den 1. december 2008. Af lånedokumentet fremgår, at sparekassen ikke beregnede sig stiftelsesomkostninger.
Den 9. oktober 2008 blev klagerens indekskontrakter efter klagerens anmodning overført til Danske Bank.
Klageren har anført, at sparekassen bør betale ham erstatning, da udbetalingen af indekskontrakterne blev udskudt som følge af bankens fejl.
Uanset at udskydelsen af udbetalingen medfører en vis merudbetaling, lider han et tab, som han anslår til 60.000 kr.
Selvom udbetalingen forlænges fra hans fyldte 78. år til det 80. år, vil han ikke have gavn heraf, da han på grund af sygdom ikke forventer at opnå en alder på 80 år.
Fra han fyldte 65 år, har han kun haft sin folkepension at leve af. Hans dårlige økonomi medførte, at hans faste ejendom i 2007 blev solgt på tvangsauktion.
Sparekassen Faaborg har anført, at der i 2007 aftaltes en løsning med klageren på grund af fejlen vedrørende indekskontrakterne, idet klageren blev ydet et fordelagtigt lån.
II
Den 23. januar 2008 købte klageren kontant 40.000 USD til kurs 529,06 kr. i Sparekassen Faaborg. Med tillæg af et gebyr på 30 kr. var den samlede udgift 211.654 kr.
Klageren har anført, at hans kæreste lod ham disponere over 200.000 kr. til købet af valutaen, som han havde drøftet med sparekassen.
Klageren rettede efterfølgende henvendelse til sparekassen om købet af valutaen, idet han mente at have betalt et gebyr på mere end 10.000 kr. ved et samlet køb/salg. Klageren anmodede om tilbageførsel af valutakøbet, hvilket sparekassen afviste.
Klageren har anført, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar over for ham i forbindelse med valutakøbet og rådgivningen herom. På grund af den kurs, hvortil sparekassen efterfølgende tilbød at tilbagekøbe valutaen, vil han lide tab.
Sparekassen Faaborg har anført, at kursen på 529,06 kr. ved købet af valutaen er fastsat ud fra Nationalbankens middelkurs.
Sparekassen har ikke efterfølgende ønsket at tage valutaen tilbage til samme kurs, da valutakurserne ændrer sig dagligt. Hertil kommer, at der er forskel på kursen afhængig af, om en kunde køber eller sælger valuta.
III
Klageren har hos Sparekassen Faaborg en anfordringskonto (konto -102).
Den 29. september 2008 hævede sparekassen et gebyr på 25 kr. fra klagerens konto, hvorefter saldoen var 2,66 kr.
Den 30. september 2008 blev der overført 4.000 kr. fra kontoen til tredjemands konto, hvorefter saldoen var 3.997,34 kr. (negativ).
Den 14. oktober 2008 rykkede sparekassen klageren for inddækning af overtrækket.
Den 24. oktober 2008 hævede sparekassen et gebyr på 150 kr. på kontoen, hvorefter saldoen var 4.147,34 kr. (negativ).
Klageren har anført, at han er uforstående over for, at kontoen er pålagt gebyrer, selvom han ikke har benyttet kontoen.
Han har ikke rørt sin konto, siden den havde en positiv saldo. De posteringer, der er foretaget i september og oktober 2008, er uden for hans kontrol.
Sparekassen Faaborg har anført, at der er tale om en konto med tilknyttet Visa/Dankort, for hvilket der årligt opkræves 150 kr. i kortafgift. Kortet er ikke indleveret til sparekassen, og der er heller ikke givet meddelelse om, at kortet ikke længere skal være aktivt.
Overførslen på 4.000 kr. den 30. september 2008 er en månedlig overførsel gennemført siden januar 2008. Overførslen vil blive standset på baggrund af kontoens overtræk.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. oktober 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Faaborg skal betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra indgivelsen af klagen samt tilbageføre hævningerne på konto -102.
Sparekassen Faaborg har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har ikke bestridt Sparekassen Faaborgs oplysning om, at det i juli 2007 etablerede lån på 25.000 kr. blev ydet som kompensation for sparekassens fejl i forbindelse med, at udbetalingen af klagerens indekskontrakter ikke blev påbegyndt pr. 1. december 2006. Ankenævnet lægger derfor denne oplysning til grund, og klageren kan herefter ikke gøre yderligere krav gældende vedrørende denne fejl.
Det er ikke godtgjort, at sparekassen har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med klagerens køb af 40.000 USD den 23. januar 2008 eller i forbindelse med klagerens ønske om tilbageveksling.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren har anmodet om månedlig overførsel af et beløb på 4.000 kr. fra sin konto til en tredjemands konto, ligesom klageren er pligtig til at betale gebyr for Visa/Dankort tilknyttet hans konto.
Som følge af det anførteKlagen tages ikke til følge.