Negativt afkast. Forrentning efter overgang til kontantordning.
| Sagsnummer: | 117/1989 |
| Dato: | 29-06-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Puljepension - negativt afkast
|
| Ledetekst: | Negativt afkast. Forrentning efter overgang til kontantordning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved aftale af 30. december 1985 overførte klageren sine i 1973 og 1975 oprettede kapitalpensions- og selvpensioneringskonti med indklagede fra kontant forrentning til indklagedes puljeordning.
På klagerens anmodning herom overførte indklagede den 22. januar 1988 begge konti, som udviste negative afkast, til Nordvest Bank. Da banken imidlertid ikke ønskede at indfri de negative afkast, blev klagerens konti retableret hos indklagede, men på klagerens anmodning nu i klagerens kontantafviklingspulje.
I et tillæg af 5. februar 1988 til kapitalpensionsaftalen hedder det: "Undertegnede erklærer herved, at ovennævnte kapitalpensionsaftale med negativt afkast ønskes overført til kontantafviklingsordningen, hvor forrentningen for tiden er 8% p.a., og på hvilken konto kontantrenten modregnes i det negative afkast."
Et tilsvarende tillæg blev oprettet for selvpensioneringsordningen. Ved skrivelse af 21. marts 1988 oplyste indklagedes Vinderup afdeling klageren om, at forrentningen af indestående på kontantkontoen skete af den indestående saldo med fradrag af det negative afkast fra puljeordningerne.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente hans pensionskonti således, at rente tilskrives af bruttoindeståenderne, det vil sige saldoen uden at der forinden foretages fradrag for den fra puljeordningerne konstanterede negative saldo.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hans nye pengeinstitut har oplyst ham om, at den af indklagede anvendte fremgangsmåde er fejlagtig.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at en imødekommelse af klagerens påstand ville kunne medføre, at samtlige deltagere i en puljeordning kunne forblive i denne, når den udviste positivt afkast, men forlade den for at overgå til kontant forrentning, når puljen udviste et negativt afkast. En sådan imod principperne bag puljeordningerne stridende mulighed måtte i hvert fald forudsætte en utrykkelig aftalemæssig hjemmel, hvilken ikke foreligger.
Ankenævnets bemærkninger:
De negative afkast, som kontiene udviste ved overgangen til kontantafviklingsordning, er udtryk for, at klagerens indeståender i realiteten er tilsvarende mindre end de bogførte saldi. Det findes derfor ikke at kunne kritiseres, at indklagede før rentetilskrivningen foretager fradrag af det negative afkast.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.