Eftersøgning af konto oprettet af tredjemand for mindreårig.
| Sagsnummer: | 19 /2007 |
| Dato: | 24-05-2007 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen, Rut Jørgensen |
| Klageemne: |
Forældelse - indlån
Indlån - rådighedsbegrænsning Umyndighed - gave |
| Ledetekst: | Eftersøgning af konto oprettet af tredjemand for mindreårig. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om genetablering af en konto oprettet i 1992 af klagerens morfar.
Sagens omstændigheder.
Klageren under denne sag er født den 8. januar 1990.
Af en udateret skrivelse om åbning af en konto fremgår, at klagerens morfar oprettede en konto for klageren i indklagedes Padborg afdeling. Det fremgår, at kontoen først måtte udbetales 8. januar 2004. Skrivelsen er oprettet på Andelsbankens brevpapir. Andelsbanken blev omkring 1990 fusioneret med indklagede.
I august 2006 rettede et familiemedlem på vegne klageren henvendelse til indklagede vedrørende klagerens konto med forespørgsel om dens indestående; kontoen blev omtalt som en børneopsparingskonto. Af skrivelsen fremgår, at klagerens morfar løbende skulle have indbetalt et beløb på kontoen, og at morfaren nu var død.
Ved skrivelse af 30. august 2006 meddelte indklagede, at børneopsparingskontoen ikke længere eksisterede hos indklagede. Kontoen var hævet eller overført til et andet pengeinstitut. Tidspunktet herfor fremgik af den årsopgørelse, som var tilsendt klagerens morfar i det pågældende år.
Ved skrivelse af 7. september 2006 blev indklagede anmodet om at fremsende kopi af årsopgørelse samt oplyse, til hvilket pengeinstitut børneopsparingen var overført.
Efter en fornyet henvendelse om sagen meddelte indklagedes juridiske afdeling ved skrivelse af 29. september 2006, at den omhandlede konto ikke eksisterede, og at den måtte være udgået for mere end fem år siden, idet den ikke længere kunne ses i indklagedes system. Det var ikke muligt at konstatere, hvornår kontoen var udgået, herunder om indeståendet var hævet eller overført til et andet pengeinstitut. Indklagede henviste til, at man ikke havde pligt til at opbevare kontooplysninger mere end fem år efter, at kontoen var udgået.
Den 25. januar 2007 indgav klageren ved dennes værge klage til Ankenævnet og fremlagde i denne forbindelse den udaterede skrivelse om åbningen af kontoen.
På baggrund af bilaget om kontoens åbning har indklagedes under sagens forberedelse oplyst, at det af oplysninger fra en edb-konvertering i 1994 fremgår, at kontoen er oprettet den 3. oktober 1992, og at den blev ophævet den 4. november 1994. Saldoen var på konverteringstidspunktet 2.264,40 kr., og det fremgår, at der var tale om en konto med almindelige opsigelsesvilkår og således ikke en børneopsparing.
Parternes påstande.
Klageren ved dennes værge har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere kontoen inkl. renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerens værge har anført, at det kan undre, at indklagede kan dokumentere kontoens eksistens, saldo, opsigelsesdato og udbetaling, men ikke give den afgørende oplysning om, hvem der har opsagt kontoen, herunder om kontoen er udbetalt kontant eller overført til et andet pengeinstitut.
Indklagede bør derfor retablere kontoen.
Indklagede har anført, at det på baggrund af konverteringsoplysningerne fra 1994 kan lægges til grund, at kontoen udgik den 4. november 1994.
På den baggrund kan indklagede -12-13 år efter - ikke pålægges at føre bevis for, hvorledes kontoen er udgået.
Kontoens binding indtil 8. januar 2004 forhindrede ikke, at kontoen blev overført til et andet pengeinstitut eller udbetalt med opretterens samtykke.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at klagerens morfar i 1992 oprettede en almindelig indlånskonto for klageren i indklagedes Padborg afdeling. Kontoen var bundet og måtte først udbetales 8. januar 2004. Det lægges videre til grund, at kontoens saldo i forbindelse med en edb-konvertering i 1994 var på 2.264,40 kr., og at kontoen blev ophævet den 4. november 1994.
Som følge af kontoens vedtegning om, at den tidligst kunne udbetales den 8. januar 2004, var en udbetaling forinden enten til kontohaveren, kontoens opretter eller ved overførsel til et andet pengeinstitut i strid med vedtegningen. Herved bemærkes, at da kontoen var oprettet i klagerens navn, må det antages at have været klagerens morfars hensigt, at kontoen skulle tilfalde klageren som gave. Morfaderen måtte være klar over, at tilskrevne renter på kontoen skattemæssigt ville blive henført til klageren og måtte bl.a. af denne grund påregne, at klageren ville blive gjort bekendt med kontoen. De indskudte beløb på kontoen må derfor betragtes som uigenkaldelige gaver til klageren, hvorfor udbetaling af kontoen kun kunne ske til klageren ved dennes værge.
Indklagede bør derfor genoprette kontoen med en saldo på 2.264,40 kr. med tillæg af fem års rente fra den 26. januar 2002 svarende til fem år før klagens indgivelse, idet renter forud herfor er forældede efter forældelsesloven af 1908.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger genetablere en konto for klageren med et beløb på 2.264,40 kr. tillagt fem års rente fra 26. januar 2002. Klagegebyret tilbagebetales klageren.