Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afslag på oprettelse af indlånskonto.

Sagsnummer: 442/2010
Dato: 18-10-2011
Ankenævn: Eva Hammerum, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, Erik Sevladsen og Astrid Thomas
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Afslag på oprettelse af indlånskonto.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Arbejdernes Landsbank var berettiget til at afslå at oprette en indlånskonto til klageren.

Sagens omstændigheder.

Klageren tog den 5. august 2010 kontakt til Arbejdernes Landsbank med henblik på overførsel af sit engagement til banken, herunder et erhvervsengagement vedrørende en hobbyvirksomhed.

Banken har oplyst, at klageren blev informeret om, at han som følge af registrering i RKI alene kunne få oprettet en indlånskonto uden tilknytning af kreditfaciliteter eller visse betalingsmidler. Der blev aftalt et møde mellem klageren og banken den følgende dag.

Da klageren dagen efter henvendte sig i banken, kom det til uoverensstemmelser mellem klageren og bankens medarbejder, hvorfor klageren i stedet kom til at tale med en overordnet i banken.

Banken afviste herefter klagerens anmodning om overførsel af engagementet til banken.

Parternes påstande.

Klageren har den 11. august 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal oprette en indlånskonto i hans navn.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har blandt andet anført, at han ved kontakt til banken den 5. august 2010 fik lovning på, at han ved fremmøde i banken den 6. august 2010 kunne overføre sit engagement fra sin nuværende bank.

Ved hans fremmøde i banken opstod der uoverensstemmelser mellem ham og bankens kvindelige medarbejder. Det bestrides, at han overfusede hende, fordi hun er kvinde. Han udtrykte sig i vrede og frustration over at blive mødt af en inkompetent medarbejder, når der var tale om et aftalt møde. Han følte sig urimeligt behandlet. Der er intet uforskammet i at forlange en kompetent medarbejder til at ekspedere et aftalt møde.

Banken afviste et bankskifte under henvisning til, at der ingen indtjening ville være for banken herved. Det kan ikke være rigtigt, at han ikke kan få en ganske almindelig lønkonto til sin førtidspension.

Arbejdernes Landsbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke er tale om en formueretlig tvist.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ved sit fremmøde i banken den 6. august 2010 overfusede bankens medarbejder, da han ikke ønskede at blive betjent af en kvindelig medarbejder.

Klageren krævede at blive ekspederet af filialdirektøren eller en anden mandlig medarbejder. Klageren blev herefter mødt af bankens mandlige souschef.

Souschefen oplyste klageren om, at hans krav om, hvem han ville ekspederes af og hans opførsel generelt ikke var acceptabel for bankens medarbejdere og kunder, hvorfor banken ikke ønskede at drøfte en overtagelse af hans engagement fra klagerens nuværende pengeinstitut.

Klagerens uacceptable opførsel, herunder hans krav om ikke at blive ekspederet af kvindelige medarbejdere må betragtes som en saglig begrundelse for bankens afvisning i henhold til § 19 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

For så vidt angår klagerens erhvervsvirksomhed, er indlånskonti til erhvervskunder ikke omfattet af den pågældende bestemmelse, hvorfor banken var berettiget til at afvise at overtage erhvervsengagementet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder på det foreliggende grundlag ikke anledning til at tilsidesætte bankens afslag på oprettelse af en indlånskonto som usagligt.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.