Indsigelse om, at handler var sket via hjemmesides demoversion, tvangsrealisation af aktier på grundlag af bestemmelse i almindelige forretningsbetingelser.
| Sagsnummer: | 79/2008 |
| Dato: | 03-03-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Pant - stiftelse
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om, at handler var sket via hjemmesides demoversion, tvangsrealisation af aktier på grundlag af bestemmelse i almindelige forretningsbetingelser. |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser om, at en række værdipapirhandler var sket via banks hjemmesides demoversion om værdipapirhandel. Endvidere angår klagen spørgsmålet om tvangsrealisation af klagerens aktier på grundlag af en bestemmelse i bankens almindelige forretningsbetingelser.
Sagens omstændigheder.
Den 23. januar 2008 underskrev klageren Saxo Banks "Formular til kundeoprettelse". Af formularen fremgår bl.a., at klageren ved sin underskrift bekræftede "at have læst, forstået og accepteret de generelle forretningsbetingelser (herunder erklæring om risiko)".
Klageren har anført, at hun på dette tidspunkt var af den opfattelse, at hun blot fik adgang til et demoprogram på Saxo Banks hjemmeside, hvor hun fiktivt kunne handle værdipapirer.
Den 24. januar 2008 kontaktede en medarbejder fra Saxo Bank telefonisk klageren. Afskrift af samtalen er fremlagt under sagen. Det fremgår, at medarbejderens henvendelse skete i forbindelse med, at pågældende oprettede en konto for klageren. Af samtalen fremgår i øvrigt:
"[Medarbejder H]: | Er det en MiniTrader, du skal bede om eller en SaxoTrader? |
[Klager]: | Jamen, jeg skal bede om den, hvor jeg kan handle halvtreds gange uden at betale kurtage. |
[Medarbejder H]: | Okay, Ved du hvad |
[Klager]: | Det kunne jeg nemlig ikke se nogen steder, jeg skulle egentlig have haft ringet og spurgt, men det har jeg glemt. |
[Medarbejder H]: | Det gør ikke noget. Bare jeg får det bekræftet, så er det fint. Ved du hvad, så bliver det en Saxo Trader, således så kan du faktisk handle alle produkter. Men ved hvad, det sørger jeg for at noteret her, så skulle kontoen meget gerne blive sat op inden for kort tid. |
[Klager]: | Ja, for jeg havde også sendt noget med, at I skulle overføre et depot, som jeg havde stående. |
[Medarbejder H]: | Ja. Har du udfyldt en aktieoverførselsanmodning |
[Klager]: | Ja, det lå sammen med blanketterne… |
[Medarbejder H]: | Det lå sammen med blanketterne? Ok. |
[Klager]: | Ja, der var tre anmodninger … Et eller andet på OMX… Og så selve optagelsen så jeg kunne få en konto og sådan noget. |
[Medarbejder H]: | Selvfølgelig. Ved du hvad, det er helt i orden. Jeg sørger for at få det hele noteret her. |
[Klager]: | Ja, det er mere også, jeg skal vide hvor jeg skal overføre nogle penge hen. Jeg har nogle flere penge, som jeg godt vil begynde at handle med nu her. |
[Medarbejder H]: | Ja. Ved du hvad, jeg sender dig en e-mail med det samme, hvor du får kontonummeret, hvor du kan overføre penge til. |
[Klager]: | Ja, ok. Det er fint. Når jeg så skal ind og handle, skal jeg have noget log-in..? |
… |
|
[Medarbejder H]: | Du kan starte lige så snart kontanterne ankommer. Der går lidt tid med aktierne. Bare så du ved det. |
[Klager]: | Hvor lang tid går der der? |
[Medarbejder H]: | Det er lidt forskelligt, fordi vi anmoder om dem lige så snart din konto er klar i morgen. Alt afhængig af hvor lang tid det tager for din bank, cirka 2 ugers tid. Det er lidt forskelligt fra bank til bank." |
Den 28. januar 2008 kontaktede en medarbejder fra Saxo Bank klageren telefonisk i anledning af klagerens spørgsmål om forrentning af hendes indestående i banken. Af samtalen, hvoraf afskrift er fremlagt under sagen, fremgår:
"[Klager]: | Ja, hvad var det jeg ville sige, nu kan jeg ikke komme til at miste alle mine penge, uden jeg har investeret i nogle aktier, vel? |
[Medarbejder J]: | Den må jeg lige have én gang mere. |
[Klager]: | Jeg kan ikke miste mine penge der står inde på Nordea Bank, så længe jeg ikke har investeret nogle penge, selvfølgelig. Hvis jeg nu ikke investerer dem og de bare står i Nordea Bank. |
[Medarbejder J]: | Ja? |
[Klager]: | Så kan jeg ikke risikere at miste dem, vel? |
[Medarbejder J]: | Hvis de står i Nordea Bank? |
[Klager]: | Ja, og jeg er ikke begyndt at handle aktier. |
[Medarbejder J]: | Nej, det som der er, det er at når du overfører penge til din konto her i Saxo Bank… |
[Klager]: | Ja. |
[Medarbejder J]: | Der står pengene så inde. |
[Klager]: | Ja. |
[Medarbejder J]: | Det er først når du handler… |
[Klager]: | Ja, så kan jeg risikere at tabe dem, ja det er klart. |
… |
|
[Klager]: | I har noget andet noget, der så meget interessant ud, hvor man kunne nøjes med at satse en lille procentdel af sin …, uden at have garanti for at man havde hele beløbet eller hva' fanden det var for noget. |
[Medarbejder J]: | Det må jeg lige have igen |
[Klager]: | DRF eller sådan et eller andet |
[Medarbejder J]: | CFD |
[Klager]: | CFD ja |
[Medarbejder J]: | Jamen CFD. Det skal vi lige, når det er, du er kommet ind på handelsplatformen, så skal vi tage den der, fordi der kan du altså også godt miste dine penge, der handler du på margin |
[Klager]: | Så må jeg nok hellere lade være, for så må jeg hellere holde mig til det, jeg ved lidt om |
[Medarbejder J]: | Det som vi gør, vi kører nogle seminarer herinde, hvor du kan lære om CFD handel |
… |
|
[Medarbejder J]: | Men det vil jeg råde dig til, før du går ind og handler CFD'er så gå lige ind og så tag et seminar om hvad det er |
[Klager]: | Ja men det kunne jeg godt se, det var lidt mere besværligt end bare sådan lige. |
… |
|
[Klager]: | Okay, det lyder alt for besværligt til mig, kan jeg godt høre |
[Medarbejder J]: | Det er det ikke, jeg skal nok vise dig det, vi kan tage det over telefonen eller på et af de her seminarer, som vi holder herinde |
[Klager]: | Ja okay |
[Medarbejder J]: | Du kan se, men du skal være 100% tryg, før at du går i gang med det ik' |
[Klager]: | Ja. Men jeg overfører 500.000,00 i dag og så håber jeg, at jeg kan komme i gang med at handle inden for kort tid. Begynder der at ske noget med aktierne … den rigtig vej snart? |
[Medarbejder J]: | Det er svært at sige." |
Den 29. januar 2008 overførte klageren 200.000 kr. til Saxo Bank. Banken indsatte beløbet på klagerens konto.
Den 30. januar 2008 kontaktede klageren telefonisk Saxo Bank. Klageren havde netop via bankens hjemmeside gennemført sin første handel. Klageren var blevet opmærksom på, at handlen medførte en kommission på 65 kr., som klageren under telefonsamtalen forespurgte, hvad dækkede. Af afskrift fremlagt under sagen fremgår:
[Medarbejder N]: | Ja, ved du hvad, jeg sørger for, at vi lige får ændret din opsætning herinde, så det er gratis. |
[Klager]: | Ja, jeg sidder og er ved at handle nemlig nu, så … Det skal jeg måske vente med så? |
[Medarbejder N]: | Hvis det haster meget kan du godt handle, så får du selvfølgelig kurtagen retur. |
[Klager]: | Ok, men kommissionen er lig med en kurtage går jeg ud fra. |
[Medarbejder N]: | Ja, det er det … Men 65, det er heller ikke rigtigt, det er fordi du handler ikke aktien, du skal sørge for at den er orange, du handler den her CFD, tror jeg, du skal sørge for, at den er orange, hvad er det for en du prøver at handle? |
[Klager]: | Jeg har lige handlet den sådan set, du har købt 100 WSXCSE CFD, nå der står sgu, da også det er en CFD mand |
[Medarbejder N]: | Ja, det er en CFD, det er ikke en aktie, det der det er derfor |
[Klager]: | Nej for helvede, nå |
[Medarbejder N]: | Det er en CFD, har du købt den nu? |
[Klager]: | Ja, det har jeg åbenbart |
[Medarbejder N]: | Lad mig lige kigge engang, jeg kan lige gå ind og se, om du har købt den faktisk |
[Klager]: | Ellers så vil jeg meget gerne have den annulleret, hvis det var. (ler) |
[Medarbejder N]: | Ja, det har du faktisk |
[Klager]: | Nå |
[Medarbejder N]: | Øhm ønsker du at lukke den her så? For du skal sørge for næste gang, det er aktien, det orange symbol, og når det er rødt, så er det CFD |
… |
|
[Medarbejder N]: | Den er rød CFD ønsker du at sælge den, eller skal den lukkes den her? |
[Klager]: | Ja, hvad mener du med luk den |
[Medarbejder N]: | Altså nu har du jo købt de her CFD'er, kan jeg se dem har du købt 100 stykker |
[Klager]: | Ja lige præcis, men det er jo heller ikke særligt meget er det |
[Medarbejder N]: | Nej altså det er jo ikke, ikke så meget, men når du køber de her, betaler du jo en altså, hvis du holder dem mere end en dag, så betaler du en rente for at have de her CFD'er her |
[Klager]: | Jamen jeg vil ikke have dem, så jeg vil godt annullere, det tør jeg slet ikke bevæge mig ud i, når jeg ikke har forstand på det |
[Medarbejder N]: | Nej det er også det, jeg tænker om det bare skal lukkes ned |
[Klager]: | Ja bare luk det ned så |
[Medarbejder N]: | Ved du hvad jeg sørger lige for, kan du lige blive på linjen et øjeblik? |
… |
|
[Klager]: | Øhm jeg ville bare have handlet nogle Vestas, men jeg har ikke været opmærksom på at der er noget rødt noget ude i siden her |
[Ny medarbejder T]: | Øh Okay, jeg kan se, at du holder 100 Vestas |
[Klager]: | Ja øh, det ligger i CFD åbenbart |
[Medarbejder T]: | Ja |
[Klager]: | Men det vil jeg jo ikke, så ved jeg ikke, hvad du vil gøre ved det |
|
|
[Medarbejder T]: | Hvad jeg vil gøre ved det? |
[Klager]: | Han snakkede om, at man kunne lukke dem ned, ham, jeg snakkede med lige før. |
[Medarbejder T]: | Ja, du kan jo sælge dem igen, så er den lukket, kan man sige. |
[Klager]: | Nå, så kan jeg bare sælge dem igen |
[Medarbejder T]: | Ja |
[Klager]: | Nå, men det kan jeg jo også lige vente lidt med |
[Medarbejder T]: | Ja, det kan da være, at du kan komme ud med lidt profit, det ville jeg da gøre. Lige vente og se… |
[Klager]: | Ja okay. Men der er noget med, jeg skal bare vente til senest i morgen på samme tid eller hvad? Der er noget med, hvis man har dem mere end en dag, så betaler man også renter på dem, eller hvad det er for noget. Det er fordi, jeg har ikke en skid forstand på det her CFD. |
[Medarbejder T]: | Nej, nej. |
[Klager]: | Det er første gang, at jeg prøver det, ikke? |
[Medarbejder T]: | Okay. Jo, du betaler rente, men det er … |
[Klager]: | … meget meget lidt, det var to komma et eller andet, det så jeg også. |
… |
|
[Klager]: | Men taber jeg mere ved at have købt de der CFDer end jeg gør, hvis det var, at jeg havde købt almindelige aktier? |
[Medarbejder T]: | Nej, det gør du ikke … Du har bare, som du kan se, bruger du kun der hedder 2 % margin, altså det vil sige, for at holde en position der er, nu skal jeg lige se, der er cirka 48.000 hver, der bliver der faktisk kun brugt cirka 4.835 |
[Klager]: | Ja, 10 % kun |
[Medarbejder T]: | Af din beholdning til margin nu, ikke? Så det vil sige, at du har mulighed for at geare, og du kan også, hvis der ikke kommer nogen væsentlig rentesænkning fra USA, så eksempelvis i morgen, når du formentlig vil se at aktierne falder væsentligt, så kan du ind og spekulere i det ved at kortsælge et indeks, altså det danske indeks eller det engelske eller enkeltaktier kan du også, som CFDer, ikke? |
[Klager]: | Ja, men det har jeg så bare ikke forstand på kan jeg høre, så det er for besværligt for mig, det tør jeg slet ikke tænke på |
[Medarbejder T]: | Nej nej, okay |
[Klager]: | Jeg kigger lige i morgen, og så ser jeg, så sælger jeg dem nok, og så må jeg hellere holde mig til aktier, for det andet kan jeg sgu ikke finde ud af |
[Medarbejder T]: | Okay. Jamen det er også fint" |
Den 31. januar 2008 overførte klageren yderligere 200.000 kr. til Saxo Bank. Primo februar 2008 overførte klageren 500 aktier i Genmab til et depot hos banken.
Klageren har anført, at hun den 4. og 5. februar 2008 via Saxo Banks hjemmeside gennemførte en række handler, herunder handler med CFD-papirer. På baggrund af handlernes udvikling rettede hun telefonisk henvendelse til banken den 5. februar 2008. Afskrift af samtalen er fremlagt under sagen. Heraf fremgår:
"[Klager]: | Det er ikke så godt fordi at … jeg har åbenbart lavet et eller andet i dag, hvor det er … jeg troede jeg var inde i sådan … med det der CFD-handel |
[Medarbejder M]: | Ja |
[Klager]: | … og jeg har snakket med én der hed [medarbejder J] og har forklaret ham, at det vil jeg ikke have noget med at gøre. Alligevel har jeg kunnet sidde og handle i det i dag, hvor jeg troede det var en demoversion. |
[Medarbejder M]: | Ja, jeg tror man skal handle den modsat … men faktisk står jeg her i Back Office Operations med FX-handler. Så jeg kan ikke hjælpe dig med de der CFDer. Men jeg kan stille dig om til Customer Service, jeg ved ikke om de kan hjælpe dig. Ellers bliver det i morgen |
… |
|
[Klager]: | Nå. Hvem skal jeg snakke med, - med det her CFD så? |
[Medarbejder M]: | Ja, det bliver… Men dit spørgsmål… Du troede det var en demoversion? |
[Klager]: | Jeg troede det var en demoversion, ja, for jeg har sagt til ham der [medarbejder J], at det var ikke noget jeg havde forstand på, det der CFD. Så har jeg siddet og leget med det i dag og så har mistet over 100.000, det kan jo ikke være rigtigt? Tilsyneladende. |
[Medarbejder M]: | Ja, det kan jeg godt se. Men lige et øjeblik. |
… |
|
[Medarbejder T]: | [T], Saxo Bank |
[Klager]: | Ja goddag, du taler med [klageren] |
[Medarbejder T]: | Ja goddag |
[Klager]: | Jeg har talt med en der hedder [medarbejder J] i fredags den første i anden, og snakket med ham omkring det der med at handle og sådan noget, og blandt andet snakket med ham omkring, det dermed CF… Det der CFD. Og han inviterede mig til noget møde, men jeg forklarede ham, at det vil jeg ikke være med til, for jeg har ikke forstand på det. Så sidder jeg i dag, og har kørt rundt omkring på min konto her, og tror egentlig det er en demo-version, at jeg sidder og arbejder i, fordi jeg troede slet ikke, at jeg kunne handle de der CFD. Og nu har jeg mistet over 100.000 ser det ud som om på min konto, og nu vil jeg høre, om jeg kan trække det tilbage eller hvad jeg kan gøre. |
[Medarbejder T]: | Nej, det kan du ikke. Det kan du ikke. Det der er handlet er handlet må man sige, ikke? Ellers ville vi jo ikke have nogen forretning. Så kunne alle jo komme at sige at de ikke kunne trække det tilbage. Men jeg forstå ikke, hvorfor tror du, hvorfor har du troet, at det var en demo? |
[Klager]: | Jamen, jeg troede bare ikke, at det var det rigtige, når det er, at jeg har forklaret ham, at jeg ikke kan finde ud af det, jeg ved ikke hvad det er for noget." |
Klageren har anført, at hun den 6. februar 2008 om formiddagen telefonisk kontaktede Pengeinstitutankenævnets sekretariat, som anbefalede, at hun kontaktede Saxo Bank, og at hun begrænsede sit tab så meget som muligt.
Den 6. februar 2008 kontaktede klageren pr. e-mail Saxo Bank. Klageren anførte, at hun anså sig for ført bag lyset af bankens markedsføring og ville holde banken ansvarlig for sit tab. Hun ville søge at begrænse sit tab, medmindre banken ville overtage tabet på hendes konto.
Den 8. februar 2008 indgav klageren klage til Ankenævnet med påstand om at få dækket sit tab opgjort til 130.000 kr. samt tilbageført sine 500 Genmab aktier.
Saxo Bank har anført, at inden man nåede at besvare klagerens e-mail af 6. februar 2008, modtog banken sagen fra Ankenævnet. Man forstod klageren således, at hun ønskede sin klage behandlet via Ankenævnet, hvorfor man undlod at kontakte klageren.
Ved brev af 20. februar 2008 meddelte banken klageren, at man via Ankenævnet havde modtaget den indgivne klage. Formålet med brevet var "alene at give udtryk for vores forundring over, at De fortsat efter den 7. februar 2008 handler CFD'ere og tilmed har valgt at åbne nye positioner i Google CFD og Carlsberg A/S CFD".
Ved brev af 8. marts 2008 til Saxo Bank gav klageren udtryk for, at hun stadig opfattede sin konto, der var benævnt "kom i gang konto", som en demokonto. Hun havde forsøgt at rette op "på den kedelige saldo i demoprogrammet", hvilket dog ikke var lykkedes.
Af brev af 12. marts 2008 til Saxo Bank fremgår, at klageren ville fremsende læserbreve til pressen med advarsel om, at personer overførte penge til banken som følge af, at en psykisk syg førtidspensionist var narret til at overføre sine penge til Saxo Bank under påskud af, at der var tale om en demokonto, hvorved den psykisk syge havde mistet tilsyneladende 400.000 kr. ud af 550.000 kr. på halvanden måned. Saxo Bank havde på lumsk vis fået klageren til at tro, at der var tale om en demokonto uden risiko for at miste sine penge. Brevet fremtrådte som affattet af en veninde af klageren. Brevet var alene underskrevet af klageren.
Ved brev af 13. marts 2008 meddelte banken klageren, at man i forbindelse med behandlingen af klagen til Ankenævnet havde gennemgået alle telefonsamtaler. Banken vedlagde delvise udskrifter af klagerens samtaler med banken den 24. og 28. og 30. januar samt 5. februar 2008. Banken vedlagde endvidere en cd indeholdende telefonsamtalerne. På baggrund heraf og klagerens påstand for Ankenævnet fandt banken det ikke muligt at fortsætte samarbejdet, hvorfor banken opsagde kundeforholdet. Klageren havde frist frem til den 1. april 2008 til at lukke sine positioner og overføre sit indestående til en anden bank. Banken bad endvidere klageren oplyse, om hun ønskede at fastholde sin klage.
Ved brev af 14. marts 2008 anmodede klageren Saxo Bank om at lukke sin demokonto, da der ikke var flere penge tilbage. Samtidig blev banken anmodet om at tilbageføre 400.000 kr. samt 500 Genmab aktier til hendes pengeinstitut.
Ved brev af 15. marts 2008 til Ankenævnet anførte klageren, at der var udeladt telefonsamtaler, hvori demokontoen var blevet drøftet. Klageren anførte, at hun ikke på noget tidspunkt under telefonsamtaler klart havde givet udtryk for, om hvorvidt der skulle være tale om en ægte konto. Klageren anførte samtidig, at flere af de breve, hun havde sendt, havde været skrevet af en veninde, som imidlertid ikke altid havde skrevet det, som hun ønskede at give udtryk. Veninden ønskede at være anonym og skrev for hende, fordi hun selv var psykisk syg.
Den 25. marts 2008 fremsendte klageren en overførselsanmodning til Saxo Bank med anmodning om at få overført 400.000 kr. til et andet pengeinstitut samt sine 500 Genmab aktier.
Ved brev af 30. marts 2008 gjorde klageren indsigelse over for banken mod, at banken som følge af en marginsoverskridelse havde lukket hendes åbne positioner. Ved brev af 2. april 2008 meddelte banken, at lukningen var i overensstemmelse med bankens generelle forretningsbetingelser.
Ved anbefalet brev af 2. april 2008 meddelte Saxo Bank klageren, at hendes konto nu var lukket. Kontoen var overtrukket med 50.590,30 kr., som banken anmodede klageren om at oplyse, om hun ønskede at inddække kontant eller "om vi skal modregne i Genmab aktierne". Såfremt overtrækket ikke var inddækket senest den 15. april 2008, ville banken realisere klagerens aktier.
Den 24. april 2008 solgte Saxo Bank klagerens 500 stk. Genmab aktier. Efter at banken havde inddækket overtrækket på klagerens konto i banken, blev restbeløbet fra salget af aktierne overført til klagerens konto i et andet pengeinstitut.
Den 29. april 2008 modtog Saxo Bank det anbefalede brev af 2. april retur med oplysning om, at klageren ikke havde afhentet dette.
Af "Almindelige Forretningsbetingelser Saxo Bank A/S" fremgår:
"1.1 | I disse Almindelige Forretningsbetingelser (herefter "Betingelser") har følgende begreber, medmindre sammenhængen tilsiger andet, følgende betydninger og kan både anvendes i ental og flertal: |
… |
|
xxx | "Sikkerhed" betyder alle værdipapirer eller andre aktiver, som Kunden har deponeret hos Saxo Bank; |
… |
|
12. | AFTALE OM SIKKERHEDSSTILLELSE |
12.1 | Enhver Sikkerhed, som overføres til Saxo Bank af Kunden eller er indestående hos Saxo Bank eller hos Saxo Banks Modparter på vegne af Kunden, stilles til sikkerhed for enhver forpligtelse, som Kunden måtte have eller få over for Saxo Bank. Uden begrænsning omfatter sådan Sikkerhed kreditsaldiene på Konti, de værdipapirer, der er registreret som tilhørende Kunden i Saxo Banks fortegnelser og værdien af Kundens åbne positioner hos Saxo Bank. |
12.2 | Såfremt Kunden undlader at opfylde en forpligtelse i henhold til disse Betingelser, er Saxo Bank berettiget til straks at sælge enhver stillet Sikkerhed uden varsel eller retslig handling. Et sådant salg skal foregå på sådan måde, som Saxo Bank efter dennes rimelige skøn bestemmer og til den pris, som Saxo Bank efter dennes rimelige skøn anser som den bedst opnåelige." |
Saxo Bank har fremlagt en intern registrering vedrørende oversigt for en kundes fiktive handler i bankens demosystem i perioden 17. februar 2007 - 9. marts 2007. Navnet på pågældende kunde svarer præcist til klagerens. Klageren har tre fornavne.
Saxo Bank har anført, at klageren ved hvert enkelt login på hjemmesiden præsenteres for en risikoadvarsel, hvor klagerens aktuelle klassifikation som detailkunde med angivelse af handelsinstrumenter fremgår. I samme risikoadvarsel er klageren blevet tilbudt en hensigtmæssighedstest. Det fremgår, at såfremt klageren ikke vælger at gennemføre denne test, kan banken ikke vurdere, om transaktionen er hensigtsmæssig for klageren.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Saxo Bank tilpligtes at dække hendes tab og gevinst ved værdipapirhandlen og at overføre 500 Genmab aktier til hendes pengeinstitut.
Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun blev narret til at overføre 400.000 kr. samt 500 Genmab aktier til Saxo Bank i den tro, at der var tale om en uforpligtende og gratis prøvetid på 20 dage, ligesom der var tale om en demoversion, hvori handlerne foregik.
Hun bestrider, at de fremlagte afskrifter af samtaler er gengivet i deres fulde længde, samt at alle samtaler er fremlagt.
Af det af hende fremlagte materiale under sagen vedrørende skærmprint fra bankens hjemmeside samt bankens markedsføringsmateriale fremgår, at der er tale om demoversion, jf. også herved en anvendt betegnelse "kom i gang".
Hun bestrider, at hun i foråret 2007 afprøvede bankens demoversion. Hun er ikke identisk med den pågældende person, som prøvede demoprogrammet i denne periode.
Den advarselsbesked, som fremkom på skærmen ved login, tog hun ikke yderligere notits af, da hun følte sig tryg, da hun jo handlede i et demoprogram. Advarslen fremgår ikke i sin helhed af skærmbilledet. Hun er ikke blevet tilbudt en hensigtsmæssighedstest. Hun har i øvrigt fra dag et tilkendegivet, at hun ikke havde forstand på andet end aktier og således ikke på CFD'ere.
De skrivelser, som hun fik fra Værdipapircentralen, så anderledes ud end tilsvarende meddelelser, som hun havde modtaget vedrørende depoter fra et andet pengeinstitut. De sidstnævnte var affattet på dansk og opbygget på en anden måde rent grafisk.
Efter at hun havde klaget til Ankenævnet, og banken ikke reagerede, anså hun det som udtryk for, at det hele var en misforståelse. Hun kunne se, at hendes 400.000 kr. stadig stod som et indestående.
Hendes veninde har misforstået, hvad hun gav udtryk for og ikke omsat dette korrekt til skrift. Ved underskrift af brevene har hun ikke fået læst dem igennem, hvilket hun beklager. Veninden vil stå frem, hvis det vurderes nødvendigt for, at hun kan vinde sagen, ellers ikke.
Banken har tilsidesat investorbeskyttelsesbekendtgørelsen, idet hun fra første henvendelse gav udtryk for sin manglende viden. Hun bad om kun at få adgang til aktiehandel. Efterfølgende bad hun om at få lukket kontoen, uden at der skete noget.
Med hensyn til at realisation af værdipapirerne har hun ikke modtaget varsling i overensstemmelse med retsplejelovens § 538a.
Hun har ikke fået forelagt bankens almindelige forretningsbetingelser. Med hensyn til kontoåbningsformularen har hun ikke lagt stor vægt på teksten, da der jo kun var tale om en demokonto.
Saxo Bank har anført, at klageren i februar og marts 2007 havde en demokonto, som hun brugte i begrænset omfang. Den fremlagte udskrift for klagerens brug af demokontoen viser klagerens fulde navn, som er meget særpræget.
Af demokontoen fremgår, at der er tale om en simulation. Ved brugen af demokontoen skulle klageren ikke udfylde en formular til kundeoprettelse eller overføre penge eller aktier som betingelse for at benytte demokontoen.
Klageren har modtaget kopi af de fremlagte udskrifter af telefonsamtalerne samt en cd indeholdende optagelserne. På ingen steder i optagelserne bekræfter en medarbejder indirekte eller direkte over for klageren, at der var tale om en demokonto.
Såfremt klageren kun var interesseret i en demokonto, var spørgsmålet om 50 handler uden kurtage irrelevant. Under samtalerne blev klageren gjort opmærksom på, at hun ville få adgang til at handle alle produkter.
Indholdet af samtalerne bekræfter bankens opfattelse af, at klageren var klar over, at hun ikke handlede i et demoprogram, men via en virkelig konto. Under telefonsamtalerne den 28. og 30. januar 2008 forklarede bankens medarbejdere, at der var tale om bindende handler, og at klageren som følge heraf kunne risikere et tab.
Klageren udfyldte kundeoprettelsesformularen og iværksatte oprettelse af overførsel af aktier og var således bekendt med, at der var tale om oprettelse af en faktisk konto, hvorfra bindende handler kunne indgås.
Klageren så bort fra den risikoadvarsel, som hun havde mødt ved hver eneste login. I overensstemmelse med investorbeskyttelsesbekendtgørelsen har banken givet klageren muligheder for at få foretaget en hensigtsmæssighedstest, hvilket klageren fravalgte. Man har udtrykkeligt gjort det klart for klageren, at de handlede instrumenter ikke var hensigtsmæssige for klageren, og at det var forbundet med stor risiko at investere via disse. Dette har klageren set bort fra.
Det er korrekt, som angivet af klageren, at der i hendes handelsmodul står "kom i gang". Dette skyldes ikke, at der var tale om en demokonto. Årsagen er, at dette er titlen på standardbrugerfladeopsætninger, som kunderne har mulighed for at vælge i Saxo Trader. Klageren valgte selv denne brugerflade.
Også efter den 6. februar 2008, hvor klageren rettede henvendelse til banken og Ankenævnet, måtte klageren indse, at der var tale om virkelige handler. Var der ikke tale om virkelige handler, ville sagen ikke kunne indbringes for Ankenævnet.
I denne periode handlede klageren mod de anbefalinger, som hun fik fra Ankenævnets sekretariat om at foretage skadesbegrænsning.
Der er grund til at betvivle eksistensen af klagerens veninde, da denne ikke har underskrevet nogen breve, som tværtimod alle er underskrevet af klageren selv.
Banken bekendt er klageren ikke under værgemål eller lignende.
Klagerens positioner blev lukket, da marginkravet ikke var opfyldt. Lukningen er i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser, som klageren accepterede ved sin kundeoprettelse.
Baggrunden for at alle positioner blev lukket er, at banken ikke kan vide, hvilke positioner frem for andre en kunde ønsker lukket. Forinden lukning var klageren blevet varslet men valgte at forholde sig passiv.
Banken så sig nødsaget til at opsige kundeforholdet. Man anså klagen for et forsøg på bedrageri fra klagerens side med det formål at få dækket tabet ved handelsaktiviteterne. Opfattelsen bestyrkes ikke mindst af klagerens trusselsbrev sendt 12. marts 2008. Banken har ikke indgivet politianmeldelse.
Overførselsanmodningen af 25. marts 2008 var uanvendelig, fordi overførslen af 400.000 kr. og 500 Genmab aktier ikke stemte overens med kontoens faktiske indestående.
Ved det anbefalede brev af 2. april 2008 blev klageren orienteret om, at såfremt banken ikke den 15. april havde modtaget en anvendelig overførselsanmodning, ville banken realisere alle aktier og overføre restindestående til en konto, som klageren havde oplyst i den ellers uanvendelige overførselsanmodning.
Da man den 24. april 2008 fortsat ikke havde modtaget instruktioner fra klageren, blev aktierne realiseret, og overførslen af restindeståendet blev igangsat. Først efterfølgende modtog man oplysning om, at det anbefalede brev ikke var afhentet af klageren.
Klageren har ikke lidt tab ved salget af aktierne, som blev solgt til kurs 244, som er en højere kurs, end efterfølgende kurser.
Banken har opfyldt forpligtelserne vedrørende opsigelsen af kundeforholdet. Bankens adgang til at foretage realisation af aktierne fremgår af bankens generelle forretningsbetingelser. De 500 Genmab aktier var således pantsat til sikkerhed for enhver forpligtelse, som klageren havde over for banken.
Ved kundeoprettelsesformularen bekræftes det, at klageren har læst og accepteret de generelle forretningsbetingelser.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - John Mosegaard, Ole Jørgensen og Astrid Thomas - udtaler:
På baggrund af indholdet af de fremlagte referater fra telefonsamtalerne ført mellem klageren og Saxo Banks medarbejdere anser vi det for ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren var klar over, at hun ikke foretog handler i et demoprogram, men at der var tale om virkelige handler. Herved bemærkes, at klageren inden hun foretog handler overførte 400.000 kr. samt 500 aktier i Genmab. Klageren er således bundet af de aftaler om handel med værdipapirer, som hun har gennemført via Saxo Banks hjemmeside.
Vi finder det sagligt begrundet, at banken i sin skrivelse af 13. marts 2008 opsagde kundeforholdet henset til, at klageren ville fragå de af hende med banken bindende indgåede aftaler om værdipapirer. I brevet gav banken klageren frist til den 1. april 2008 til at lukke sine positioner og overføre sit indestående til en anden bank.
Klageren undlod at lukke sine åbne værdipapirpositioner, og banken var derfor berettiget hertil.
Som følge af, at saldoen på klagerens konto efter lukningen af positionerne var negativ, var det berettiget, at banken undlod at imødekomme klagerens anmodning om overførsel af 400.000 kr. til det pengeinstitut, hvor klageren ønskede dette beløb overført.
To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Karin Ladegaard - udtaler:
Vi finder, at Saxo Bank efter telefonsamtalerne med klageren den 24., 28. og 30. januar 2008 burde have indset, at klageren ikke var i stand til forsvarlig at gennemføre handler i bankens handelssystem. Banken burde derfor have afvist at videreføre kundeforholdet. Vi lægger herved vægt på, at klageren klart gav udtryk for sit ukendskab til bl.a. CFD handel.
Vi stemmer derfor for, at klageren - uagtet risikoadvarslerne i bankens system - ikke kan ses for bundet af handler gennemført efter telefonsamtalen den 30. januar 2008 og frem.
Efter stemmeflertal er klageren herefter bundet af sine handler og opsigelsen af kundeforholdet er sket med rette, ligesom banken herefter var berettiget til at lukke klagerens åbne værdipapirpositioner og undlade at efterkomme klagerens overførselsanmodning.
Samtlige medlemmer udtaler herefter:
For så vidt angår bankens realisation af klagerens aktier fremgår det af bankens almindelige forretningsbetingelser pkt. 12, at enhver sikkerhed (defineret som værdipapirer mv.), som er overført til banken, er pantsat til sikkerhed for enhver forpligtelse, som en kunde har eller måtte få over for banken. Det fremgår endvidere, at såfremt en kunde undlader at opfylde sine forpligtelser efter de almindelige forretningsbetingelser, er banken berettiget til straks at sælge sikkerheder uden varsel eller retslig handling.
Ankenævnet finder, at det i almindelighed i privatkundeforhold ikke er tilstrækkeligt blot at anføre vilkår om sikkerhedsstillelse i bankens almindelige forretningsbetingelser, hvorefter alle de papirer, der er overført til banken, samtidig er stillet til sikkerhed for kundens forpligtelser over for banken. Sådanne særligt byrdefulde vilkår bør være særligt fremhævet i aftalegrundlaget. Set i sammenhæng med det særlige investeringskoncept Saxo Bank har tilbudt klageren, finder Ankenævnet imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det aftalte vilkår om sikkerhedsstillelse i medfør af aftalelovens § 38c.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.