Indsigelse mod krav overgået til inkasso.
| Sagsnummer: | 235/2004 |
| Dato: | 15-02-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Passivitet - hæftelse Inkasso - rentens størrelse Forældelse - udlån Inkasso - passivitet Inkasso - inkassoomkostninger m.v. |
| Ledetekst: | Indsigelse mod krav overgået til inkasso. |
| Indklagede: | HandelsFinans v/Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod gælden i henhold til et lån, som i 1991 overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Via en butik ansøgte klageren den 2. november 1987 om et lån hos indklagede på 10.000 kr. med en afvikling på 398 kr. over 36 måneder.
Ved gældsbrev af samme dato ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 10.000 kr. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Lånet tilbagebetales med kr. 298,- hver den første i måneden. Første gang den 1/1 1988.
Renten er for tiden fastsat til 1,8% pr. måned.
Hvis rentesatsen ikke ændres, vil lånet være tilbagebetalt, når der er betalt ca. 36 månedlige ydelser.
…
Hvis tilbagebetaling på lånet ikke sker via PBS, udsendes der opkrævning. Det beløb, der opkræves, indeholder ydelse plus opkrævningsgebyr, som for tiden er på kr. 10,00 pr. opkrævning."
Af gældsbrevets almindelige bestemmelser fremgår bl.a.:
"Omkostninger, gebyrer, rente m.v..
Hvis låntager ikke overholder låneaftalen, kan [indklagede] forlange betaling for evt. ekstraomkostninger i forbindelse med administration af lånet - herunder eventuelle inkassoomkostninger. Endvidere beregnes gebyr, hvis låntager ikke opgiver ny adresse til [indklagede].
Omkostninger, gebyrer, rente m.v. pr. 1.7. 1987:
Rente pr. måned 1,8%
Ekstrarente (morarente) pr. måned 1,8% af restancebeløbet.
Gebyr for rykkerskrivelse kr. 100,00
…
Hvis tilbagebetaling på lånet ikke sker via PBS, udsendes der opkrævning med gebyr. Gebyret er pr. 1.7. 1987 kr. 10,00 og opkræves samtidig med den månedlige ydelse."
Af en brochure om lån hos indklagede fremgår et skema med eksempler på lånebeløb, ydelse og løbetid på grundlag af en rente på 1,8% pr. måned pr. den 1. juli 1987. Ifølge skemaet var løbetiden for et lån på 10.000 kr. med en ydelse på 298 kr. ca. 60 måneder.
Ifølge kontoudskriften for lånet blev der i 1988-1990 betalt i alt 34 ydelser inkl. opkrævningsgebyr. I 1991 blev der den 12. februar betalt to ydelser inkl. opkrævningsgebyr, hvorefter saldoen var 6.762,02 kr. Ydelsesbetalingerne var noget uregelmæssige. I perioden 1. januar 1988 - 12. februar 1991 blev der opkrævet 11 rykkergebyrer på i alt 1.150 kr. I samme periode blev der beregnet morarenter på i alt ca. 63 kr. Opkrævningsgebyrerne blev løbende debiteret på lånet ved fremsendelsen ca. 10 dage før den pågældende ydelses forfaldstid.
I juni 1991 overgik sagen til inkasso.
Sagen blev i 1992 behandlet i fogedretten, hvor klageren afgav insolvenserklæring.
Den 11. juni 1992 afregnede inkassoadvokaten sagen over for indklagede. Omkostningerne var på 2.333,75 kr., hvoraf fogedgebyrer udgjorde i alt 740 kr.
I januar 2003 overgav indklagede på ny kravet til inkasso via en advokat.
Ved skrivelse af 20. januar 2003 fremsendte advokaten et påkrav til klageren om betaling af 19.655,09 kr. Klageren gjorde indsigelse imod kravet.
Ved skrivelse af 11. december 2003 nedsatte indklagede sit krav til 8.162,02 kr. svarende til saldoen pr. den 12. februar 1991 på 6.762,02 kr. med tillæg af omkostninger på 1.400 kr. til dækning af retsgebyrer (740 kr.), adressesøgning (60 kr.), tilkendte mødesalærer (500 kr.) og rykkergebyr (100 kr.).
Den 5. februar 2004 fremsendte indklagede et fornyet påkrav via advokaten. Kravet blev opgjort til 9.199,97 kr., idet det tidligere opgjorte krav på 8.162,02 kr. var tillagt inkassosalær på 900 kr. og renter på 137,95 kr.
Indklagede har under sagen frafaldet rentebeløbet på 137,95 kr., således at kravet nu opgøres til 9.062,02 kr.
Parternes påstande.
Den 19. august 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav helt eller delvist.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at lånet blev misligholdt på grund af økonomiske problemer i forbindelse med en samlivsophævelse i 1991. Efterfølgende blev der indgået et forlig, hvor hun betalte et vist beløb om måneden, indtil hun havde betalt en aftalt sum. Hun fik en tilsvarende aftale med en anden kreditor. Hun er derfor af den opfattelse, at gælden er indfriet. Hun har ikke mulighed for at dokumentere dette, idet hendes papirer er gået til i forbindelse med en kælderbrand.
Hun har igennem en længere årrække ikke modtaget oplysninger, der viste, at der efter indklagedes opfattelse fortsat bestod et krav. Indklagede har herved bestyrket hendes formodning om, at der ikke bestod noget krav.
Ifølge retspraksis og almindelige retsgrundsætninger kan fordringer bortfalde som følge af passivitet. Passivitet fra kreditors side kan fremkalde og bestyrke en formodning hos debitor om, at kreditor ikke mener at have et krav eller dog har opgivet kravet.
Indklagede har anført, at der ikke er indgået nogen akkordaftale eller frivilligt forlig mellem klageren og indklagede.
Fordringen er undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, hvorfor der ikke er indtrådt forældelse.
Der er ikke udvist rettighedsfortabende passivitet, der medfører, at fordringen ikke kan gøres gældende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at den aftalte ydelse på 298 kr. pr. måned var utilstrækkelig til afvikling af lånet over 36 måneder som anført i gældsbrevet, og at dette er hovedårsagen til, at lånet ved betalingen af de to sidste ydelser den 12. februar 1991 udviste en saldo på 6.762,02 kr.
Det må anses for uafklaret, om nedsættelsen af ydelsen fra 398 kr. i ansøgningen til 298 kr. som anført i gældsbrevet og den deraf følgende længere løbetid skete i henhold til aftale, eller om der foreligger en fejl.
Ved Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffet økonomiske forventninger.
Betalingen af ydelserne skete noget uregelmæssigt, hvilket medførte opkrævning af rykkergebyrer og beregning af morarente. Endvidere blev opkrævningsgebyrerne løbende debiteret på lånet ca. to uger før ydelsernes forfaldstid. Disse forhold har medvirket til en forøgelse af omkostningerne på lånet og dermed en forlængelse af løbetiden, idet ydelserne ikke blev reguleret.
Indklagedes opkrævning af rykkergebyrer har hjemmel i låneaftalen, og der er ikke grundlag for at fastslå, at antallet af gebyrbelagte rykkerskrivelser har oversteget det rimelige, eller at de enkelte gebyrer har været af urimelig størrelse.
Låneaftalen er en forbrugeraftale, og indklagede er ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i rentelovens § 7, stk. 4, gældende for banker m.v. Indklagede var derfor ikke berettiget til at forbeholde sig ret til ud over den almindelige rente på 1,8% pr. måned af restgælden at kræve en morarente på 1,8% pr. måned af restancebeløb, jf. § 7, stk. 1, sammenholdt med stk. 3. Indklagede kunne derfor ikke gyldigt beregne sig morarenterne på i alt ca. 63 kr. i forbindelse med de forsinkede betalinger men alene et mindre beløb.
Det fremgår af gældsbrevets almindelige bestemmelser, at opkrævningsgebyret "opkræves samtidig med den månedlige ydelse". Ankenævnet finder derfor, at indklagede ikke var berettiget til som sket at debitere lånet de månedlige opkrævningsgebyrer på datoer, som ligger før forfaldsdatoen for den ydelse, det enkelte gebyr vedrører.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes krav på omkostninger, som under sagen er opgjort til i alt 2.300 kr. Det bemærkes, at krav på omkostninger ikke kan kræves forrentet.
Det er ikke godtgjort, at restgælden på 6.762,02 kr. efter betalingen af ydelserne den 12. februar 1991 er blevet indfriet af klageren.
Gælden er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet. Renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse i medfør af forældelsesloven af 1908. Saldoen på 6.762,02 kr., som indklagede har fastholdt, indeholder ikke ubetalte renter, som nu er forældet.
Sammenholdt med forældelsesreglerne kan den forløbne tid ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at indklagede har bibragt klageren en berettiget forventning om, at fordringen ikke ville blive gjort gældende. Indklagede har derfor ikke udvist retsfortabende passivitet.
Indklagede har frafaldet sit krav på 5 års renter af gælden på 6.762,02 kr. Ankenævnet finder derfor ikke, at det bør pålægges indklagede herudover at frafalde morarenterne på 63 kr. eller at regulere opgørelsen af gælden med renterne af opkrævningsgebyrerne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.Klagegebyret tilbagebetales klageren.