Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om, hvorvidt korrekt underretning er givet, og i benægtende fald om betydningen heraf.

Sagsnummer: 402/1995
Dato: 22-04-1996
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Spørgsmål om, hvorvidt korrekt underretning er givet, og i benægtende fald om betydningen heraf.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 7. februar 1994 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist et lånedokument vedrørende et af indklagede ydet billån på 51.000 kr., som skulle afvikles med 1.750 kr. månedligt, første gang den 31. marts 1994. Klagerens kaution var begrænset til 50.000 kr.

Efter det oplyste kom lånet i restance i januar 1995, og den første rykker til debitor udsendtes den 10. januar 1995. Også de efterfølgende ydelser udeblev.

I marts 1995 afholdtes et møde hos indklagede med deltagelse af kautionslånets debitor og klageren, idet debitor havde fået økonomiske problemer. Klageren afslog i denne forbindelse at underskrive nyt lånedokument.

Ved skrivelse af 4. juli 1995 fremsendt som almindeligt brev til klageren oplyste indklagede, at lånets restance var 17.825 kr., som man anmodede klageren om at foranledige indbetalt. Klageren gjorde telefonisk indklagede opmærksom på, at skrivelsen ikke som foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41 var fremsendt som anbefalet brev, ligesom han meddelte, at restancen måtte være forkert opgjort.

Ved anbefalet skrivelse af 27. juli 1995 meddelte indklagede klageren, at restancen rettelig var 12.775 kr. svarende til 7 ydelser med tillæg af 3 rykkergebyrer på i alt 525 kr. Klageren blev anmodet om inden 8 dage at indbetale restancen.

Ved skrivelse af 3. august 1995 meddelte klageren indklagede, at han under protest betalte de 12.775 kr.

Ved klageskema af 3. august 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigøre ham for kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede har undladt at tage pant i debitors bil i forbindelse med lånets etablering. Der er senere foretaget udlæg i bilen, og først herefter har indklagede fået pant i denne. Indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41. Han stiller sig uforstående over for restancens størrelse, idet det følger af § 41, at han alene kan afkræves 6 måneders restance svarende til 10.500 kr. Ved mødet i marts 1995 blev han ikke gjort opmærksom på, at lånet allerede da var i restance med 3 ydelser.

Indklagede har anført, at man på mødet i marts 1995 drøftede debitors vanskelige økonomiske situation, og det fremgik, at debitor havde problemer med lånets afvikling. Det er uden betydning, at skrivelsen af 4. juli 1995 ikke fremsendtes som anbefalet skrivelse, idet det ligger fast, at klageren har modtaget skrivelsen, ligesom han forinden mundtligt var orienteret om debitors situation. Klageren har herved haft mulighed for at varetage sine interesser. En tilsidesættelse af § 41 kan alene føre til nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse, såfremt det sandsynliggøres, at tilsidesættelsen har forringet hans regresmuligheder. Dette er ikke sandsynliggjort af klageren.

Ankenævnets bemærkninger:

I mangel af aftale herom var indklagede ikke over for klageren forpligtet til ved lånets etablering yderligere at sikre lånet ved pant i bilen.

Det må lægges til grund, at lånet første gang blev misligholdt ved manglende betaling af ydelsen pr. 31. december 1994. I henhold til bank- og sparekasselovens § 41 skulle indklagede herefter have givet klageren underretning inden udgangen af juni måned 1995. Underretning blev givet ved indklagedes skrivelse af 4. juli 1995. Da det er ubestridt, at klageren modtog denne skrivelse, kan det ikke tillægges betydning, at den ikke som foreskrevet i § 41 blev fremsendt anbefalet.

Klageren blev allerede på mødet i marts 1995 gjort bekendt med, at debitor havde økonomiske problemer, og da der endvidere kun var tale om en ubetydelig overskridelse af fristen efter § 41, er der ikke grundlag for at antage, at klagerens muligheder for at gøre regres mod debitor herved er blevet forringet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.